Modekylling.

by stilhedfoerstorm

Dette indlæg startede som et forsøg på at spille smart og tage afstand til alt det hypede og overfladiske ved mode, modebloggere og stil. Men jo mere jeg skrev jo mere gik det op for mig, at jeg faktisk bare er pisse grøn af misundelse på dem der bare kan det. Altså stil. Dem der har modet og evnen til at ramme plet. Jeg synes jo fx hende her, er mega cool. Okay okay, det er lige i overkanten noget af det, men tænk at være så ung (!) og samtidig være så sikker på sig selv og sin stil…mine to lillesøstre har sq også bare helt vildt meget styr på det. Og mest af alt synes jeg det er skønt og dejligt at have dem at spørge til råds, men mit jeg-er-den-største-så-derfor-er-det-klart-at-jeg-skal-også-være-bedst-til-alt-kompleks kan godt lide lidt under det. Pyt med det, det prøver jeg alligevel at skaffe af vejen…

Jeg har et rimelig fucked up forhold til mode. Selvom det måske på overfladen kan se ud som om jeg har en stil, så afslører et kig i mit skab at jeg er alt andet end organiseret og sikker når det kommer til tøj-, sko- og accesories. Hold nu kæft for et stilforvirringshelvede! Nu skal det ikke forstås sådan at jeg ikke har virkelig meget fedt tøj – DET har jeg. Problemet er bare, at jeg er ti gange mere modig og optimistisk når jeg køber tøj sammenlignet med når jeg skal bruge det. Jeg stoler simpelthen ikke særlig meget på min egen dømmekraft når det kommer til “edgyness” og “Cool”. Klassisk kan jeg finde ud af. Og det der med at mikse noget nyt og gammelt, eller noget råt og feminint. Nemt nok. Men dem der formår at sætte ting sammen så de bare ser vildt tjekkede og vildt afslappede ud på samme tid, dem bøjer jeg mig virkelig i støvet for. Jeg er virkelig en modekylling.

Fordi jeg har så relativt lidt tillid til min egen dømmekraft når det kommer til påklædning, er jeg en sucker for hvad andre siger. Særligt dem hvis stil jeg beundrer. Jeg mister fuldstændig evnen til kritisk stillingtagen – en total vendekåbe er jeg. Særligt når det gælder nye modeluner. Det ene øjeblik kan jeg dø af grin over en eller anden klovn jeg render ind i på gaden, som har spændt sin bh uden på t-shirten. Goddammit, hvor kikset. Og mens jeg griner hele vejen hjem på cyklen og overvejer at skrive et blogindlæg hvor jeg håner vedkommende sønder og sammen, slår jeg lige et smut forbi en af modeblogsene hvor jeg myndigt gøres opmærksom på, at det faktisk er pisse moderne at rende rundt med undertøjet udenpå. Alle gør det. Nå. Nånå. Jamen måske jeg skulle overveje det så, tænker jeg. Og så så man lige mig forsøge at spænde min forvaskede gamle bh rundt om en sweater…

Ja, og så køber jeg konsekvent mine jeans for store. Jeg har lært, at hvis de passer på en plet når jeg står i prøverummet, så skal jeg købe dem et nummer mindre (det tog kun 10 år og 20 par lidt for baggy jeans at nå til den erkendelse). Det lykkes bare stadig ikke helt – jeg prøver ellers virkelig kun at købe de bukser, der får mig til at hive efter vejret, svede og tude af smerte og anstrengelse når jeg prøver dem første gang. De eneste par jeans jeg ejer, der ikke er blevet for store, lyner til gengæld selv sin lynlås ned tusind gange dagligt. Halløj fisse-løgsovs hvor er det skammeligt, når man flasher ufrivilligt. Men hvad gør man ikke for et godt fit altså…

Faktisk så startede ideen til dette indlæg med at jeg ved at flække af grin over det her billede, som jeg fandt hos modeautoriteten The Sartorialist. Og jo mere jeg stirrer på det, jo mindre sikker bliver jeg på min ret til at grine. Og skælvende spørger jeg mig selv: Er det måske lidt cool? Skulle jeg prøve at finde sådan en kjole til Cea? Er det egentlig overhovedet en dreng? For hvis det er en pige, er det da meget pænt….eller? Nå. Lillesøsteren kommer hjem lige om lidt, så tjecker jeg lige med hende….

Advertisements