Stilhed før Storm

SÅ fik vi slæbt os hen over grænsen til det nye år og mon ikke bloggen skulle sparkes igang igen. Stilheden herinde bunder i et indfriet behov for at holde ferie. At blive pakket væk. Juleaften blev fejret i mormor og morfars nordjyske julestue – destilleret hygge og fortættet tryghed. Når jeg nu ved, at det ikke er alle forundt, at have følelsen af at være helt tryg  med sig fra barndommens land, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har det. Jeg kan huske at jeg fra et helt tidligt tidspunk registrerede, at det bedste sted i verden, var i hjørnet af mormor og morfars sofa under et varmt tæppe med Billedbladet i hånden og en træskål med slik på sofabordet. Ingen forventninger, ingen frygt, intet trist – bare basal og uforfalsket tryghed og kærlighed. Følelsen har jeg stadig, når jeg tager til Thisted for at være sammen med min mormor og morfar og selvom angsten for og bevidstheden om, at det ikke varer evigt har sneget sig ind under tæppet, så genkender alle celler i min krop fornemmelsen af, at træde ind i mormor og morfars hus. Så julen var god. Rigtig god. Varm. Travl. Rørende.

Som altid rammes jeg af akut julemelankoli mellem jul og nytår. I år blev det afbødet af en skitur. Anden Juledag tog jeg med hele familien til Norge. Landet hvor al samtale foregår på vers. Landet med dyner af hvid sne. Landet hvor en burger koster 150 kr og hvor vores danske funny money ikke kan sikre dig en brandert på et værtshus, om du så brugte hele din børneopsparing. Norge er desuden også landet hvor internet ikke er alle forundt, så stilheden herinde har givet sig selv. Nogle gange har jeg brug for en undskyldning for at holde pause aaaand enter skitur!

Tilbage i Danmark holder jeg fast i stilheden en my endnu. Udenfor stormer det. Det er nærmest blevet en ugentlig tilbagevendende begivenhed at det ganske land skal rives rundt. Jeg venter lige lidt med at lukke den ind.

Jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år.