Stilhed før Storm

Tag: Terapi

Sex så englene synger!

For en måneds tid siden var jeg til et meget fint arrangement i Johannes Kirken på Trøjborg. Det var præst og sexolog Benedikte Bakkegård der fortalte om hvordan seksualitet, intimitet, spiritualitet og kristendom kunne have noget med hinanden at gøre. Det gjorde hun uendeligt fint. Hendes foredrag hedder “Sex så englene synger” og jeg kan kun anbefale alle, der får muligheden for det, at lytte med når hun fortæller.

Jeg har siden haft en lyst og en ambition om at dele noget af det hun fortalte om her på bloggen, men dels har det taget noget tid før det er sunket ind og dels så synes jeg det er lidt svært at gengive det, så det kommer til sin ret. Derfor må det komme lidt i bidder, de vise ord og den oplevelse det var, at høre hende tale om et emne der er så spændende, intenst og også let lidt svært og tabubelagt.

Den første bid er noget så halvtørt som en definition. Det er WHOs definition på seksualitet, og selvom jeg egentlig ret let kommer til at forbinde WHO med deprimerende statestikker om deprimerende forhold, så synes jeg faktisk at denne definition var virkelig spot on og næsten rørende:

”Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet.

Seksualitet er ikke synonymt med samleje. Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det ikke summen af vort erotiske liv. Dette kan være en del af vores seksualitet, men behøver ikke at være det.

Seksualitet er så meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet. Den bliver udtrykt i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er lige så meget dette at være sensuel, som at være seksuel.

Seksualitet har indflydelse på vores tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vor mentale og fysiske helse. Og da helse er en fundamental menneskeret, så må også seksuel helse være en basal menneskeret.”

T. LANGFELDT & M. PORTER (1986): SEXUALITY AND FAMILY PLANNING. REPORT OF AF CONSULTATION AND RESEARCH FINDINGS. WHO.

Frist ikke….

…svage sjæle aka. mig.

Sidder ved mit rodede spisebord og nørkler med problemformuleringen til en seminaropgave. Er lige der i processen, hvor det virker fuldstændig urealistisk, at der nogensinde kommer 20 siders ok acceptabelt stykke opgave ud af det tankefreakshow, der findes i mit hoved (og på tusind lapper papir rundomkring) lige nu. Har slet slet ikke tid til at sidde her på køkkenbænken og gå i selvsving – skal starte på nyt job om to timer, og det ville skisme være rart hvis jeg til den tid havde bare lidt mere orden i hovedet.

Og just som jeg er allermest demoraliseret og forvirret kommer pakkepostmanden. Og det er noget farligt post for en svag sjæl som mig. Det er fra amazonen den lurendrejer. Han kommer med eventyrligt bogguld hentet ud fra det store skatkammer et sted i England. Han kigger på mig, med sine små grønne øjne og lokker mig fordærv.

Med denne skat….

Oh ve! Hvordan skal jeg dog kunne modstå fristelsen, til at sætte mig ud på terrassen med skatten i favnen og lade problemformulering være problemformulering en lille bitte dag til? Forslag modtages gerne….men skynd jer før jeg falder i!

PS: Jeg ved godt jeg måske kom til at love jer et billede af mit nye hår for nogle indlæg siden. Jeg har ikke glemt det. Jeg skal bare lige have samlet mod…

At turde tro, part. 1.

Da jeg i sensommeren 2006 begyndte på psykologi blev jeg i løbet af rusugen introduceret for to ting. Den ene var alkohol i stride strømme, den anden var kritisk sans eller flerperspektivisme. Mens førstnævnte med tiden er aftaget gevaldigt (kender jo nærmest ingen til en fest på psykologi længere), så er den anden blevet hængende. Ikke at begrebet eller essensen af det at kunne tænke kritisk var nyt for mig – man har vel lavet en kildekritik eller tusind i gymnasiets historietimer – det var bare nyt for mig, at det nærmest var en religion.

Alting kan ses fra flere sider. Mindst to. Igen så er det jo ikke voldsomt revolutionerende, slet ikke i teorien. I praksis kan det dog være en udfordring af dimensioner. Det kræver sit at sætte sig ned og forsøge at forstå hvad der dog får en mand til at låse sine børn ned i en kælder i 25 år. Det kræver også sit, at sidde overfor en person der har slået sine børn, og forsøge ikke at dømme ham, men i stedet forsøge at forstå ham og hjælpe ham til at lade være. Psykologien er både i teorien og i praksis hele tiden et spørgsmål om at give plads til det dialektiske – det flerperspektivistiske. At opbygge en uendelig tolerance over for flertydighed og en evne til at forstå selv det mest uforståelige, er psykologens lod.

Det har været en evne, jeg med glæde har sat mig for at opøve. Jeg sætter en stor ære i at have en kritisk sans. Synes det er helt nødvendigt. Og lidt sejt. Hvad jeg på mine “gamle” dage på psykologi har lagt mærke til, er bare, at det nogle gange nærmest er blevet et handicap for mig. Jeg tør jo ikke tro på noget længere. Selv de mest simple og iøjenfaldende enkle ting bliver skrutiniseret totalt. Da min supervisor en gang spurgte mig, om jeg troede på, at det var bedst at min klient var ærlig i terapien, måtte jeg vende og dreje det lang tid i mit hoved, før jeg med bævende stemme sagde “ja, det tror jeg det er”. Han klappede. Selvfølgelig er det bedst, at min klient er ærlig overfor mig! Det gør jo så absolut terapien væsentlig mere intens, spændende og udbytterig. Temmelig utroligt, at det tog så lang tid for mig, at indse noget så enkelt og så stå ved at det tror jeg på…

Efterhånden som jeg laver mere og mere terapi, er det blevet tydeligere for mig, at jeg død og pine er nødt til at tro på noget igen. Hvis jeg ikke ved hvad jeg selv står for, kan jeg heller ikke hjælpe mine klienter. Hvis jeg ikke kan stå ved mig selv og det jeg tror på, kan jeg heller ikke bede mine klienter om at stå ved dem selv, og det de tror på. Hvis jeg ikke kan være tydelig overfor mig selv, kan jeg heller ikke være tydelig overfor dem.

Så derfor, mine damer og herrer, begynder jeg relanceringen af mig selv, som sådan en der godt tør tro. På andet end de tusinde perspektivers tro.

Det er store planer sådan en mandag formiddag…

Jeg.Fatter.Det.Ikke.

Jeg har egentlig ikke lyst til at starte dagen med et surt opstød, men når det nu bare regner udenfor, så er stemningen alligevel lidt ødelagt. Så here goes.

ØV (!) hvor bliver jeg bare ked af, at vi ikke behandler vores mest udsatte samfundsborgere ordentligt! Det kan godt være, at der er blevet tilført flere penge (dog kun 8 % på det psykiatriske område sammenlignet med 33% på det somatiske – det er vel dårligt mere end inflationen), hvilket er hvad vores kære sundhedsminister Berthel Haarder igen og igen slår på, men det hjælper jo ikke blot at smide småpenge efter et felt der i årevis er blevet underprioriteret og hvor pengene bare ryger ned i et stort sort brandslukningshul. Jeg fatter ikke hvorfor man fra politisk side nægter at lytte ordentligt efter de mennesker – de fagfolk – som dagligt skal slides med at afvise det stigende antal af patienter, der banker på dørene på de psykiatriske afdelinger og nærmest må tigge om at få hjælp. Bare lidt. Bare så de ikke tager livet af sig selv det næste døgns tid, fordi det gør alt for ondt at være til.

Jeg bliver led og ked af, at vi ikke tager det at have en psykisk lidelse mere alvorligt. Det giver ingen mening, at jeg gang på gang møder forældre til børnehjemsbørnene, der den ene dag ikke kan komme og besøge deres søn eller datter fordi livet blev så træls, at man måtte indlægge dem “på røde papirer”, som så dukker op den næste, fordi der ikke var plads til, at de kunne få lov at blive og få den nødvendige hjælp. Man smider vel ikke en patient med en dødelig kræftsygdom på gaden med en besked om, at vi desværre ikke har plads til at hjælpe dem, prøv at hold dem i live på egen hånd lidt endnu….Det gør man så vidt jeg ved ikke så meget i.

Alt peger på, at der hvor man er allermest sårbar og i risiko for at gentage et selvmordsforsøg er i dagene lige efter udskrivelsen. Forestil dig, at du skulle se din datter i øjnene dagen efter at du har forsøgt at forlade hende for good. Forestil dig, den smerte, tristhed, ydmygelse og skamfuldhed det må føre med sig. Ja, jeg kan ikke, for jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har set det ske og det er grimt at se på. Jeg kan godt tilgive dig kære mor, for at livet blev for svært, men spørgsmålet er om du kan tilgive dig selv det. Og om din datter kan, hvis hun nogensinde bliver gammel nok til at forstå hvad du har forsøgt at gøre.

Jeg ved godt, at det ikke er så ligetil at sammenligne en kræftpatient og en patient opslugt af livslede og depression. Jeg ved godt, at den selvmordstruede trods alt har et mere frit valg ift. at vælge livet til igen, men vi er saftsusseme nødt til at give dem chancen for at se det valg! Du kan ikke tvinge en kræftsyg til at blive rask på et døgn, og man burde heller ikke tvinge en selvmordstruet til at vælge livet på et døgn, når alt for ham eller hende lige nu, bare peger på at livet ikke er livet værd.

Jeg ved godt pengene ikke hænger på træerne, men hvis de gjorde så vidste jeg godt hvem jeg ville give dem til…

PS: Hvis I kan tåle flere sure opstød i dag, så læs dette Suzette så smukt har skrevet her (godt nok om et lidt andet felt, men dog ikke mindre relevant eller skræmmende).

PPS: Det sure opstød blev inspireret af denne artikel i dagens Politiken.

PPPS: Beklager at det ikke blev det mest velskrevne indlæg, men når jeg er sur skriver jeg gerne i meget lange og knudrede sætninger….

The simple life as blomsterhandler…

For nogle år tilbage arbejdede jeg som handicaphjælper. Jeg skulle møde ind på døgnvagter meget tidligt om morgenen. Og så sad jeg og kiggede rundt på de andre trætte mennesker i bussen på vej derud og tænkte på, hvilke jobs de mon havde og hvad de mon var på vej til. Jeg møgprojiterede alle mulige forskellige ting over på dem, og ville altid ønske at jeg skulle det jeg troede de skulle…som man siger.

I mange år har jeg “arbejdet med mennesker”. På mange forskellige måder. Min kæreste arbejder med computere (altså han har menneskekollegaer, som han arbejder med, men det er mest computere han arbejder på…håber jeg…….anyways). Nogle gange misunder jeg ham virkelig, at den slags software, han kan have problemer med kan løses med tålmodighed og teknisk snilde.

Jeg er også tit jaloux på blomsterhandlerne. Blomster er sådan rimelig tilregnelige og så dufter de virkelig godt. Og er så smukke. Og simple. Hver gang jeg træder ind i blomserbutik, falder jeg helt i svime over alle blomsterbinderierne og så drømmer jeg lidt om hvordan livet som kreativ blomsterdame mon ville være…måske med eget keramisk værksted og sådan…

Og så alligevel….

Alligevel så elsker jeg faktisk virkelig mit job. Jeg er faktisk helt vild lykkelig i den profession jeg har valgt at være/blive en del af. Der er faktisk ikke noget mere fantastisk end at komme ud fra en terapitime, hvor man har mærket en god kontakt og har set et menneske rykke sig og vokse. Det er dybt rørende, når mine klienter har lyst til at dele noget meget fint og privat med mig. Noget som måske endda gør meget meget ondt.

Der er heller ikke noget mere livsbekræftende end at være med til at give en af børnene på børnehjemmet en god dag. Og en oplevelse af, at voksne også er gode mennesker, man godt kan regne med. Og man kan se at der falder ro over deres små kroppe, at bangeknuderne i maverne løsnes lidt og deres hoveder bare engang imellem kan optages af den slags ting som børnehoveder skal være optaget af.

Når folk spørger mig om det ikke er hårdt at arbejde med det jeg arbejder med, så er mit svar tit at det er det egentlig ikke. Og det er kun en halv sandhed, for nogle gange er det virkelig hårdt. Og jeg bliver ked af at gode mennesker udsættes for skrækkelige ting. Den anden halve del af sandheden er til gengæld at det er det hele værd. Al ked af det heden, vreden, magtesløsheden, uretfærdighedsfølelsen og den store weltschmertz er det hele værd, så længe folk bare bliver ved med at kæmpe for (at få) det bedre.  Og det gør de heldigvis, de mennesker jeg arbejder med.

%d bloggers like this: