Jeg er normalt ret begejstret for tegnede versioner af menneskeligheden. Vi ser meget mere sympatiske og meget mindre uhyggelige ud, når vi lige bliver skjult bag en nuttet streg. Jeg husker slemt frygtede idrætsdage fra barndommens land, som jeg kun tog med til fordi det venligt udseende tegneseriehold, der prydede invitation, tog brodden af skrækken for 800 m. løb og sindssyge børn fra Alkjær med 5-kilos-jernkuler i hænderne. Imagine my disappointment, da jeg opdagede at det var virkelige mennesker jeg skulle dyste imod. Det var satme sløjt.
Nå, men normalt var som i nok har gættet, det bærende ord i ovenstående første sætning. I denne reklame er de tegnede versioner af menneskene fucking modbydelige. Ja, vi er faktisk portrætteret som vamle bumser, der spreder sig hurtigere end Hansi Hinterseers forstyrrede fanskare. Ja, fortsætter lidt det guilttrip over at være menneske, jeg startede sidste uge. Lover snart at ændre i kurs i retning af noget mindre dystert.
On that note må I have en dejlig mandag. Min mandag kommer til at handle om speciale og selvmord. Ikke mit eget (trods alt), men de selvmord jeg gerne skulle forhindre nu og i al fremtid. Festligt ikke sandt? Det synes jeg bizart nok at det er.
Og så var det der sad en panda og kiggede på mig med store pandaøjne, da jeg som det første klokken bræk i morges åbnene browseren. Så sad den bare der, as in “really? You’re REEEEALLY not gonna donate anything ? We’re dying you know! Stop hiding from the commercials man – you know it’s wrong”.
OKAY SÅ! Okay okay okay. WWF, WFTA, WTF og alle andre der i modsætning til mig har interesse i at “være med til at sikre en levende verden”, så får i en dollar. Eller to. Happy now?
Jeg tager på arbejde – er jo nødt til at få tjent nogle penge til den gavebod jeg nu slår dørene op i. Er der andre der skal have en skilling? Hva´? Anyone? Jeg har penge som skidt!
I psykologien taler man om “undgåelsesadfærd”. Ja, det er ikke så kompliceret – det er ting man gør for at undgå ting man er bange for. Hvis jeg er bange for at køre i racerbil, fordi jeg er overbevist om at jeg dør, undgår jeg med alt hvad jeg har at komme i situationer, hvor jeg er nødsaget til at sætte mig i en racerbil. Så laver man på baggrund af den adfærd den slutning, at grunden til at jeg ikke døde var, at jeg ikke satte mig ind i racerbilen…..man får altså ikke afkræftet, at det at sætte sig ind i en racerbil ikke med 100 % sikkerhed equals død ved kølle. Eller dødskørsel. Der er måske kun 80% chance for, at du dør….okay, ikke jordens bedste eksempel, men you get the drift, min kloge læser.
Jeg undgår WSPA reklamer. Jeg er rædselsslagen for at jeg dør af instant dårlig karma, hvis jeg ser hele reklamen og ikke giver dem penge!
I morges smed jeg mig ned på køkkenbænken, da den kom, fordi fjernbetjeningen lå uden for rækkevidde. Min foretrukne undgåelsesadfærd er klart at slukke så snart jeg hører de første afgrundstriste Celine Dion agtige toner fra den ti timer lange reklame. I går kom jeg uforvarende gående forbi fjernsynet i køkkenet, da reklamen pludseligt startede og i irrationel panik gemte jeg mig under fjernsynet og holdt mig for ørene i – ja hvad der føltes som ti timer. Hjertebanken and all. Jeg kan slet ikke holde den reklame ud. Dansende bjørne og små hvalpe med voldsomt overdimensionerede hundeøjne (good job Sherlock – selvfølgelig har en hund hundeøjne…dah!). Mega guilt trip når manden med den dybe stemme (jeg har en mistanke om at det er gud) fortæller at ikke bare babybjørnen, men også dens MOR, som babybjørnen i øvrigt så blive slået ihjel, danser for rige sultaner i varme, onde lande. Good God.
“Så giv dem da nogle penge, så du kan slippe ud af din skyld”, blev der måske sagt.
