Stilhed før Storm

Tag: Uddannelse

Status pt.

Fem fede ting ved mit liv lige nu:

1) Jeg når ekstremt mange ting og er konstant udfordret. Højeffektiv!

2) Jeg har fornøjelsen af eminent dygtige kollegaer og medstuderende med et høj fagligt niveau og gode hjerter.

3) Jeg har ikke tid til at spise ret meget, hvilket er temmelig smart pre-bikini-sæson and all.

4) Jeg keder mig på intet tidspunkt.

5) Jeg er tvunget til at leve helt vildt meget i nuet!

Fem knap så fede ting ved mit liv lige nu:

1) Jeg har dage (som i dag), hvor min puls føles sundhedsskadelig høj  – hvor jeg trækker vejret helt oppe i brystkassen, hvis jeg ikke hele tiden minder mig selv om at trække det ned i maven. Hvor min krop, sjæl, hjerne og alt trygler om pause.

2) Jeg er en lille præstationsabekat, med mange steder at præstere. Jeg skal være vældig sej og dygtig det meste af tiden.

3) Jeg har ikke rigtig tid til at handle ind og lave mad, så har dårlig samvittighed over hvad jeg byder mit gamle hylster af en krop. Det der motion står heller ikke lige øverst på to-do-listen disse dage. Jeg står i gæld til kæreste og søster, som står bag 80% af alt det jeg indtager, der rent faktisk har en næringsværdi.

4) Jeg har ikke tid til at kede mig, hvilket faktisk er noget af det bedste jeg ved. Gad fx godt kede mig lidt mere sammen med Cea snart.

5) På trods af at jeg hele tiden tvinges til at være til stede i nuet, tænker jeg mindst 30 gange om dagen, at det bare er en måned mere, bare en måned mere, bare en måned mere….

At turde tro, part. 1.

Da jeg i sensommeren 2006 begyndte på psykologi blev jeg i løbet af rusugen introduceret for to ting. Den ene var alkohol i stride strømme, den anden var kritisk sans eller flerperspektivisme. Mens førstnævnte med tiden er aftaget gevaldigt (kender jo nærmest ingen til en fest på psykologi længere), så er den anden blevet hængende. Ikke at begrebet eller essensen af det at kunne tænke kritisk var nyt for mig – man har vel lavet en kildekritik eller tusind i gymnasiets historietimer – det var bare nyt for mig, at det nærmest var en religion.

Alting kan ses fra flere sider. Mindst to. Igen så er det jo ikke voldsomt revolutionerende, slet ikke i teorien. I praksis kan det dog være en udfordring af dimensioner. Det kræver sit at sætte sig ned og forsøge at forstå hvad der dog får en mand til at låse sine børn ned i en kælder i 25 år. Det kræver også sit, at sidde overfor en person der har slået sine børn, og forsøge ikke at dømme ham, men i stedet forsøge at forstå ham og hjælpe ham til at lade være. Psykologien er både i teorien og i praksis hele tiden et spørgsmål om at give plads til det dialektiske – det flerperspektivistiske. At opbygge en uendelig tolerance over for flertydighed og en evne til at forstå selv det mest uforståelige, er psykologens lod.

Det har været en evne, jeg med glæde har sat mig for at opøve. Jeg sætter en stor ære i at have en kritisk sans. Synes det er helt nødvendigt. Og lidt sejt. Hvad jeg på mine “gamle” dage på psykologi har lagt mærke til, er bare, at det nogle gange nærmest er blevet et handicap for mig. Jeg tør jo ikke tro på noget længere. Selv de mest simple og iøjenfaldende enkle ting bliver skrutiniseret totalt. Da min supervisor en gang spurgte mig, om jeg troede på, at det var bedst at min klient var ærlig i terapien, måtte jeg vende og dreje det lang tid i mit hoved, før jeg med bævende stemme sagde “ja, det tror jeg det er”. Han klappede. Selvfølgelig er det bedst, at min klient er ærlig overfor mig! Det gør jo så absolut terapien væsentlig mere intens, spændende og udbytterig. Temmelig utroligt, at det tog så lang tid for mig, at indse noget så enkelt og så stå ved at det tror jeg på…

Efterhånden som jeg laver mere og mere terapi, er det blevet tydeligere for mig, at jeg død og pine er nødt til at tro på noget igen. Hvis jeg ikke ved hvad jeg selv står for, kan jeg heller ikke hjælpe mine klienter. Hvis jeg ikke kan stå ved mig selv og det jeg tror på, kan jeg heller ikke bede mine klienter om at stå ved dem selv, og det de tror på. Hvis jeg ikke kan være tydelig overfor mig selv, kan jeg heller ikke være tydelig overfor dem.

