Stilhed før Storm

….jeg har savnet Jer!

SÅ kunne jeg være her igen. Beklager inderligt at jeg sådan uanmeldt bliver totalt blogpassiv. Selvom vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger (som min skarpe veninde Susanne i en alder af 12 køligt proklamerede, da jeg kom for sent til en legeaftale), så kommer der lige et par stykke alligevel i form af en kedelig fortælling om, hvad der er hændt, siden jeg var i wordcuntkoma sidste uge.

Følgende er sket:

Tirsdag sad skrivemakker Lise og jeg og skrev vores arme af led for at kunne aflevere dagen efter. Vi rettede løs, skar ind til benet og kl. 01.30 havde vi fået kortet de 21.000 tegn ned vi skulle for at kunne aflevere. Helt firkantede i hovederne var vi. Onsdag morgen stod vi så i kopicentret på Trøjborg og lidt efter frankerede vi tre opgaveeksemplarer med et kys og smed dem i studieadministrationens postkasse. Wu-fucking-hu det var en god følelse! Efter 28 highfives og et par fistbumps tog vi hjem og senere samme dag tog jeg hjem til mine forældre i Vestjylland. Aaah sikke skønt det var. Og hvor var jeg træt.

Torsdag var jeg til gammel elevdag på min efterskole Dejbjerglund. Knap ti år er det siden jeg som stortudende teenager blev hentet af mine forældre efter et år i genialt selskab. Jeg havde et meget meget fedt år på efterskole, selvom jeg bagefter ikke fatter, at jeg kunne holde til det – tætpakket program fra morgen til aften og altid med mennesker omkring mig. Er fra et temmelig tidligt tidspunkt i mit liv blevet kategoriseret som “drivhusplante” og “huleboer”, fordi jeg opholdt mig så meget på mit værelse, så det var faktisk lidt en overraskelse (for mig selv især), at jeg kunne holde til at være social 24-7. Men det gik – og det gik godt – og her ti år efter, var det bare helt fantastisk dejligt at se alle de gamle efterskolekammerater. Selvom et kig i spejlet tydeligt afslører, at det er ti år siden, jeg var et stramt efterskolebarn (vil nødigt presses ned i den stramme spandexsag vi lavede gymnastikopvisning i igen – that’s for sure), så føltes det på ingen måde sådan. Der er noget særligt over den relation, man har til de mennesker, man har været på efterskole med. Der var rigtig mange, jeg ville ønske jeg så noget mere den dag i dag. Lortetid, der aldrig er nok af.

Fredag strøg jeg tværs over landet til København. Et hurtigt stop i Århus gjorde det muligt, at kysse min kæreste så mange gange, at det næsten gjorde det ud for den dårlige samvittighed, jeg følte, ved at forlade ham lige efter opgaveaflevering. På en måde ikke helt fair, at han har skullet trækkes med grænsepsykotiske opgave-AK i hvad der føles som en menneskealder for så at blive forladt af hende i det øjeblik hun bliver sommerferienormal igen. Men klassisk mig, så har jeg formået at have en tætpakket kalender hele juni. Meget meget afslappet – ik’ rigtigt nej. Men weekenden er blevet brugt i dejlige solskinsbeskinnede København med gode veninder, og det har været hyggeligt.

Nu er jeg hjemme igen. Lige om lidt vil jeg gå ud på terassen og nyde aftensolen, men først vil jeg lige overdænge Cea lidt mere med kys  – måske jeg så kan få has på den sidste rest af dårlig samvittighed….måske jeg også lige skal bage ham en kage….