Nej. Det gider jeg ikke faktisk. Jeg bliver ærlig talt lidt trodsig, når jeg ufrivilligt får proppet hele Noahs lidende ark ned i halsen på daglig basis. I stedet går jeg i dag igang med lidt egenterapi. Ti gange skal jeg se den her reklame i-sin-fulde-længde inden dagen er omme. Eksponering kalder vi det. Hardcore eksponering. Med hjertet i halsen kaster jeg mig ud i denne mission. Wish me luck.
UPDATE: Har nu set den tre gang og græder på det nærmeste af skyld over nærrigt at holde på mine halvtreds kroner. Skuler frygtsomt mod himlen, næsten sikker på, at det store karmahjul buldrende ruller min vej!
Meeeen.jeg.vil.ikke.gi’.mig! Lousy psykolog at være, hvis man ikke engang kan gennemføre en egen-eksponeringsøvelse.
Så jeg brokkede mig over det med strømperne og det har tilsyneladende intet hjulpet. Har snarere på fornemmelsen at jeg ved ved at disse mine strømper ud, har nedkaldt en forbandelse over mig. Muligvis fra Annas “The Sokkemonster” (se kommentarfeltet).
Faktisk har mine strømper aldrig spadset mere ud end efter jeg skrev det indlæg. Rent hybris-nemissis.
Se lige!!
Hvis nogle kunne forledes til at tro at at laksefarvet strømpe nummer 3 fra venstre passer sammen med pink ankelsok nummer 5 fra venstre må jeg bare blankt afvise. De gør de ikke. Og så ved jeg i øvrigt ikke hvad det er for en bussemand jeg har trådt i med sok nummer 4 fra venstre…..
Har i dag taget de første spæde skridt ind i dagpengeland. Eller faktisk har jeg via workshop med andre soon-to-be akademikere (det er sååå godt for mit ego at blive tituleret som akademiker ti gange på fire timer) forsøgt at tage et skridt væk fra porten til dagpengeland. Stræberbarnet her har i dag været på jobsøgningsworkshop og har lært nyttige og skræmmende ting om CV, rekruttering, LinkedIn og hvor-herre-til-hest hvor er der mange ting man skal tage sig til for at “øge sine jobmuligheder”. Kunne mærke presset om mit hoved og skuldre sænke sig i det kønsløse mødelokale med den søde karrierekonsulent, og erkendelsen af at nu-er-det-snart-nu er en underlig pille af sluge. Den er ikke bitter, men den er stor og sidder lidt på tværs i mit univers so to speak.
Det føles så kontraintuitivt at tænke i hvordan jeg skal profilere mig selv her og der og alle vegne med en såkaldt elevatortale om hvad jeg gerne vil, når jeg vitterligt vil være tilfreds med et næsten hvilket som helst job inden for mit fag og med noget af det der løn, jeg har hørt så meget om, at man får. Men det kan jo så være mit udviklingspunkt: hvad kunne jeg tænke mig? Er det mon for sent at blive blomsterhandler?
Nå, men jeg kan jo starte med at melde ud her, at næste sommer der er jeg færdig som psykolog. Så hvis i kender nogle som kender nogle der mangler sådan én – eller en blomsterhandler – så “tip mig”, som karrierekonsulenten sagde man skulle sige. Hipt ikke sandt?
I Bog og Ide på vejen hjem fandt jeg disse to herrer ved siden af hinanden. Pudsigt slående lighed. Føler mig som verdens ældste 26-årige når jeg må indrømme, at jeg til enhver tid hellere ville på date med Peter Bastian end Justin Bieber. “Hæv bundgrænsen” vinder over “baby baby baibiii” og modvind i håret vinder over medvind. For sure.
Til aftenskaffen havde den mindste søster arrangeret en tasty lille retrosnack som vi guffede (haha, fuck jeg synes bare det ord er så klamt! Ved ikke hvorfor jeg skriver det alligevel – kunne bare ikke lade vær’) mens vi dissede de nyriges tacky smag i Liebhaverne, gættede handlingen i Desperate Housewives og lå i fosterstilling af skam over Dagens Mand Halloween Edition. “Hvorfååår ser jeg det her!?” skreg søsteren fra sofaen og jeg måtte vriste fjernbetjeningen ud af hånden på hende og stikke Pelle Hvenegaard en stor fed shup-up-sickle! Sluk! Men snøfflerne var gode. Mums (endnu et ord jeg instantly gagger over – hvem fanden siger sådan noget?!).
(Se vores hushund Uffe synes det ser lækkert ud…det gør det også!)
Stilhed før Storm 