Så derfor, mine damer og herrer, begynder jeg relanceringen af mig selv, som sådan en der godt tør tro. På andet end de tusinde perspektivers tro.

Det er store planer sådan en mandag formiddag…

Skønhed i Bogform.

Når man studerer er man så priviligeret at have uendeligt lange sommerferier. Gerne op til 3 måneder nogle gange. Det burde alle have, for det er virkelig dejligt. Ganske vist går tiden utrolig stærkt, og før man får set sig om, står man igen i kopirummet på psykologisk institut og indånder ætsende kopilugt ned i sine ellers sommerblomstfyldte lunger. That’s life, og jeg skal være den sidste til at klage.

Men nu er jeg sådan cirka halvvejs inde i dette semester og en ting jeg altid begynder at glæde mig til, når sommeren begynder at blinke til mig på den anden side af det bjerg af en seminaropgave, der lige nu står og blokker vejen mellem mig og friheden, er bøger. Ikke bøger andre har valgt for mig at jeg skal læse. Nej. Det skal være skøøøøønlitteratur. Btw så er jeg færdige med krimier! Ikke et ondt ord om den skandinaviske krimifabrik, men helt ørli’ så bliver mit litterære hjerte lidt vrissent, når jeg står i Bog&Ide og kigger på deres 7 hyldemeter lange krimisektion, der langsomt presser resten af de skønlitterære værker ned fra hylden. En efter En dumper de ned i rodekassen. Plump. Plump. Plump. Det er altså en skam.

Nå det var egentlig ikke mening at det skulle være et skældudindlæg. Jeg ville faktisk bare vise Jer den her video som jeg faldt over, og som jeg synes var helt vildt sejt lavet. Og som får mig til at overveje om den nøje udvalgte bog, jeg skal kaste min kærlighed over, den dag jeg afleverer opgave skal være “Going West” af Maurice Gee.

Enjoy! (PS: Ved godt man ikke altid orker at trykke play på videoer andre bare viiirkelig synes man skal se. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Men den her er altså virkelig sej. Såe.)

Let rødlige sokker…

Kan nok ikke komme uden om at jeg ind imellem har lidt røde strømper på, og jeg kan heller ikke komme uden om, at denne artikel rammer lidt plet.

Dette på trods af at den afgående ministerinde ikke lige er min kop the – synes faktisk hendes undervisningspolitik smager særdeles syrligt og grimt og som om den har stået og trukket lidt for længe med en pose american breakfast tea.

Når jeg nu engang har tænkt mig at få nogle af de der børn. Og en karriere. Måske ikke på ministerplan, men i hvert fald vil jeg gerne være rigtig sej og arbejde et sejt sted hvor man laver et sejt stykke arbejde. Ja, så ville det da være dejligt hvis de bestræbelser, man som forælder gør sig for at give sine børn et godt stykke med barndom ikke bliver set skævt til af ens forældrefæller (og ja, jeg tror kvinder er kvinder værst når det kommer til det!). Og tænkt hvis daginstitutionerne fik midler (og normering) til at gøre det de er så gode til endnu bedre.

Jaja, ved godt det måske er ønsketænkning…med ældrebyrden og alt det…hvor jeg i grunden også synes det er et træls ord…men den tager vi en anden dag.

Læs artiklen her

ISTDP

Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy…somend.

Når jeg bliver voksen, så vil jeg saftsussemig gerne være ligeså hardcore som ham jeg var til kursus med i går. Jon Frederickson er hans navn. Og jeg tager hatten af – helt af. Det var en af den slags helt intense læringsoplevelser, der gør, at min hjerne arbejder videre med det natten lang og det bliver vævet ind i mine drømme og sætter sig i min krop.

Hvis bare hver eneste forelæsning på klinisk psykologi var lige så inspirerende, lærerig og overbevisende. Så kunne man nå meget på fem år. Og endnu mere på de 6-7 år det tager for mange at føle sig rustede nok til at kalde sig psykolog. Jon havde filmet en to timers session med en af sine klienter, og gennemgik den med os bit by bit. Det var en eminent måde at lære på. De gør det i Sverige – en stor del af kandidatuddannelsen for de svenske psykologistuderende består af netop den type undervisning. Det er mig en gåde hvorfor man ikke i højere grad gør det i Danmark. Så skulle i se løjer! Jeg vil væde mit bachelorbevis på at vi ville få dygtigere og mere engagerede psykologistuderende på den måde. Det er jo det vi skal ud og lave for pokker, så lad os dog SE hvordan i gør det, kære dygtige terapeuter og undervisere rundt omkring. Please. Altså.

%d bloggers like this: