Stilhed før Storm

Lister.

Samlinger.

Jeg har en stor kærlighed til ting i listeform og jeg har en stor kærlighed til samlinger. Har igennem mit liv været den lykkelige indehaver af – og hold nu fast! – En servietsamling, en brevpapirssamling, en kæmpe Barbiesamling, en bamse- og dukkesamling, en Anders And blads samling, en Bamseblads samling,en Diddl-samling, en bekymrende stor Spice Girls Merchandise samling, en stadigt voksende tøj- og sko samling, en massiv bogsamling (det her er min ultimative våde drøm!), en mågestelssamling….and that’s just to name a few. Det er alt sammen vældig pladskrævende og fordi jeg a) ikke kan bære tanken om at fremtidsAK skal bæres ud af sit til-kvalmegrænsen-proppede-hus af et TV-hold fra “Ekstreme Samlere” foran min grædende og bekymrede familie og b) ikke kan købe sig til at så meget plads alle mine samlinger ville kræve inden for Aarhus Kommune på en nørd- + en psykologløn, er de fleste samlinger enten parkeret på familiens gård i Vestjylland (med tilhørende lavere kvadratmeterpris) eller givet videre.

Passing on the torch – that’s just me!

Fordi jeg er en samler by heart, har jeg med tiden forsøgt at forskyde min samlerimpuls på mindre pladskrævende (og forholdstruende) samlinger. Og her – dadadadaaa – kommer listerne ind. Jeg samler på lister. Laver lister. Lister lister lister. Nogle mere geniale end andre. Yndlingslisten er den med gode citater, der altid får mig til at tude. Gode er også listen over hvilke dyr Cea ligner (1. Egernet fra IceAge, 2. Teddy), listen over hvad jeg ville gøre hvis jeg vandt en million, listen over godt (læs mest pletfjernende og mindst steriliserende) vaskepulver, listen over tv-serier der er gode at sove til når man har tømmermænd (1.Everybody loves Raymond, 2. Two and a Half Men 3. King of Queens.), listen over grinagtige statusupdates mine facebookvenner laver, listen over hvilke TV-læger jeg helst ville behandles af hvis jeg havde en dødelig sygdom  (1. Dr. Sheppard, 2. House, 3. Addison Montgomery), listen over retarderede forsøg på at oversætte engelsk til dansk (nej et “natural” er ikke det samme som en naturalist, and your parents did not get signed – they got divorced!) listen over ting mine børn skal hedde og listen over hvad mine børn ikke skal hedde (med mindre det er en del af et vanvittigt godt vædemål, som jeg vinder ved at kalde dem det)……….

Ja. Der kan i bare se, hvordan det griber om sig. Man skal bare lige være uopmærksom et øjeblik, så har damen sgu allerede genereret en liste til. Listen over gode lister. Da jeg startede med at skrive indlægget var det faktisk for at lave endnu en liste – en liste jeg siden jeg var lille har lavet med jævne mellemrum og som virkelig kan anbefales at bruge fem minutter på: Listen over ting – store som små – du glæder dig over og til. Jeg laver min en af dagene – en opfordring herfra til at du gør det samme. Man bliver glad af det…..også gladere end af det jeg over middag på vej hjem fra en pis-i-kog-bringende tur rundt i Aarhus C planlagde at skrive om: Fucking lousy betjening i Georg Jensen. Lægger lige en virtuel snosker på den kiksede arrogante møgsos “BIIIIIIIIIIIP” fine glasdisk som supplement til det syrlige og til marvsgående sarkastiske “tak for hjælpen” jeg i virkeligheden fik lirket af mig, i et lidet tilfredsstillende forsøg på ikke at nedlade mig på hendes niveau. Gud, hvor havde det dog været tilfredsstillende at give efter for impulsen til at råbe hende lige i skærmen, hvor fucking lidt hendes bag bare var fyldt op med sunshine, men lagde tusind bånd på mig selv og rasede hele vejen hjem til macen og bloggen i stedet. Kan ikke helt regne ud om det var en god beslutning. Passiv aggresivitet har vist aldrig virket for nogle….den kommer på listen over ting jeg skulle have gjort i situationer hvor folk opfører sig som svin…..

Godnat. Og sov godt.

Nejnejnejnej, jamen undskyld – jeg ved da slet ikke hvad der sker for min manglende bloggintentusiasme i det nye år! Kan da godt se den er helt gal! Hvorfor?, spørger den opmærksomme læser nok. Hvorfor kommer der ikke flere indlæg?

Jaaaa. Hmmmm…..

Altså det er somend ikke fordi jeg har haft mere travlt end jeg plejer. Og var det det, der var problemet, så ville jeg også forskåne jer for at fortælle jer om det. Travle mennesker i januar, er bare så dårlig-samvittigheds-fremkaldende. Særligt, når man lidt selv har det som om, man glemte sin hjerne og livsenergi på den anden side af juleferien. Roli’ Roli’ – jeg er ikke for alvor januarramt. Sådan fosterstilling og antidepressiv i det. Men hold nu op, hvor jeg får lange løg af det crapvejr Cecilie Hother har skaffet os i denne årets første måned. ‘Amen altså. Når en lastbil skøjter forbi én på cykelstien og lige sætter af i en vandpyt, før den fortsætter ud af Grenåvej, kan den årvågne ane en frustrationståre blande sig med mudder og regn på min kolde kind. Dramaqueen? Lidt. Og jeg tøer da også hurtigt op, når jeg træder ind af døren på psykologisk institut og mødes af morgenholdet: Mageløse Majken, der kigger på mig ud under sit rødbrune pandehår og bestemmer, at jeg trænger til en kop kaffe, som hun henter i kantinen. Ditchen, der midt i den medbragte morgenmad, altid har overskud til at komplimentere mit tøj, der formentlig så godt ud derhjemme i ly af rækkehuset, men som efter en strabadserende cykeltur og sindsoprivende møde med arrogant lastbil ligner en lidet opvredet guldklud. Ja, og hun gør det så godt, at man næsten tror på hende. Og min elskede skrivemakker Line, der med omsorgsfuld bestemthed sørger for, at jeg rent faktisk får udrettet noget den dag. Og samtidig giver mig lov til at tage en lur på sofaen i biblioteket, når hun vurderer at jeg trænger til det.

Og når jeg så kommer hjem om aftenen, og mødes af Cea og lillesøsteren, der har bagt i omegnen af 200 bittesmå pølsehorn – på eget initiativ sågar – ja, så bliver man jo helt blød om hjertet af alt den kærlighed.

Så mens januars potentiale på den vejrmæssige (kold-)front gemmer sig bag en virkelig skod femdøgnsprognose, så synes jeg den brilliere på venne-, familie- og kærestefronten. For hold nu op, hvor har jeg scoret den bedste omgangskreds ever! Så tak til alle jer, der sætter januar til vægs og gør livet SÅ meget værd at leve.

Og så skal jeg nok lige komme op på bloghesten igen….promise!

Jeg er i den heldige situation, at jeg for en tre år siden havde indbrud i min lejlighed. Eller i Ceas og min lejlighed jo. I stuen lå den, på det fashionable og småkedelige Trøjborg. Det stank forbløffende meget. Det der stank mest var, at det de havde stjålet var ting der betød rigtig meget for mig. Det viste det sig i hvert fald at det gjorde, da det var væk. Alle mine smykker havde de nakket – dagmarkors, babyarmbånd, kærestegaver, rejsefund osv. Ud over det havde de taget noget tøj, nogle tasker og en masse elektronikgøjl (inkl. min gå-i-byen telefon – en oldgammel skramlet Sony Ericsson jeg på fornuftig vis satte mit simkort over i, når jeg tog på druk. Det må have været en temmelig ukritisk tyv, vi havde besøg af).

Jeg glemmer aldrig, da jeg trådte ind ad døren og opdagede det. Havde været på uni hele formiddagen og over middag tog jeg hjem. Det første jeg så var, at dørmåtten sad i klemme i døren. Det undrede mig. Da jeg kom ind i gangen, lå der en masse rod på gulvet og langsomt langsom langsomt gik det op for mig, at vi havde haft ubudne gæster. Og så tudede jeg. Tudede mens jeg speeddialede Cea og løb rundt i lejligheden for at se, hvad der var blevet taget. Når man har så relativt meget (men betydningsfuldt) crap som vi havde, er det faktisk svært at overskue, hvad der mangler. Hele eftermiddagen og weekenden fandt jeg nye ting, de også have taget, og hver gang fik jeg endnu en mavepuster – “Åh nej, ikke den….”. Af en eller anden grund, var det der forstyrrede mig mest, ikke at de havde stået med deres beskidte hænder i min undertøjsskuffe eller tømt mit smykkeskrin – det var at de havde båret det hele ud i vores egne tasker. På en eller anden måde, gjorde det mig virkelig utilpas. Jeg var også skræmt over hvor let det måtte have været for dem at komme ind. Et brækjern i køkkenvinduet og “pling”, så var der fri adgang. Så nemt som ingenting. Jeg følte mig aldrig helt sikker i den lejlighed igen.

Er netop kommet hjem fra juleferie og kunne ånde lettet op, da jeg trådte ind ad døren og alt var som da vi forlod det. Hver gang vi forlader vores hjem i længere tid, bliver alle de ubehagelige følelser fra dengang tricket igen. Jeg tager alle de smykker med, der betyder mest for mig. Jeg gemmer alle de andre de mest mærkværdige steder (jaha, jeg har sgu da ikke tænkt mig at fortælle hvor!) og jeg knipser løs med kameraet i alle afkroge af huset, for at kunne dokumentere og eventuelt erstatte. Jeg er ikke bare blevet klog af skade, men også temmelig paranoid. Lillesøsteren og Cea kom hjem en dag før mig, og jeg måtte guide dem frem over telefonen til deres værdigenstande, som jeg havde puttet af vejen. Bare for en sikkerheds skyld. Det er hvad det er. Der er bare den lille hage, at jeg nogle gange får gemt tingene så godt, at jeg faktisk ikke helt er i stand til at genfinde dem. Fx mangler jeg lige nu et smykkeskrin, en læderjakke og en tværfløjte….Super holdbar strategi dér AK. Det kan godt være potentielle indbrudstyve går tomhændet fra et togt på min adresse – til gengæld kan man nu se mig fifle forvirret rundt og forsøge at sætte sig ind i tankegangen på fortids-AK, der i et anfald af prepartum-paranoia har dækket sig lige lovlig godt ind….

Jaja, glade dejlige indbrudstraume. Du gør mit liv så let på tå…

SÅ fik vi slæbt os hen over grænsen til det nye år og mon ikke bloggen skulle sparkes igang igen. Stilheden herinde bunder i et indfriet behov for at holde ferie. At blive pakket væk. Juleaften blev fejret i mormor og morfars nordjyske julestue – destilleret hygge og fortættet tryghed. Når jeg nu ved, at det ikke er alle forundt, at have følelsen af at være helt tryg  med sig fra barndommens land, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har det. Jeg kan huske at jeg fra et helt tidligt tidspunk registrerede, at det bedste sted i verden, var i hjørnet af mormor og morfars sofa under et varmt tæppe med Billedbladet i hånden og en træskål med slik på sofabordet. Ingen forventninger, ingen frygt, intet trist – bare basal og uforfalsket tryghed og kærlighed. Følelsen har jeg stadig, når jeg tager til Thisted for at være sammen med min mormor og morfar og selvom angsten for og bevidstheden om, at det ikke varer evigt har sneget sig ind under tæppet, så genkender alle celler i min krop fornemmelsen af, at træde ind i mormor og morfars hus. Så julen var god. Rigtig god. Varm. Travl. Rørende.

Som altid rammes jeg af akut julemelankoli mellem jul og nytår. I år blev det afbødet af en skitur. Anden Juledag tog jeg med hele familien til Norge. Landet hvor al samtale foregår på vers. Landet med dyner af hvid sne. Landet hvor en burger koster 150 kr og hvor vores danske funny money ikke kan sikre dig en brandert på et værtshus, om du så brugte hele din børneopsparing. Norge er desuden også landet hvor internet ikke er alle forundt, så stilheden herinde har givet sig selv. Nogle gange har jeg brug for en undskyldning for at holde pause aaaand enter skitur!

Tilbage i Danmark holder jeg fast i stilheden en my endnu. Udenfor stormer det. Det er nærmest blevet en ugentlig tilbagevendende begivenhed at det ganske land skal rives rundt. Jeg venter lige lidt med at lukke den ind.

Jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år.

Nu falder julesneen – glid!

Og hver en lille pige strid

Hun glæder sig til gaver

Og hvert et lille drengeskarn

Han tar en bid af andens arm

og risengrøden snaver

Glade jul, dejlige skul

Engle bringer sjæl fra fugl (↑)

op til himmels, her hygger de sig

“hov, velkommen, du flæ-æskesteg!”

Synges fra sky dagen la-ang

Synges fra sky dagen lang.

Jakob han har ingen klo,

heller ingen nakke,

mon han får en ny og go

i hans julepakke?

Bruge den han nemlig skal

Når han leger julemand

ellers hænger skægget

nede langs med knæ(g)et.

Glædelig Jul & Godt Nytår

– fra Anne-Kirstine /stilhedførstorm.