Stilhed før Storm

Month: December, 2011

Dette er virkelig ikke livsnødvendig information for nogle, men hvis du keder dig ligeså meget som mig, så wha skidt da.

Beklager på det groveste, at det har været så sløjt med blogningen på det sidste. Er gået ind i den termina(na)le fase hvad angår opgaveskrivningen, og når man så i mellemtiden flytter ind på sit arbejde fordi nogen (hvem mig?) på et tidspunkt tænkte at det ikke var noget problem at hive to dage ud af kalenderen for at holde ansættelsessamtaler midt i det hele, ja så suser livet så hurtigt forbi, at man ikke engang når at at skrive på bloggen. Eller sætte punktum i alt for lange sætninger. Man når heller ikke at snakke med sin kæreste. Man når heller ikke at ringe til sin bedste veninde, før hun rejser om på den anden side af jorden i en måned – i BFF-tid er det jo nærmest et år! Man når heller ikke at tage til yoga. Til gengæld når man heller ikke at spise, så det går vel lige op. Man når ikke at snakke med sin familie, selvom man egentlig virkelig savner dem. Man når heller ikke at nyde julen, inkl. mit kodyl flotte juletræ, før den er forbi. Man når heller ikke at komme i drømmegruppe, selvom man virkelig godt gad! Man når måske heller ikke at regne ud, hvad januars potentiale er, før man står i gråt slud til knæene….

Man når til gengæld at have masser af dårlig samvittighed. Det ved vi jo allesammen er super konstruktivt og kun bidrager til en endnu større knude i maven. Prøver at jage den på porten og i stedet bede folk om at bære over med mig. Det er “folk” heldigvis rigtig gode til. Tak for det.

Nu sidder jeg på læsesalen, med alle de andre de andre psykologistuderende. Håber at få indpisket lidt disciplin af at indånde den samme luft som de perfektionistiske 1-års studerende, der stadig tror man skal læse hele pensum for at bestå. Indtil videre har jeg nået at skifte plads tre gange, pakke alt mit crap ud på bordet i den lille cubicle, hilst på en jeg vidst nok ved hvem er, givet en jeg helt sikker ved hvem er et knus, skrevet et fesent blogindlæg, spist en gajol, tjekket mail, sendt en sms, fyldt en kurv med ting på H&Ms hjemmeside for så at lukke browseren i sidste øjeblik før jeg købte, spist resten af gajolerne og stirret tomt ud i luften. Det er ret begrænset hvad man kan give sig til på læsesalen, når man pt er lidt for fucked up i skalle til at producere en opgave på universitetsniveau.

Nå ja, wha skidt. Jeg kan jo altid lige tjekke mail igen. Og så tror jeg heller ikke jeg lige fik nedstirret den der kubikmeter luft foran mig helt færdig. Busy busy bee. Jeg må videre. Adios og god weekend.

Konfektkrig – husk at stem!

Så det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker for jul. Har vendt opgaven og “pædagogers identifikation af udsathed” ryggen hele weekenden og har i stedet vendt min varme favn mod hele familien fra Vestjylland, der er kommet trillende ind med X-bus og Chrysler. Åh, hvor har det været en mega svedig tid og mens jeg på den ene side ikke helt magter at skulle tilbage til opgaven, har en weekend væk fra den dog givet mig det fornødne overskud til igen at kaste et par og titusind ord ind i skærmen. Vi har købt (alle!) julegaverne, har pakket til skitur (whu-fucking-hu!), spist mad, set film og så har vi lavet konfekt.

Derhjemme lavede vi som regel konfekt d. 22 december. Fire børn og to voksne, 2 ruller marcipan, to liter kogechokolade, en blok nougat og 3 dl. håndsved. Far der konsekvent laver hundelorte. Mor der masseproducerer ensartede stykker, som man rent faktisk orker at æde efterfølgende, og kontant instisterer på, at der skal chokolade rundt om det hele for “ellers bliver de tørre!”. Og så fire børn med hver deres lille firkant på et stykke bagepapir. Konfekt freestyle! Det smager af lort men who cares, så længe børnenes finmotorik får et los bagi. Så det gjorde den. Jeg elskede at imponere mine små søskende med mit naturlige finmotoriske forspring, så jeg excellerede som regel ud i kunsten at lave kunst. Mange små mus blev det til – ofte pakkede jeg dem ind i tændstiksæske med bånd omkring og så kunne min onkel Morten få dem til jul. Det samme gjorde i øvrigt mine søskende, så Morten kunne med lige dele skuffelse og kvalme pakke fire Tordenskjoldsæsker med assorteret marcipancrap ud juleaften – talk about hadegave. Sorry Morten – jeg lover det er sidste gang i år!

Så i weekenden lavede vi igen konfekt – denne gang kun børnene. Spændende nok at observere (sagde psykologen), hvordan vi hver især får nye roller i konfektmageriet, når nu ikke mor og far sidder for bordenden og forsøger at diktere udfoldelserne. Jeg har det fint med min position som det dygtige barn med den gode finmotorik, hvorfor jeg har beholdt foromtalte rolle. Yndige ting lavede jeg (ja, fuck off Jante!): En hjort med et kødsår, fine ufoer med snepynt, en mand i en kano osv. osv. Lærke prøvede naturligvis at gå mig i bedende, men selvom hun i modsætning til mig har et år på arkitektskolen i bagagen, mener jeg ikke det lykkedes hende at opnå samme høje konfektniveau som undertegnede. Laura hoppede hurtigt ind i mors rolle og masseproducerede konfekt med chokolade på. Sandt at sige, var det da også det, der først blev spist – men kunst – nej det er det ikke. Rasmus fulgte sit gamle mønster med store, meget bastante stykker – han har altid været en dreng med en hang til kvantitet. Desuden lavede han også en fin lille marcipanlort – som far så søn.

Billeder følger nedenfor – i bunden har i en lille afstemning, hvor jeg gerne vil bede jer tilkendegive, hvem der har de største konfektgaver (læs: migmigmig).

Kødsårshjorten:

Manden i kanoen:

Det samlede værk: 

Min:

Lauras:

Rasmus’: (OG MAN MÅ KUN STEMME EN GANG RIPS!)

Og Lærkes:

Så der er seriøst ingen der gider bruger de 4 sekunder det tager at skifte rullen på toa?

Hvis det her er definitionen på overskud i hverdagen…..

 

Er det her så definitionen på underskud?

 

Seriosly, I don’t belong here mate.

Sidder på psykologisk instituts bibliotek og føler mig gammel. Et semester over nomeret tid er jeg og dermed hvad man i disse regeringen-analfister-dig-og-tager-dine-penge-hvis-du-ikke-bliver-færdig-NU-tider vil betegne som evighedsstuderende. So be it. Det er jo ikke nogen hemmelighed at 50% af alle nyuddannede psykologer er arbejdsløse, hvilket jeg messer til mig selv, hvis jeg en sjælden gang ligger søvnløs over stadig at være studerende. Det er okay din fucking stræber – slap nu af.

Det virker for det meste. Jeg kan godt holde til at rende rundt heroppe på instituttet mellem mennesker jeg ikke aner hvem er og som ligner min 10 år yngre lillebrors venner. That’s fine! Nogle gange slår det bare én i ansigtet, præcis hvor gammel man føler sig ift. majoriteten af psykologistuderende. Har fx lige overhørt følgende samtale:

Purung pige 1:” Ai, hallo, 14 dage er bare totalt lang tid at have til en eksamen! Altså jeg tager jo til England og bagefter til Thailand, så skal bare have den skrevet, altså”

Purung pige 2:” Aiiii, hvor fedt! Det er bare en total svedig tid du går i møde der”.

….

Hvem fanden snakker sådan? Jeg beklager ikke at mit eget ordforråd (bl.a. ifølge en test på dansk sprognævns hjemmeside) er blevet taget som gidsel af 80’erne, men det føles lidt som et vink med en lastbil om at jeg skal komme videre i programmet nu, og måske få nakket det speciale….

En gang til, og jeg melder mig ud!

Ting jeg hellere vil have end Sidney Lees selvbiografi “my reality”:

– Røven fyldt med hemorider.

– Dødstømmermænd i et år.

– Ti meter sne foran min hoveddør.

– Fejebakker som hænder ( i kombination med ti meter sne foran hoveddøren, kan det jo gå hen og blive særdeles praktisk!)

– Mug på min morgenmad hver dag.

– Gaddafi i min dobbeltseng.

– Pia Kjærsgaards næse og nye hår. 

Marens helvedeshoste.

– Özlem Cekickom og Joachim B. Olsen til at gennemgå min økonomi.

Otte børn på en gang.

Helt ærlig Downtown – send mig hellere et tilbud på hvilken som helst af ovenstående, frem for det her. Det kan i kraft’dedmig ikke mene!

%d bloggers like this: