Westcoast –> Eastcoast
by stilhedfoerstorm
Efter tre dage med asbestgrå himmel i det fladmaste tysk-danske har vi kastet håndklædet i ringen og draget nordpå igen. Nogle gange er det virkelig en god ide at forventningsafstemme før man drager afsted på ferie. Sydpå kunne vi jo snildt blive enige om var dejligt og vejret er jo som udgangspunkt altid varmere og bedre dér. Wrong! I hvert fald når sydpå i mine forældres hoved er mere lig Husum/Schleswig mens det i mit er ensbetydende med noget a la Frankrig. Jeg vil hjertens gerne med mine forældre på ferie selvom turen så kun går til Ribe, men ja – fint nok lige at blive enige om hvor det der sydpå er før man pakker den femte sommerkjoler og kyler uldtrøjen ind bag i skabet med et hånligt fnys. Hybris – nemessis – I get it.
Jaja, nok om det. Sydpå fik tre dage af mit liv og det var ikke kun skidt. Vi har heldigvis altid haft let ved tragikomik i familien så den fik ikke så lidt med galgenhumoren. Vi fik set hyggelige steder og gået langt. Har set koloenormt mange får. Førnævnte enerverende møgdyr af en bræh-maskine gav heldigvis op cirka et halvt døgn efter sidste indlæg…eller også kom en anden dyreven mig i forkøbet…ro blev der da.
Nu er vi landet på Møn. Her er nok kun 110% federe end i fladlandet (haha, min telefon autocorrectede først “fladlandet” til “fladpandet” og dernæst “fladlus”…den har nok også været i Schleswig!). Det er mest pga det nu gode vejr (jaja vi snakker blå himmel, sol og hele dynen!) det vinder og så er jeg også rimelig meget nede med klinten dér. Ret intimiderende var det at stå for foden og kigge op. Særligt når der få meter væk ligger en 2 m høj kridtklump og vidner om at skidtet ikke nødvendigvis bliver hængende deroppe!
Så her bliver vi lidt. Smækker et par virtuelle mariehøns til vejrs og plager om godt vejr igen i morgen. Bebe!