Stilhed før Storm

Nu har vi i mange år brugt hinanden. Det har måske mest været envejs – jeg har brugt dig. Jeg har bedt dog holde mine vise ord i din varme hånd, og jeg har trygt stolet på din evne til at gøre netop det. Det er bare som om, vores forhold ikke er så godt som det har været. Det er temmelig slidsomt efterhånden. Du opfører dig krukket og sætter dig på tværs, og jeg tænker på om jeg mon har gjort noget forkert. Der var selvfølgelig den periode, hvor jeg skiftede dig ud med “pages”. Og undskyld – virkelig undskyld – herfra over det. Jeg havde lige købt min første mac, og det var bare så nyt og spændende – så pænt og glat. Men jeg kom jo tilbage til dig. Du fik lov at komme med fra Windowsland. Du ligger lige der i dock’en mellem Safari og iTunes – pages er ikke engang installeret længere….

Nej. Okay. Jeg skal nok lade være med at tale mere om ham.

Men hvad er det så med dig? Hva? Gir jeg dig ikke nok igen? Får jeg ikke anerkendt din del af arbejdet? Jeg vil virkelig gerne blive, men når du fucker sådan rundt med mig, som du gør lige nu, så bliver jeg sgu nervøs for vores fremtid sammen. I går kom jeg i afmagt til at downloade en 30-dages trial på pages. There. I said it. Så sig det nu, din gamle skrivemaskine. Hvad.er.det.der.trykker.dig (ud over tastaturet)? Og mens du tænker, giiider du så ikke godt, at lade være med

1) at skabe underlige lufthuller på siderne, som jeg ikke kan få lov at fylde ud med noget

2) at gemme det vindue jeg åbner op nede fra docken HELT omme bag alle de andre dokumenter jeg har åbent. Når jeg trykker på det, er det nok fordi det er DET dokument jeg skal bruge!

3) at gøre det der med indrykninger sååå besværligt

4) at blive ved med at rette mig, når jeg skriver Bourdieu. Jeg HAR tilføjet det til ordbogen – det er det han hedder – så fat det!

5) at være så kryptisk i din opsætning, at ikke engang overnørden Cea kan regne ud, hvordan man gør margenen mindre.

Det var alt. Fang mig på mobilen, så vi kan snakke.

Kærlig hilsen

AK