Stilhed før Storm

Fra vestkysten til østkysten og til vestkysten igen – Hjemme igen blandt faste og tørre vægge efter en uge i campingland. Det er en fascinerende oplevelse at campere i det danske. Der er en helt særlig kultur og regelsæt på en campingplads og et helt andet kodex for, hvad der er god stil. Sådan noget er naturligvis subjektivt og hvad der for/på den ene kan være awesome, kan for/på den anden være helt ad pommern til. Men udover det. Altså. Der hvor jeg normalt kommer fra, er Crogs, badedragt og shorts et outfit man som udgangspunkt styrer udenom. På en campingplads er du ornli’ syg, hvis du dyrker det look.

Men campingstil er mere end bare personlig stil. Det rækker langt ud over den enkeltes påklædning og attitude, og din placering i den campingske fødekæde hviler mere end noget andet på dit udstyr – dit gear – dit ride, om man vil. Der bliver virkelig pimpet for alle pengene! De øverste i fødekæden er klart fastlæggerne. Dem med det lange græs under campingvognen. Dem med “babushkaerne”, dvs. først et ordentlig svin af en campingvogn, dernæst et ligeså stort svin af et fortelt, hvorudfra man spænder en markise som til sidst omkranses af et læsejl og nogle gange stakit. Det er jo et lille sommerhus på 50-70 m2 de banker op. Og det er ikke småting der kan og skal pakkes ind i det transportable residens – jo mere jo bedre. Havemøbler, parasol, hunde, gasgrill, kaffemaskine, cykler, havefakler (gerne solcellemodellen, med formindsket brandfare that is) og sågar også en græsslåmaskine. En græsslåmaskine (?!?!) tænker du måske – ligeså gjorde jeg – men jeg blev klogere. Når man ligger på den samme plads henover hele sommeren, vokser græsset jo inde i forteltet og under markisen og så må man jo nødvendigvis have udstyret i orden, så man kan få trimmet forhaven. Fastlæggerne er også dem med de rigtige opvaskebaljer (runde med hank) og de rigtige badesko. Man er ikke i tvivl. Det er dem der kan sidde i den samme stol på den samme plads i suverænt længst tid og skiftevis stirre på partneren på den anden side af bordet og de forbipasserende. I timevis – ja dagevis – helt uden siddesår. That is some impressive shit!

Jo, der er ingen tvivl om, hvem der regerer på campingpladserne. Hvem der har det fineste stempel i campinpasset. Hvem der sætter dagsordnen for, hvad der er ok og ikke ok.

Vi har en camplet (tjek linket hvis du ikke ved, hvordan sådan en ser ud). En fin en – en Royal model. Og den har skam både sovekabiner, markise, køkken og alting. Men vi har ingen Crogs. Ingen parasol. Ingen liggestole. Ingen cykler. Og opvaskebaljen er helt forkert –  firkantet og hank-løs. Så vi er ikke just øverst i fødekæden i campingland. Faktisk er vi nok et godt stykke under middel – helt ovre i teltkategorien. Og det er så let at blive revet med og tro, at man skal købe sig op i hierakiet. Usikkerheden kryber ligeså stille ind under teltdugen og på fjerdedagen begyndte far så småt at lufte ideen om snart at købe en campingvogn og slippe for det “pløkfis”. Altså bare en lille en. Bare med en markise på siden. Og måske skulle man købe en gasgrill også?

Men nej. Nejnejogatternej. Det er en glidebane  (sagde jeg til ham) – hvis man ikke holder stand og higer sig fast til den viden og det verdensbillede man har med sig når man triller ind på pladsen, ender man med en babushka. Og selvom man måske er kongen af campingland er der ikke meget streetcredit at hente for sin Dethleffs på den anden side af bommen. Så da presset blev størst og tvivlen mest nagende, pakkede vi (tørt) sammen og trillede ud i den virkelige verden igen.

Hvor Crogs er grimt og en opvaskebalje er noget katten pisser i.