Stilhed før Storm

Jeg er et-hundrede-tusind-procent sikker på, at der stadig væk findes social arv. Den lever i værste velgående og trods massive og bekostelige indsatser, kræver det ekstraordinært meget at bryde den. Både fra systemets side, og i særlig grad fra børnenes side. Det er alt andet end nogen smal sag, at give sine børn den perfekte opdragelse, når man selv kun har brud, svigt, slag og trusler i bagkataloget. Man kan (næsten) ikke tillade sig at blive harm på forældrene vis børn vokser op på behandlingsinstitutioner rundt omkring, for spørger man dem til deres egen barndom, er det som oftest en tragisk gentagelse af det, de nu ser deres børn gå igennem.

Jeg bruger meget krudt på at give de børn og voksne jeg i mit arbejde kommer i kontakt med en tro på, at livet kan være andet end mistro og møg. Men den brøkdel af  tid jeg, og alle de andre fantastiske mennesker, der arbejder med børnene har med dem, kan have svært ved at hamle op med den helt tidlige skade forårsaget af forældre, der bare ikke magter det, de allermest ville ønske, de kunne magte.  Nogle gange lykkedes det. Nogle gange kan der kompenseres og reddes og lappes og installeres nye chancer, og så er det det hele værd. At det igen og igen viser sig, at børn der vokser op på døgninstitutioner ikke klarer sig skide godt, kommer ikke bag på mig. Det er ved gud ikke for børn at være på børnehjem! Alternativet er bare heller ikke optimalt, og så er børnehjemmet trods alt det bedste af to onder. Det tror jeg virkelig på, ellers kunne jeg ikke arbejde der.

Social arv eksisterer stadig, og det gør mig altid godt gal i skralden, når jeg hører folk påstå noget andet. Det gør mig endnu mere gal i skralden, at man i bl.a. Århus Kommune lige nu skærer helt helt ind til benet på dette område og gør det om muligt endnu sværere, at give disse børn en reel chance. Den tager jeg lige en anden dag, for når først min irritation over det får frit løb, tager det gerne et par timer, før jeg er i ro igen.

I dag læste jeg dette debatindlæg skrevet af studievejleder på HF Jan Andreasen, og blev noget mismodig. Èn ting er, at forældre, der ikke ved hvordan man skal være mor eller far ikke kan være det, men noget ganske andet er, at forældre der i hvert fald på overfladen har masser at give af, brænder deres energi, omsorg og kærlighed af på arbejdet og lader deres børn sejle rundt på egen hånd. Det er skræmmende, trist og ikke i orden. Hvis man har ressourcerne til at give sine børn en skide god chance her i livet, så har man efter min mening et ansvar for at gøre det. Ellers skal man nok hellere starte en ny virksomhed, end at sætte et barn i verden. Det kan man i det mindste kun miste penge på.