Stilhed før Storm

Month: October, 2011

A little bit of fall life


Af hjertet tak for de dejlige sokkeråd til både Anna, Cea og frk. Strømpebuks med egen strømpebutik på nettet. Det må vel næsten siges at være ekspertråd! Awesome! Her er dejlig gammel dansk til alle

.

Og så er der lige det, at jeg går under jorden i en lille uges tid nu. Jeg skal noget dejligt og når jeg vender tilbage, skal I nok få lov at høre om det. Det involverer ikke Gammel Dansk, men nærmere lækkert fransk. Hvis I kommer forbi i mellemtiden og ikke ved hvad i skal lave, nu jeg ikke kan agere overspringshandling, kan jeg varmt anbefale Jer, at kigge ned i bunden af bloggen her under “Her læser jeg med” og tjekke nogle af de andre skønne mænd og kvinder i blogland ud. Det er med fare for, at I opdager hvor generisk Stilhedfoerstorm er, men jeg tager chancen. If you love someone set them free and alle that jazz.

Jeg håber vi ses igen på den anden side af en efterårsferie, der forhåbentlig bringer oceaner af efterårssol, fritid og kærlighed med til Jer.

All the best!

 

 

socks [sucks!]

The fun is over mine damer og herrer – jeg har et problem. Et ganske alvorligt problem endda, som jeg dagligt konfronteres med og som gør mig sindssyg. Fucking strømper, der fucking aldrig passer sammen! Det er SÅ op ad bakke med det. Når jeg lægger et par nye strømper ned i skuffen, har de bare at kramme deres tvilling rigtig godt og få sagt det der skal siges, for chancen for at de ser hinanden igen – ever  – er next to non. Formentlig ender de op med en bleg og lidt længere version, der enten klæber sig til dem i den alt for tætpakkede strømpeskuffe eller forsøger at stikke dem topkiksede high-5’s hver gang de krydser hinanden i løbet af dagen på hver deres fod.

Der er alt for mange steder det kan gå galt simpelthen. Chancen for at de bliver skilt ad allerede ved første vask er ret stor. Den ene gemmer sig lige i bunden af vasketøjskurven og så bliver den anden vasket. Og fordi vi ikke er en småbørnsfamilie vaskes der ikke sååå tit igen her i husholdningen, så formentlig går der en ti dages penge før “den ene” går “den anden” i bedene og også bliver vasket. Men på det tidspunkt er “den anden” allerede smuttet videre over i tørretumbleren, hvor den har minglet for sygt med håndklæder, underbukser og de andre assorterede sorte sokker. Og der bestemmer damen (mig) at “den anden” vist passer cirka okay sammen med “den tredje, eller fjerde eller femte” og så ryger de ind i sokkeskuffen sammen igen. Og så kan “den ene” bare se til helt rundtosset bag glasset i vaskemaskinen, mens “den anden” stikker af med ham den lange blege. Og så kan de ligge i hver sin ende af strømpeskuffen i hver deres ulykkelige strømpeægteskab og længes efter hinanden.

Og ved I hvad? Det stopper ikke her. For nu får jeg det jo fremlagt som om at jeg rent faktisk parrer strømperne to-og-to. Det er ikke helt korrekt – det sker kun, når jeg en sjælden gang i mellem beslutter mig for, at jeg fra nu af vil være et mere ordentligt og minimalistisk menneske med orden i skabe og skuffer. Ha! Og det varer som regel lige ind til jeg erkender, at det er mindst ligeså usandsynligt at jeg får god chi i strømpeskuffen, som det er, at jeg nogensinde får brugt mit Fitnessworld medlemskab. Igen – next to non! Så i de perioder hvor selverkendelsen er på sit højeste  kommer sokkerne bare ned i løsvægt og så må jeg hver morgen stå og bakse med at finde et acceptabelt match. Jeg har ikke høje krav – en mørkegrå og en sort er helt ok. Men altså. Selvom jeg parrer dem, har jeg dem vitterligt mistænkt for at bryde ud og forsøge at mave sig henover strømpeskuffen og væk fra det miserable ægteskab. Det er meget sødt Houdini, men it’s nok gonna happen så længe antallet af sokker pr m2 er through the roof. Det er mest bare pis’ irriterende for damen!

Men hvad gør man? Nogle råd? Hvad er tricket? Overvejer at smide hele skuffen ud og anskaffe mig 30 HELT ENS sokker. Har set at man kan få nogle små clips til at sætte dem sammen med, før man smider dem i vaskemaskinen, men seriøst. Hvem har den slags tid? Hvem køber sådan noget?

Råd modtages med kyshånd og belønnes med en flaske snaps!

Som lovet: En hund!

Det er da sjovt!

Det var ikke “det” sjove jeg havde tænkt i skulle have, men det her er sjovere. Tak til maren og hendes nye fine facebook profil hvor hun deler den slags billeder, der får en til at knibe en tåre af grin. Den her hund får jo Mikael Flatley til at ligne en ubehjælpelig amatør.

You go dog! No you dance! Yes you do – you dance like your life depended on it.

