Mormor-projektioner.

by stilhedfoerstorm

Klokken er 9.07 en torsdag morgen og jeg har allerede været ved at tude én gang.

Sidder på banegården og venter på at toget jeg venter i skal bringe mig vestover. En ældre dame har i en fem minutters tid gået rundt på peronnen og set forvirret ud. Med pænt gammelkrøllet lysegråt hår og en bedstemoraura der giver mig lyst til at springe ud til hende og give hende et knus står hun der og kigger rundt. Det første der slår mig da jeg kigger på hende er hvor sød og skrøbelig hun ser ud. Og jeg bliver af en eller anden grund virkelig bange for at hun ikke kan klare sig selv – at hun skal have nogens hjælp. At hun ikke når sit tog. At hun vælter og alle hofteskålene skrider ud til alle sider. At der skal komme en og stjæle hendes pung. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogle, der ser det jeg ser og hjælper hende. Sidder og bliver mere og mere stresset på hendes (mine?) vegne og er et splitsekund fra at rejse mig og gå ud til hende, da en mand (formentlig hendes mand) kommer hen til hende og de sammen går ind i toget.

Og lige der får jeg tårer i øjnene af lettelse. Og bliver vildt glad for at der var nogle til at hjælpe hende. At hun ikke er alene. At de stadig har hinanden. Ja, jeg ved sq ærlig talt ikke hvorfor jeg sådan en torsdag morgen kan sidde i et tog og tude over at en ældre dame stadig har sin ældre mand…Måske er jeg bare alt alt alt for træt. Måske er det bare mit katastrofetanke-bekymrings-kompleks der kicker tidligt ind i dag. Måske er det min egen eksistentielle dødsangst, der viser sit grimme ansigt. Måske har det noget at gøre med at jeg selv er på vej op til min elskede mormor for at fejre at hun er blevet et år ældre. Det tror jeg vidst, for nu får jeg en klump i halsen igen. Min mormor hun er verdens sejeste. Hun kan måske godt have brug for hjælp ind imellem – det kan vi vel alle – men hun er det mest livsglade, livsstærke og omsorgsfulde væsen jeg kender. Og hun (jeg) har heldigvis stadig min morfar. Ja, det kan man vel i grunden kun blive småsentimental over. Tillykke med dagen mormor!

Advertisements