Stilhed før Storm

Month: May, 2011

Apropos katte….

No words needed (selvom det kribler i fingrene for at skrive et par guldkort ned!) Pik mig i øret, det her er sære sager!

Ad for en kælekat.

Jeg er godt klar over jeg lægger mig ud med halvdelen af befolkning her, men hvad sker der lige for katte?

Mage til utilregneligt kræ skal man da lede længe efter. Jeg er vokset op på sådan en nedlagt landejendom i Vestjylland og katte var noget vi havde udenfor. Og som fangede mus. Og det gav god mening jo, for det er et vilddyr, sådan en kat. Det ved alle. Og så spillede vi ligesom efter de samme regler ikke – en mutual agreement mennesker og dyr imellem om at katte ikke er nogen man kæler med,  men et serviceorgan. Den skal fange mus og til gengæld sørger vi for at den har tag over hovedet.

Men de der kælekatte, dem forstår jeg mig ikke på. Og det afspejler sig så absolut også i min omgang med dem – min indekattekarma er horribel. Det er ikke sjældent at jeg, hvis jeg endelig drister mig til at røre ved dem, bliver mødt med et hvæs. Og hvad er seriøst mere uhyggeligt end det? Og det der med at de har SÅ mange spidse kropsdele. Det skriger jo til himlen, at man lader sådan nogle små rovdyr rende rundt indendørs.

Næ du, så stik mig hellere en kæletorsk. Eller en kæleko. Eller en kæleaborre. Eller en kæleged. Kælekælekæle. Det eneste gode ved en kat, er når den bliver forskrækket:

Oh the gayness!

Min kæreste gjorde mig opmærksom på, at der i nørdland havde været en vis furore over at man i det nye afsnit af Family Guy havde valgt at vise denne video i sin fulde længe. Jeg liker det big time! For det første fordi videoen er et mesterværk og en næsten uendelig kavalkade af de mest topgay moves verden har set. For det andet fordi det er selveste David Jovi og Mick Jagger der står bag førnævnte topgay moves. og tradadaddadadaaaa for det trejde (kunstpause) så forstå jeg virkelig godt prioriteringen – synes det er helt ok at give lige præcis en video så legendarisk morsom som denne al den airtime den fortjener.

Overvejede at lave en lang liste over mine yndlingsmomenter – det gør jeg måske senere. I første omgang vil jeg lade Jer nyde den selv. Here goes:

Modekylling.

Dette indlæg startede som et forsøg på at spille smart og tage afstand til alt det hypede og overfladiske ved mode, modebloggere og stil. Men jo mere jeg skrev jo mere gik det op for mig, at jeg faktisk bare er pisse grøn af misundelse på dem der bare kan det. Altså stil. Dem der har modet og evnen til at ramme plet. Jeg synes jo fx hende her, er mega cool. Okay okay, det er lige i overkanten noget af det, men tænk at være så ung (!) og samtidig være så sikker på sig selv og sin stil…mine to lillesøstre har sq også bare helt vildt meget styr på det. Og mest af alt synes jeg det er skønt og dejligt at have dem at spørge til råds, men mit jeg-er-den-største-så-derfor-er-det-klart-at-jeg-skal-også-være-bedst-til-alt-kompleks kan godt lide lidt under det. Pyt med det, det prøver jeg alligevel at skaffe af vejen…

Jeg har et rimelig fucked up forhold til mode. Selvom det måske på overfladen kan se ud som om jeg har en stil, så afslører et kig i mit skab at jeg er alt andet end organiseret og sikker når det kommer til tøj-, sko- og accesories. Hold nu kæft for et stilforvirringshelvede! Nu skal det ikke forstås sådan at jeg ikke har virkelig meget fedt tøj – DET har jeg. Problemet er bare, at jeg er ti gange mere modig og optimistisk når jeg køber tøj sammenlignet med når jeg skal bruge det. Jeg stoler simpelthen ikke særlig meget på min egen dømmekraft når det kommer til “edgyness” og “Cool”. Klassisk kan jeg finde ud af. Og det der med at mikse noget nyt og gammelt, eller noget råt og feminint. Nemt nok. Men dem der formår at sætte ting sammen så de bare ser vildt tjekkede og vildt afslappede ud på samme tid, dem bøjer jeg mig virkelig i støvet for. Jeg er virkelig en modekylling.

Fordi jeg har så relativt lidt tillid til min egen dømmekraft når det kommer til påklædning, er jeg en sucker for hvad andre siger. Særligt dem hvis stil jeg beundrer. Jeg mister fuldstændig evnen til kritisk stillingtagen – en total vendekåbe er jeg. Særligt når det gælder nye modeluner. Det ene øjeblik kan jeg dø af grin over en eller anden klovn jeg render ind i på gaden, som har spændt sin bh uden på t-shirten. Goddammit, hvor kikset. Og mens jeg griner hele vejen hjem på cyklen og overvejer at skrive et blogindlæg hvor jeg håner vedkommende sønder og sammen, slår jeg lige et smut forbi en af modeblogsene hvor jeg myndigt gøres opmærksom på, at det faktisk er pisse moderne at rende rundt med undertøjet udenpå. Alle gør det. Nå. Nånå. Jamen måske jeg skulle overveje det så, tænker jeg. Og så så man lige mig forsøge at spænde min forvaskede gamle bh rundt om en sweater…

Ja, og så køber jeg konsekvent mine jeans for store. Jeg har lært, at hvis de passer på en plet når jeg står i prøverummet, så skal jeg købe dem et nummer mindre (det tog kun 10 år og 20 par lidt for baggy jeans at nå til den erkendelse). Det lykkes bare stadig ikke helt – jeg prøver ellers virkelig kun at købe de bukser, der får mig til at hive efter vejret, svede og tude af smerte og anstrengelse når jeg prøver dem første gang. De eneste par jeans jeg ejer, der ikke er blevet for store, lyner til gengæld selv sin lynlås ned tusind gange dagligt. Halløj fisse-løgsovs hvor er det skammeligt, når man flasher ufrivilligt. Men hvad gør man ikke for et godt fit altså…

Faktisk så startede ideen til dette indlæg med at jeg ved at flække af grin over det her billede, som jeg fandt hos modeautoriteten The Sartorialist. Og jo mere jeg stirrer på det, jo mindre sikker bliver jeg på min ret til at grine. Og skælvende spørger jeg mig selv: Er det måske lidt cool? Skulle jeg prøve at finde sådan en kjole til Cea? Er det egentlig overhovedet en dreng? For hvis det er en pige, er det da meget pænt….eller? Nå. Lillesøsteren kommer hjem lige om lidt, så tjecker jeg lige med hende….

“Gør livet levende – Ha’ en affære” (!?!?!?!)

Apropos flertydighedstolerence så kan det være virkelige befriende at have nogle steder i sit liv, der bare er entydigt sjove. Et af de steder er for mig Pentagang 2.0.  Er aldrig blevet skuffet når jeg har været forbi – forleden grinede jeg fx virkeligt højt over disse to billeder:

Det første er jo simpelthen bare uheldigt, men det sidste? Hvad sker der for det? Det er jo simpelthen bare så ufrivilligt upassende på så mange niveauer – den må være fra en tid, hvor seksuelle overgreb ikke fandtes (as if there were ever such a time?). Jeg vidste ærlig talt ikke helt om jeg skulle grine eller græde, men denne reklame er da trods alt delvist undskyldt pga. alderen. Det er til gengæld ikke jeg-er-min-kæreste-utro-og-det-her-afstumpede-firma-hjælper-mig-på-vej-reklamerne, der er plastret op over hele Århus for tiden.

Faktisk ved jeg heller ikke helt om jeg skal grine eller græde over det. Eller dvs. jeg har mest lyst til at græde over det. Egentlig så tror jeg, at dem der vil være deres kærester utro er det uanset om de får “professionel” hjælp eller ej. Gudskelov har jeg ikke mødt en eneste, der ikke var totalt uforstående over for konceptet – det er jo nærmest komisk. Omvendt så blev jeg faktisk lidt ærgerlig over den. Aemen, helt ærlig….??

Det er muligvis fordi jeg lige nu sidder og skriver en opgave om unge – de fantatiske, reflekterede og også ganske letpåvirkelige unge – at jeg godt kan få en lidt træls smag i munden. For en ting er, at alle os halvvoksne og helvoksne godt ved, at utroskab ikke er OK og at en sådan hjemmeside og dem der bruger den er patetisk(e). En anden ting er bare hvad vi som samfund (eller midttrafik, der i dette tilfælde ligge reklameplads til) synes er i orden at formidle. Forestil jer lige samtalen mellem mor og lille pige på 7 år, der lige har lært at læse: “Mor hvad er utroskab?” spørger den lille pige, hvortil mor kan forsøge at forklare sig med, at det er sådan noget med at man er kærester med én og så også kysser med en anden. Eller whatever. Jeg ved ikke engang hvad jeg ville sige, udover “velkommen til voksenlivet lille skat – du er kun 7, så jeg havde egentlig ikke tænkt, at du skulle konfronteres med hæslige voksenting som utroskab og løgn, men her står vi så på busstoppestedet på vej ned til fritteren og kan læse at det tilsyneladende er sådan man “gør livet levende””.

Og så er der jo alle dem der ikke har en mor ved hånden de i barnlig uskyld tør eller kan spørge om den slags. Dem der tager sådan noget som det her ind og så kan gå og tygge lidt på den i deres småforvirrede ungdomsliv. Dem der er vokset op i en generation, hvor porno dikterer hvordan man har sex, fordi bl.a. folkeskolens seksualundervisning er så helt til hundene mangelfuld efterhånden, at de ikke har fået andet at vide, end at piger altid får vilde skrigende orgasmer når manden kører javertusen op og ned mellem hendes bryster…altså bare lige for at give et eksempel på hvor langt fra virkeligheden porno som oftest er. Når man går og tumler med hvad der er i orden og ikke i orden, og man så nede på busstoppestedet med iPoden i ørerne læser, at utroskab er pisse meget i orden – at det oven i købet gør livet værd at leve og man kan få professionel hjælp til at lyve, så vil jeg tro, at man kan få et noget forkvaklet forhold til, hvad man skal finde sig i. Og weekenden efter, kan det være man finder ud af, at kæresten har kysset med en anden i byen og formentlig er man ved at gå til af ked-af-det-hed, vrede og jalousi. Men man kan vel ikke rigtig tillade sig at have de følelser, kan man? For der hænger jo reklamer over hele byen om at utroskab er i fair-and-square og helt legal adfærd.

Jeg er vitterligt ligeglad med at reklamer som denne er at finde steder, hvor det hovedsageligt er voksne der ser dem. Men at alle, uanset alder, modenhed og evne til kritisk stillingtagen skal konfronteres med dem på gaden, det synes jeg er langt langt ude.

Undskyld pentagangfolk, at reklamen for jeres side blev en svada om etik, moral og ungdom. Jeg ville faktisk bare skrive et indlæg, om at jeg synes I er sjove, men der kan man bare se, hvad der sker, når jeg først kommer igang….rundstyk…

%d bloggers like this: