I humør til noget fint
by stilhedfoerstorm
Ja, sådan havde jeg det i morges, efter at jeg i går havde haft en gevaldig fin og hyggelig aften. Annas bog kom ud og hun receptionerede på en stuvende fuld og skoldhed Løves Bogcafe. Og hun læste op af sin bog, ammede og gav både øl og hvidvin. Og hun havde rød løbestift på og gul trøje og var bare sejere end sej.
Og da Anna tog hjem med hele familien tog vi videre. Jeg bestilte en vegetarburger på gyngen i håb om at de i det mindste havde puttet fallafel og humus i. Ja, for jeg er jo ikke vegetar. Jeg er faktisk meget til kød. Men i solidaritet med mine skønne hippievenner og deres veganerkærester, ville jeg ikke sidde med blod ned ad hagen midt i den røde højborg på Mejlgade. Der var ingen fallafel, men derimod en linsebøf. Ikke lige min kop grøn the. Fik den videredistribueret til førnævnte søde veganerkæreste. Gad vide om deres moralske holdning til mad ændrer deres smagsløg lidt? Jeg kunne i hvert fald ikke mønstre samme begejstring over linse-forklædt-som-kød, som han kunne. Hyggeligt var det. Vi forlod dårende dejlige Ditte, eller Skæbnen På en-meter-og-tres (navnet hun også så passende lyder), der insisterede på at banke kæreste Mikkel i bordfodbold. Hun så bestemt ud, så mon ikke det lykkedes….Stakkels Mikkel.
Den Skønne Majken fulgte mig hele vejen ned til min bus, selvom hun slet ikke skulle den vej. Det er kærlighed! Vi cirklede Klostertorvet mange gange for at holde varmen i den aften, der pludselig ikke længere har et sensommer hægtet foran sig, men nærmere må bryste sig af at være frostklar. Og stjerneklar. Men glemte selvfølgelig helt at kigge op på de mange stjerneskud, der føg rundt i luften over os. Det havde jeg ellers besluttet at jeg ville. Kiggede i stedet på Den Skønne Majkens røde hår og nye støvler og så snakkede vi lidt om liiivet. Og om at vi faktisk har det godt.
Så kom jeg hjem. Skrællede de stramme læderbukser af og pårullede de bløde, blå med god plads i. Fandt Lillesøsteren og kæreste Thomas på Sofaen midt i det afsnit af Matador, hvor Faster Anna er på besøg fra det mørke Østjylland. Og da hun kiggede bekymret ud af togvinduet på Mads og Kresten og lovede at hun “ville bede for dem”, faldt jeg i søvn. Og vågnede midt i “Lauras store dag”, traskede ned ad trapperne og ned i seng. Meget sent, eller tidligt om man vil, kom Cea ind af døren. Jeg var helt væk men nåede at registrere at han hele tiden smågrinede og forsøgte at forklare mig noget med en til festen, der havde grinet så spontant at en øl havde tømt sig på hans briller. Eller også drømte jeg bare, at han fortalte mig det….
Og nu er jeg oppe. Og har fået lidt smag for alt det fine fra i går. Og så faldt jeg heldigvis over det her inde på Politiken. “På tur med Anker”. SÅ fint. Kloge gamle gamle mand.
Og nu tror jeg vist jeg har fået nok af det fine for en stund. Nu vil jeg drikke noget sort sort kaffe og tillade mig at være pissed over, at jeg ikke fik set de der stjerneskud i går. Og over at mit møjsommeligt bagte surdejsbrød gylper ubagt dej ud af midten, når man skærer det over. Og over at det er så beskidt i huset her, at der konsekvent løber en sølvfisk ud af yogamåtten når jeg ruller den ud mandag aften nede i shalaen. Og man må vel ikke slå den ihjel sådan et sted…vel?!
God søndag alle sammen. I morgen har jeg noget sjovt til jer….
Årh yndlings-matas-so! Hvor herligt at læse dine sproglige stjerneskud.
Kys fra den af hippie-vennerne der faktisk havde chili con carne-blod på hænderne – et skud protein og måske dermed stålsatte bordfodboldhormoner – skæbesvangert for både ko, mand og hippie-narrativ..
Haha, det er da faktisk rigtigt, nu du siger det. Havde jo helt glemt at du faktisk sad der og spiste kød, dit skarn. Så skulle jeg sgu ha’ taget okseburgeren i stedet;-) Har Mikkel mon brug for lidt psyko-coaching oven på nederlaget?
Det er muligt, men jeg tror han coper med noget som jeg ikke kan huske hvad hedder, men som betyder noget a la det der sker (blev det mig forklaret), hvis der kommer et romerlys ind på banen i en fodboldkamp og den bliver annulleret fordi det vurderes for usikkert at fortsætte kampen. Jeg mente, at det (trods manglende fodboldregel-indsigter) ikke lød til helt at være det samme at blive bedt om at afslutte kampen pga folkemusik-koncert, når der stod 8-4 med mindre end 4 bolde tilbage.. men men, det der med coping er et adaptivt psykologisk fænomen, der kan være højst effektivt uanset om der er en helt logisk sammenhæng eller ej.
Men det er sgu sødt af dig at tilbyde ellers. Jeg ved ikke helt om han vil blive taknemmelig eller indigneret over det hvis jeg sender buddet videre, men det bliver svært at dy sig..
Altså. Åh. Altså. Den er svær. Fordi mænd de har en særlig logik, ligesom kvinder har det. Og når du fortæller mig – sådan kvinde til kvinde -hvordan det gik ned, synes jeg jo heller ikke det giver ret meget mening. Folkemusikkoncert og romerlys lyder rimelig inkomensurabelt. Og uanset hvad, havde du jo vundet, skulle man mene. Men så er der det med mandelogikken, og den er altså ikke sådan at hamle op med. Så for jeres fremtid sammens skyld, så må du hellere dy dig søde skæbnen 😉
Jeg ønsker med en App med pragmatisk visdom designet efter dig..
Haha, en AKapp. Så vil jeg have en hippieapp til gengæld.
Skønno AK. Jeg synes, du skulle have dig en ugentlig klumme. Eller en daglig klumme, faktisk. I en landsdækkende avis. Du er herllig. Tak for dig!
Selvtak min Anna – for dig altså;) Tror der er lidt for hård konkurrence på klummefronten til at jeg vil blande mig. Men så længe i gider læse med, er jeg glad.
Hey, jeg havde ikke opdaget at du ikke kunne lide burgeren… Hvor er du fuld af takt og tone ;-).
Ja, der er vel visse psykologiske komponenter i det der med smag – men personligt synes jeg også den var lidt kedelig. Der er vel smag og behag – selv indenfor Hippiegenren 🙂
Haha, ja jeg er ene pli, kan du tro:-) Aj, du ved overdrivelse fremmer forståelsen og det var jo ikke fordi den smagte decideret dårligt, men var ikke helt oppe at ringe over den. Til gengæld var kartofflerne gode!