 

HELP EVERY DAY – PLEASE!

By the way. Mens jeg trisser rundt med fingeren (eller problemformuleringer?) i røven, så er der mennesker som Matias, som redder verden. Gudskelov. TAK til Matias for at være sådan én der opbygger sin egen NGO og giver folk som mig mulighed for at være med i noget meningsfuldt på daglig basis. TAK til Matias for at have en vision og oven i købet have overskud til at dele den. TAK til Matias for at give mig ret til at fjerne en brosten i vejen til helvede og rense min karma (eller aura?) en lille smule.

Det er ikke længe siden jeg sad og brokkede mig over, at man fanme aldrig kunne få noget for 50 øre længere. Jeg ved ikke om det er en slags eksistentiel dødsangst, der kan få mig op i det røde felt over at inflationen med tiden (uuuuh – tiden) har presset prisen på et stykke godt gammeldags Jenka op i 2 kr.  Det er 1.5 kr mere end de 50 øre det kostede, da jeg var barn. En stigning på adskillige procent – ja, spørg venligst ikke hvor mange – er ikke for skarp til det med procent – men “adskillige” dækker det.

Men fra og med i dag, kan du og jeg og alle andre med en sjæl og et visakort give 50 øre om dagen (eller 15 kr om måneden. Jaaa, det står ikke helt galt til med matematikken!) og faktisk få noget for pengene. Noget virkelig godt. Glade børn i varme lande og en lidt pænere glorie. Og bild mig ikke ind at du ikke kan undvære 50 øre om dagen! Som sagt. Man kan INTET andet få for 50 øre nu om dage. Så pung ud og hjælp gerne med at lave lidt larm for verdens brandhedeste NGO: HELP EVERY DAY! Tjek det ud her.

Du lovede. Jaja, tag en klidkiks.

Okay okay. Jeg ved godt jeg lovede Jer noget sjovt i går. Eller i foregårs var det vel egentlig at jeg lovede det. Og så burde jeg have holdt det i går. Og så var det, at jeg kom til at sidde med problemformuleringen til endnu en (fucking) opgave på uni, som jeg pludselig var nødt til at trække ud af røven, fordi vi nu pludselig skulle fremlægge den på undervisningen i dag (jaja, jeg skriver det som om det kom bag på mig. Jeg har vidst det siden sidste tirsdag). Og det var bare slet ikke sjovt. Faktisk tog det hele dagen. Og jeg ved egentlig ikke helt om det er sådan rigtig godt. Men all right. En ting har jeg da lært efter snart seks år på instituttet – en opgaveproces er nogenlunde ligeså charmerende som en lunken kærlighedsaffære. Det har start og en slutningen og en hel masse i-hår-rivende hejs i midten.

Man kigger lidt efter hinanden i lang tid – kan ikke helt beslutte sig for om det egentlig er noget. Skubber ligesom det der med at tage initiativ og gøre noget ved det foran sig så længe som muligt. For lige så snart man tager de første kluntede skridt i forsøget på at definere det, man har gang i gror det sig uoverskueligt stort og man orker pludselig ikke alt det hårde arbejde. Og så ignorerer man ham i et stykke tid. Går ligesom forbi ham i kantinen og lader som om man ikke har set, at han jo står lige der ovre i kaffekøen og køber en napoleonshat. Hvor banalt. Og man begynder at hate lidt på ham og synes ikke han er til at holde ud. Han giver jo også altid en dårlig samvittighed – selvom man godt ved, at han er en god fyr. Bvadr. Og efterhånden kan man ikke rigtig tillade sig at ignorere ham mere, fordi folk bliver ved med at spørge hvordan det går og om vi er blevet kærester. Og fordi man ikke magter at forklare kompleksiteten i den peach melba agtige suppe man vader hvileløst rundt i, går man en dag hen til ham i kaffekøen og spørger om vi skal drikke den sammen. Han er lidt pigesur så man bliver nødt til virkelig at bruge meget tid sammen med ham. Alt for lang tid sammen med ham. Og nu synes alle at man er blevet kærestekedelig. Og så efter en hektisk måned, slår man op. Done. Færdig. Slut. Prut. Stanglakrids. Tre eksemplarer i studiekontorets postkasse…ja. okay. Der holder metaforen ligesom op med at virke. Men you get the drift.

Så jeg er altså lige der i starten af forholdet til, hvad der forhåbentlig er den sidste store opgave på uni. Ja, altså lige ud over specialet, som jeg meget bevidst fortrænger på daglig basis (nej, jeg ved ikke hvad jeg vil skrive om. Stop med at spørg. Jeg bliver så flov).

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Det ved jeg godt. På den første sten, står der altså “problemformulering siger du?” og på den anden sten står der “Helle Helle”.  Ja, for det brugte jeg eftermiddagen i dag på. “Dette burde skrives i nutid” og jeg burde virkelig få fingeren ud og få nosset mig hen i kaffekøen. Og i får noget sjovt i morgen. Det lover jeg. Ha!

%d bloggers like this: