Du danske sommer, jeg savner dig.
by stilhedfoerstorm
Et eller andet sted, synes jeg vi danskere går for meget op i vejret. Et eller andet sted, så synes jeg at der er lidt for mange vejrudsigter med lidt for kække vejrværter.
Men et eller andet – andet sted, så er det bare ikke så underligt. For holdt nu kæft, hvor har jeg bare lyst til at snakke om (læs: brokke mig over) den her parodi det danske sommervejr har været indtil videre. Jeg skal virkelig folde læberne ind i munden og bide hårdt sammen mange gange, for ikke konstant at spy ubehageligheder ud omkring min utilfredshed over det. Så der bides til! For jeg gider egentlig ikke være sådan en, der brokker sig. Hvis der er et karaktertræk jeg virkelig ikke sætter pris på hos mig selv og andre er det brokkehovedet. Og på en måde tror jeg godt at vejrguden ved det. Det virker i hvert fald som om han har besluttet sig for, at sommeren 2011 skal være året, hvor vi tester Anne-Kirstines vedholdenhed vedrørende antibrokketrækket.
Hvis jeg nu var sådan en der brokkede mig, ville jeg sige, at det da er fuldstændig og helt til hest for nedtur at jeg fx ikke har været ude at bade en eneste gang. Og at jeg stadig er ligeså maddikemelormsbleg som for tre måneder siden. Og at jeg slet ikke har ligget og svedt på terassen, som jeg ellers elsker. Og at jeg vælger at forlade Danmark de to gange, hvor vejret rent faktisk viste sig fra sin rare side – først til NY og senere sydpå (hmprf!).Og det ved jeg godt er min egen skyld.
Men det er bare det, at jeg virkelig savner dig – du danske sommer. Med din tørre beskedne varme og dine milde vinde. Og normalt kan jeg godt sætte pris på dit vægelsind – det bliver ligesom aldrig kedeligt med dig. Men i år kære sommer – i år savner jeg dig virkelig. Og jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis vi ikke ses igen før efteråret, vinteren og foråret har været forbi. Så kære sommer – kom tilbagen nu. Bare et par uger.
Bare så jeg kan nå at blive træt af dig og i mit stille sind brokke mig over, at det er for varmt.
http://vejret.tv2.dk/artikel/id-42582889:s%C3%A5-koldt-har-det-ikke-v%C3%A6ret-i-49-%C3%A5r.html?forside
Scary shit!
[…] Jeg gør det. Jeg tager konsekvensen af både det her og det […]