Voksen-starfucker.

by stilhedfoerstorm

Bare lige som en en opfølger på dette, vil jeg informere om, at jeg under weekendens tur til København så både Yrsa (eller Barbara et-eller-andet-som-spillede-yrsa), gik på Yrsavej ude på Frederiksberg OG (drum roll!) hilste (næsten) på Krummes mor (eller Karen Lise Mynster, som hun vist hedder).

Selvom jeg havde lyst til at falde dem begge om halsen i kåd barndomsnostalgi-rus, så holdt jeg mig naturligvis tilbage og så cool ud på den der det-kan-da-godt-være-du-er-kendt-men-jeg-aner-ikke-hvem-du-er-agtige-facon. Får den som regel kun øvet, når jeg er i storstaden – de eneste kendte der er i Århus er Steffen Brandt og Thomas Helmig og de er efterhånden lidt kedelige. Gider næsten ikke engang iføre mig førnævnte cool attitude, når jeg passerer dem på gaden. Jeg glor på uhæmmet.

God tirsdag til folket – især til min seje lillebror, der lige har hevet en blæret karakter hjem i historie og skal sove velfortjent lur resten af dagen.