Stille

by stilhedfoerstorm

Suk. Suk med suk i og uden sukker på.

Jeg har været lidt bloglam oven på weekendens skrækkeligheder i Norge. Det virker lige pludselig så plat at skrive om alt mulig andet end det. Jeg har til gengæld ingen ord for hvor kvalmende forfærdentligt det er og der er jo også allerede så mange der med mere eller mindre succes har forsøgt sig med det. På en måde, er det måske også bedre at tie og sørge i stilhed end absolut at ville have en mening om alt – ik’ Mads Christensen?

Og selvom jeg på et intellektuelt niveau kan synes at der i mediedækningen går lidt tsunami i den og selvom jeg ved at dette blot er en tragedie ud af mange tragedier, så er lige det her krøbet ind under huden på mig. Og når først en tragedie er trængt igennem er det som om jeg er lidt mere hudløs end ellers. Mere eller mindre bevidst omdirigerer jeg nyheder om bilbomber, hungersnød og civile drab væk fra hjertet og op mod hjernen. Jeg ved det sker. Jeg bekymrer mig om det. Men jeg går i stykker, hvis jeg skal sørge for alle der dør på tragisk vis. Man kan jo kun ligge underdrejet i sorg over hvor uhyggelig verden meget ofte er. Det er ikke for at være ond og jeg er slet ikke ligeglad. Det er blot en måde at beskytte mig selv på.

Nogle gange trænger tragedierne sig på og hvordan kan man undgå at forholde sig følelsesmæssigt til Norge. Og Somalia.

Og i dag kom de første navne så. Og billeder af de døde. Og billeder af børn der skriger og sulter og dør. Fuck.

Så jeg er lidt stille. Lidt endnu.

Advertisements