Stilhed før Storm

Igen i år er der en stakkels familie, der i stedet for den forventede juletid med hygsom glæde, skal sørge, begræde og begrave. Igen i år er en julefrokost med for mange snaps endt i havnebassinet. Denne gang i Ålborg. . Det er som om, det er blevet en meget ubehagelig juletradition – TV-indslag med modløse efterforskningsledere, dykkerkorps og helikoptorlyd flankerer julekalender og håndboldturnering.

Jeg kan næsten ikke bære det. Det er mit værste mareridt. Jeg skal ikke sige mig fri for, fra tid til anden at have opført mig temmelig skødesløst, når jeg har været i byen – to put it mildly – men i min omgangskreds har vi sgu været ret gode til at passe på hinanden, holde øje med hinanden og smide hinanden i taxaer, når det blev lige voldsom’ nok. Mens frekvensen af min egen bygang er faldet dramatisk de sidste par år som følge af generel aldring og modenhed (hmpfr!) kender jeg mange (herunder Cea), der stadig jævnligt giver den fuld bajale i byen. Jeg vil gøre alt for at sikre, at han kommer sikkert hjem fra byen og ikke ender sine dage i det isnende vintervand i Aarhus havn eller for enden af en socialt utilpasset types knytnæve.

Jeg sover ikke rigtig godt, når han er afsted og ånder lettet op ved lyden af hans berusede tumlen ned ad trappen. Jeg bliver aldrig sur, når du vækker mig – jeg er bare glad for du lever! Jeg er lidt arveligt belastet hvad ængstelighed for næres død og ulykke angår. Som jeg hvis har nævnt før, så har vi i min familie gennem generationer levet efter den antagelse, at man som udgangspunkt dør når man transporterer sig fra ét sted til et andet. Derfor ringer vi altid liiige, når vi er kommet sikkert hjem. Bare for lige at afkræfte at vi er blevet sprængt i atomer mellem Herning og Ikast. Af samme grund har jeg også med glæde brugt 2 timer mellem kl. 04 og 06 på at tale Cea hjem fra en bytur, hvor han var faret bemærkelsesværdigt meget vild på ringvejene omkring Aarhus. Jeg overmander også meget gerne min magelighed og henter ham midt nat, hvis han ikke kan få en taxa. No problemos – der er alligevel ikke meget magelighed i dødsangst.

Jeg ved det. Jeg bliver verdens mest bekymrede mor. Ååh, kan allerede føle den vertikale rynke mellem brynene bore sig stadig længere ind mod mit prefrontale cortex – ja, ikke nok med at min bekymring kommer til at kompromitere mit æstetiske indtryk, jeg kommer også til at opføre mig som en degenereret dement med ADHD (psykologhumor – sorry). Jeg laminerer alle mine børn, hvorefter jeg pakker dem ind i vat og lægger dem i lommen. Jaja, de bliver socialt forkrøblede, men de lever i det mindste….suk….

Nå. Det er virkelig virkelig virkelig trist med ham. Nikolaj hed han. Sidste år var der en fra min hjemby Ringkøbing, der drejede forkert på vej hjem, og endte på den forkerte side af den is der dækkede fjorden. Og en fra København vistnok. Forrige år var det en dreng fra Ribe. For fanden. Husk nu – vil I ikke nok – at kigge efter hinanden, når i går i byen. Så kommer alle sikkert hjem til jul….