Stilhed før Storm

Tag: selvstrafferi

Forklædt som A-menneske…

Jeg har tonsvis af ideer til ting og sager jeg gerne vil dele med Jer på bloggen her. I dag er jeg bare for træt til at gøre noget af det…

Jeg er ud af en familie af lutter A-mennesker. Vi kan somend godt sove længe, men at sove til kl. 9 eller mere er forbundet med en sort sky af dårlig samvittighed over for dagen der bare går og går og går, mens man ligger og chiller under dynen. I nogle år, hvor kæresten og jeg boede alene sammen, lod jeg mig influere (inficere?) af hans herlige B-menneskelighed og kom alt for sent i seng og stod alt for sent op. Da vi for et par år siden rykkede ind i rækkehuset sammen med lillesøsteren, kom også den dårlige samvittighed over post-9AM-snoozen snigende sammen med hende. Ikke at hun tvinger mig op, men det ligger bare i luften – indflydelsen fra barndomshjemmet personificeret i søsteren min, der 6 ud af 7 dage om ugen sidder nyvasket, velsoigneret og sund morgensmadsspisende på køkkenbænken når jeg kommer luskende op ad trappen. Det lugter af “kom så op og få noget ud af dagen” og det lugter så grimt, at jeg må smække dynen til side, kysse en ofte tungt sovende Cea godmorgen og stå op.

Det er jo fornuftigt og godt nok, bevares. Det er da lidt spild af liv at ligge der og sove. Absolut. Men nogle dage bør man bare tillade sig at sove længe, for man er jo intet værd, selvom man står op. Startede som sagt på fantastisk spændende nyt job i går, og skal afsted igen i dag, og burde unde mig selv en lang morgenlur (særligt fordi jeg har drømt om fornævnte nyt job hele natten og slet ikke føler jeg har sovet). Så her sidder jeg. Kigger ind i skærmen. Klokken er 9.45 og jeg tænker kun på, om det er for tidligt at tage en middagslur?

Forresten. Så vil jeg bare lige sige, at det der med at man kan sove, når man bliver gammel er noget bullshit! Jeg kender INGEN gamle mennesker der sover godt om natten! Jeg ved ikke om det er alt det livet har gjort ved dem, der holder dem vågne, men løgn er det. Falsk markedsføring. Garanteret noget man har skudt os unge i skoene fordi ældrebyrden tynger vores ungdomssløvssindsbefængte skuldre og vi skal holde os igang og igang og igang.

Frist ikke….

…svage sjæle aka. mig.

Sidder ved mit rodede spisebord og nørkler med problemformuleringen til en seminaropgave. Er lige der i processen, hvor det virker fuldstændig urealistisk, at der nogensinde kommer 20 siders ok acceptabelt stykke opgave ud af det tankefreakshow, der findes i mit hoved (og på tusind lapper papir rundomkring) lige nu. Har slet slet ikke tid til at sidde her på køkkenbænken og gå i selvsving – skal starte på nyt job om to timer, og det ville skisme være rart hvis jeg til den tid havde bare lidt mere orden i hovedet.

Og just som jeg er allermest demoraliseret og forvirret kommer pakkepostmanden. Og det er noget farligt post for en svag sjæl som mig. Det er fra amazonen den lurendrejer. Han kommer med eventyrligt bogguld hentet ud fra det store skatkammer et sted i England. Han kigger på mig, med sine små grønne øjne og lokker mig fordærv.

Med denne skat….

Oh ve! Hvordan skal jeg dog kunne modstå fristelsen, til at sætte mig ud på terrassen med skatten i favnen og lade problemformulering være problemformulering en lille bitte dag til? Forslag modtages gerne….men skynd jer før jeg falder i!

PS: Jeg ved godt jeg måske kom til at love jer et billede af mit nye hår for nogle indlæg siden. Jeg har ikke glemt det. Jeg skal bare lige have samlet mod…

Frisørskræk og bristede hårdrømme.

Jeg har frisørskræk. Så ved I det. Efter 25 år med hår der er lige så velvilligt og let at have med at gøre som en specialklasse på speed, er det at gå til frisør noget jeg udskyder så længe jeg overhovedet kan. Det er først når mine spidser har flere spalter end weekendavisen og bare trygler om at lade livet under saksen, at jeg begynder at overveje at tage sted.

