Konfektkrig – husk at stem!
Så det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker for jul. Har vendt opgaven og “pædagogers identifikation af udsathed” ryggen hele weekenden og har i stedet vendt min varme favn mod hele familien fra Vestjylland, der er kommet trillende ind med X-bus og Chrysler. Åh, hvor har det været en mega svedig tid og mens jeg på den ene side ikke helt magter at skulle tilbage til opgaven, har en weekend væk fra den dog givet mig det fornødne overskud til igen at kaste et par og titusind ord ind i skærmen. Vi har købt (alle!) julegaverne, har pakket til skitur (whu-fucking-hu!), spist mad, set film og så har vi lavet konfekt.
Derhjemme lavede vi som regel konfekt d. 22 december. Fire børn og to voksne, 2 ruller marcipan, to liter kogechokolade, en blok nougat og 3 dl. håndsved. Far der konsekvent laver hundelorte. Mor der masseproducerer ensartede stykker, som man rent faktisk orker at æde efterfølgende, og kontant instisterer på, at der skal chokolade rundt om det hele for “ellers bliver de tørre!”. Og så fire børn med hver deres lille firkant på et stykke bagepapir. Konfekt freestyle! Det smager af lort men who cares, så længe børnenes finmotorik får et los bagi. Så det gjorde den. Jeg elskede at imponere mine små søskende med mit naturlige finmotoriske forspring, så jeg excellerede som regel ud i kunsten at lave kunst. Mange små mus blev det til – ofte pakkede jeg dem ind i tændstiksæske med bånd omkring og så kunne min onkel Morten få dem til jul. Det samme gjorde i øvrigt mine søskende, så Morten kunne med lige dele skuffelse og kvalme pakke fire Tordenskjoldsæsker med assorteret marcipancrap ud juleaften – talk about hadegave. Sorry Morten – jeg lover det er sidste gang i år!
Så i weekenden lavede vi igen konfekt – denne gang kun børnene. Spændende nok at observere (sagde psykologen), hvordan vi hver især får nye roller i konfektmageriet, når nu ikke mor og far sidder for bordenden og forsøger at diktere udfoldelserne. Jeg har det fint med min position som det dygtige barn med den gode finmotorik, hvorfor jeg har beholdt foromtalte rolle. Yndige ting lavede jeg (ja, fuck off Jante!): En hjort med et kødsår, fine ufoer med snepynt, en mand i en kano osv. osv. Lærke prøvede naturligvis at gå mig i bedende, men selvom hun i modsætning til mig har et år på arkitektskolen i bagagen, mener jeg ikke det lykkedes hende at opnå samme høje konfektniveau som undertegnede. Laura hoppede hurtigt ind i mors rolle og masseproducerede konfekt med chokolade på. Sandt at sige, var det da også det, der først blev spist – men kunst – nej det er det ikke. Rasmus fulgte sit gamle mønster med store, meget bastante stykker – han har altid været en dreng med en hang til kvantitet. Desuden lavede han også en fin lille marcipanlort – som far så søn.
Billeder følger nedenfor – i bunden har i en lille afstemning, hvor jeg gerne vil bede jer tilkendegive, hvem der har de største konfektgaver (læs: migmigmig).
Kødsårshjorten:
Manden i kanoen:
Det samlede værk: 
Min:
Lauras:
Rasmus’: (OG MAN MÅ KUN STEMME EN GANG RIPS!)
Og Lærkes:
Stilhed før Storm 