Du lovede. Jaja, tag en klidkiks.

by stilhedfoerstorm

Okay okay. Jeg ved godt jeg lovede Jer noget sjovt i går. Eller i foregårs var det vel egentlig at jeg lovede det. Og så burde jeg have holdt det i går. Og så var det, at jeg kom til at sidde med problemformuleringen til endnu en (fucking) opgave på uni, som jeg pludselig var nødt til at trække ud af røven, fordi vi nu pludselig skulle fremlægge den på undervisningen i dag (jaja, jeg skriver det som om det kom bag på mig. Jeg har vidst det siden sidste tirsdag). Og det var bare slet ikke sjovt. Faktisk tog det hele dagen. Og jeg ved egentlig ikke helt om det er sådan rigtig godt. Men all right. En ting har jeg da lært efter snart seks år på instituttet – en opgaveproces er nogenlunde ligeså charmerende som en lunken kærlighedsaffære. Det har start og en slutningen og en hel masse i-hår-rivende hejs i midten.

Man kigger lidt efter hinanden i lang tid – kan ikke helt beslutte sig for om det egentlig er noget. Skubber ligesom det der med at tage initiativ og gøre noget ved det foran sig så længe som muligt. For lige så snart man tager de første kluntede skridt i forsøget på at definere det, man har gang i gror det sig uoverskueligt stort og man orker pludselig ikke alt det hårde arbejde. Og så ignorerer man ham i et stykke tid. Går ligesom forbi ham i kantinen og lader som om man ikke har set, at han jo står lige der ovre i kaffekøen og køber en napoleonshat. Hvor banalt. Og man begynder at hate lidt på ham og synes ikke han er til at holde ud. Han giver jo også altid en dårlig samvittighed – selvom man godt ved, at han er en god fyr. Bvadr. Og efterhånden kan man ikke rigtig tillade sig at ignorere ham mere, fordi folk bliver ved med at spørge hvordan det går og om vi er blevet kærester. Og fordi man ikke magter at forklare kompleksiteten i den peach melba agtige suppe man vader hvileløst rundt i, går man en dag hen til ham i kaffekøen og spørger om vi skal drikke den sammen. Han er lidt pigesur så man bliver nødt til virkelig at bruge meget tid sammen med ham. Alt for lang tid sammen med ham. Og nu synes alle at man er blevet kærestekedelig. Og så efter en hektisk måned, slår man op. Done. Færdig. Slut. Prut. Stanglakrids. Tre eksemplarer i studiekontorets postkasse…ja. okay. Der holder metaforen ligesom op med at virke. Men you get the drift.

Så jeg er altså lige der i starten af forholdet til, hvad der forhåbentlig er den sidste store opgave på uni. Ja, altså lige ud over specialet, som jeg meget bevidst fortrænger på daglig basis (nej, jeg ved ikke hvad jeg vil skrive om. Stop med at spørg. Jeg bliver så flov).

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Det ved jeg godt. På den første sten, står der altså “problemformulering siger du?” og på den anden sten står der “Helle Helle”.  Ja, for det brugte jeg eftermiddagen i dag på. “Dette burde skrives i nutid” og jeg burde virkelig få fingeren ud og få nosset mig hen i kaffekøen. Og i får noget sjovt i morgen. Det lover jeg. Ha!

Advertisements