Hvad der startede som en let aversion mod at andre mennesker skulle røre ved mit hår, er nu blevet en decideret fobi på lige fod med den man kan have overfor læger, tandlæger og andre “ekspert-på-din-krop” agtige personer. Det skyldes flere ting.

For det første at jeg altid får skældud af min frisør. Sidste gang jeg var afsted (læs: for over et år siden) kiggede den søde frisør med den russiske accent forfærdet på min udvoksning og mine strittende hårspidser og fik mig til at love ved min endnu ikke afdøde mors grav, at jeg ALDRIG måtte lade der gå så lang tid igen. Aldrig! Couldn’t keep that promise – sorry mum. Så nu vender jeg nok ikke tilbage til hende igen.

For det andet koster det mig altid en FORMUE. Det er en rimelig stor indsats der skal til, når jeg først sidder i frisørstolen. Altså vi taler totalrenovering og flere K3 skader: Spidserne (igen), udvoksningen, hovedbunden, generel tørhed pga excessiv brug af fladjern/krøllejern/hårtørrer. Bare for at nævne et par stykker. Sidst jeg var afsted måtte førnævnte russisk klingende frisør svede med mit garn i 4 timer. Hun kunne vitterligt ikke få mig hurtigt nok ud af døren igen. Shit, hvor kunne hun ikke holde synet af skadet hår ud længere! Til gengæld sikrede jeg hende ene mand en god lang dags arbejde. Så hårtraumer formoder jeg opvejes af den nette sum af 2100 kr. jeg måtte lægge kontant på disken på vej ud.

For det tredje så går jeg altid derfra med bristede hårdrømme. Jeg kan egentlig godt glæde mig lidt til at komme afsted og særligt den måske naive forestilling om at komme ud af salonen og se sådan ud ——————————->

Det er dog langt mere sansynligt, at jeg går ud på gaden og ser sådan ud:

Jeg må have vældig komplekst hår. Det har krævet mig 25 års hårdt slid og erfaringsopsamling at få tæmmet og afrettet det cirkus af et naturkrøl mine helt glathårede forældre har udstyret mig med. Derfor kan jeg jo heller ikke for alvor blive sur på de stakkels unge frisørpiger, når de efter 3 timers hårdt arbejde på høstakken sender mig ud af døren med en frisure der kunne få en blind mand til at græde ved synet. I gamle dage spurgte frisørerne tit om de måtte få lov at sætte mit hår, hvilket jeg altid sagde ja til pga. de gratis hårnåle. Det har resulteret i, at jeg som 13årig en mandag eftermiddag stod på hovedgaden i Velling med en frisure som skulle jeg til afdansningsbal. Fågging pinligt når fyren man på det tidspunkt var vild med (Niels Ove) tilfældigvis kom forbi på sin scooter.

Alt i alt er det med at gå til frisør ikke lige the shit for mig. Men i morgen skal jeg altså til frisør for første gang i 1.5 år og det bliver sikkert skrækkeligt. Jeg vender tilbage med en fyldig rapport (måske et billede – oh gru!), når jeg er på den anden side….So long!

Springer lige mandag over….

 

I dag er en af de der dage, hvor jeg allerede nu (kl. 10.07) kan mærke, at jeg kommer til at overspringshandle igen og igen og igen….

Alt for mange ting jeg burde lave og alt for mange ting jeg hellere vil, er en farlig kombination sådan en mandag formiddag. Resultatet er ofte, at jeg laver en masse ting som jeg normalt ikke rigtig gider (hvis det nu var weekend og jeg virkelig havde frit spil en hel dag). Sådan nogle småtrivielle peachmelba agtigt kedelige ting. På den måde undgår jeg at lave det jeg virkelig ikke rigtig helt synes jeg orker eller kan overskue, og samtidig straffer jeg mig selv lidt, fordi jeg helt ærligt bare burde hæve bundgrænsen og komme i sving.

Anyways.

Jeg går igang nu….

Når jeg lige har vandet blomster….

Og lavet the….

Og tjekket post….

Og facebook….

Og mail….

Og hængt tøj op….

Og tjekket facebook igen….

Og skammet mig over ikke at være kommet igang….

Og liiiige tjekke facebook en sidste gang…

Og varmet theen op igen….

Og SÅ starter jeg….

Med mindre………?

%d bloggers like this: