Stilhed før Storm

Hvis der er noget vi mennesker elsker, så er det, når tingene handler om os. Det må ligge i vores gener, at opmærksomhed vendt vores vej, er lig med øget chance for overlevelse. Det betyder at man er væsentlig. At nogen kærer sig om ens eksistens. At man er noget værd. Når noget er noget værd, har vi interesse i at bibeholde dets plads i verden…. som regel da i hvert fald.

Hvis der er noget vi danskere elsker, så er det at høre andre ikke-danskeres beskrivelse af os. Som et folkefærd med en kronisk ironisk tilgang til livet og os selv (tak til Majken for lån af ord), kan vi oven i købet godt tåle, at beskrivelsen ikke altid er flatterende. Altså flatterende som fx den artikel jeg engang læste, der beskrev os som “Nordens latinoer”. Øøøh. All right, if you insist, chica!

Jeg faldt over Emily Harents blogindlæg, om hvordan man pisser en dansker af. Sjov og præcis skildring af hvordan danskere kan være. Om vores insisteren på stram urban lovgivning på cykelstien skriver hun eksempelvis: “Fail to signal and you will trigger a chain reaction of last-minute breaking and a string of surprisingly violent hisses from passing bikers. They work 37-hour weeks for free healthcare and childcare. Minimum wage is over $20 and the government pays for their college education. Your failure to signal is probably the worst thing that’s happened to them in years“.

Hun har en pointe – vi har det så godt, så der skal paradoksalt nok ikke meget til at pisse os af.  Man kan måske i den forbindelse overveje, om ikke vi skulle bløde lidt op….Altså man kan blive lidt flov på sit lands vegne, når en formentlig sød engelsk studine er bange for at bestille en kop kaffe på dansk af frygt for at blive gjort til grin eller smile sødt til vores børn i bussen, med forvirrede og mistænksomme blikke til følge. Forhåbentlig er vi ikke helt så tilknappede og reserverede som hun har oplevet os (gulp!), og i så fald synes jeg da vi har lidt arbejde at lave med den danske folkesjæl.

Men hun har fat i noget, har hun. Om os danskere. I hendes indlæg “lessons gleaned from a Danish window” beskriver hun sjældent fint, hvordan vi mere eller mindre bevidst suges mod solens sjældne kig frem, fra dens reserverede og tilknappede vinterhi bag nedbørstunge skyer (ja, selv solen retter ind, når den kommer op på vores breddegrader!).

Et uddrag (det er lidt langt, men gør dig selv den tjeneste at læs det alligevel):

The Danish sun is a flagrant tease, even at the height of summer. But in the dead of winter, when it rises at eight and begins its descent before four, concealed by cloud cover the entire day, a ray of sunlight is a moment of fascination equal to the pleasure reaped after building a masterful pillow-fort at the age of 7. The oppressive darkness is so normalized that no one notices what they’re missing until a glimmer of natural brightness sneaks through. I’ve seen grown men in three piece suits kick their legs out on their bikes like a 1950’s soda commercial. I’ve seen bundled children holding their mother’s hand stop cold on crowded sidewalks to declare, “Solen skinner, mor.”

During the week, I sat in the center of the city in a dimly lit conference room. If a momentary ray snuck past the clouds, I could watch from the back row as a room full of heads leaned subconsciously toward the sunshine-flooded window like human plants seeking nourishment. Our professor often came across the room to stand in the patch of sunlight that fell across the floor, not missing a beat of her lecture. The businessman sitting at his computer in the office across the street would stand in front of his window. He gazed upward, perplexed but grateful. And if you were lucky enough to be out on the street at this miraculous moment, the squares would be suddenly overcrowded with a population of mysteriously numerous Danes, motionless with faces tilted skyward, as if the mothership were descending over the city.

This particular morning on the windowsill, I had my eye on a Dane—a woman who had been headed somewhere, dressed well, riding her bike up Sønder Boulevard with a plan. But as the elusive rays shone through the clouds, she kicked her leg over the seat, her feet hit the pavement, and she slowed her pace to walk her bike in a spontaneous mid-morning love affair with the sunshine. The sun was behind me, and shone intensely against the face of the adjacent buildings. She crossed the street, her pace slowing to a standstill as she crossed over into the light. Leaning her bike against a nearby tree, she turned her back to the red brick wall of the building and, leaning on it for support, stood motionless with her eyes closed.

She fidgeted from time to time, adjusting her scarf, her glasses, shifting her hands from her pockets to her sides. But her feet were planted for ten minutes under another Dane’s red brick windowsill, the owner of which was probably worshiping the same sun somewhere else in the city”.

Læs resten af det rørende fine indlæg her.

Okay, så jeg er lige nødt til at sige lidt mere om “Children full of life”.

Tænk engang at gå i 4. klasse og have en lærer, der starter med at erklære, at målet for de næste to år er at lære, hvordan man lever et lykkeligt liv og hvordan man passer på andre mennesker  – at vi kun har et liv, så skulle vi ikke tage at nyde det? Sådan en lærer er Toshiro Kanamori. Hver dag skal børnene skrive notebookletters og skiftevis læser de op for klassen. I brevene skal børnene skrive om deres sande indre tilstande. Om hvad de føler, tænker, frygter og oplever. Historierne vækker genklang og et barns historie om hans bedstemors død, hjælper de andre børn med at lukke op for deres smertefulde historier om alt for tidlige møder med livets endeligt. Jeg bliver simpelthen så rørt, når jeg ser hvor kærlige, omsorgsfulde og respektfulde børn i 4.klasse kan være overfor hinanden, når de støttes og skubbes blidt af et menneske som Kanamori. Der er ingen berøringsangst. Der er ingen tabuer. Død, mobning, uacceptabel opførsel, bliver alt sammen genstand for læring og mulighed for udvikling.

“Empathy is the greatest thing.There’s an expression I love: Let people live in your heart. There’s no limit on numbers. They tell their stories and everyone shares their feelings. When people really listen, they live in your heart forever. That’s the great significance of these notebook letters”.  

Hvor svært kan det være? 🙂 Det lyder så banalt og simpelt (måske næsten corny), men jeg kan blive så frustreret over at se, hvor indviklet vi efterhånden har gjort det for os selv herhjemme i vores skoler. For lærerne ikke mindst. Det er jo ren svir for en kommende psykolog, at se hvordan børnene under kyndig guidning kan hjælpes til at dele deres inderste på en sund måde. Jeg ville ønske vi i Danmark kunne få bare en flig af samme åbenhed ind i den måde vi bedriver opdragelse og læringsvirksomhed på overfor vores børn. Glem alt om elevplaner, nationale tests (af tåbelig paratviden) og ipads. Det er det her der er vigtigt – det andet skal de nok lærer, hvis de får brug for det.

Hvis det ikke var fordi det brød med at par af psykologiens andre væsentlige principper (tilknytning og den slags), shippede jeg mine kommende 4-klassesbørn med ekspresstog til Japan. Må i stedet smide en bøn til himmels (eller mod undervisningsministeriet), med håb om plads til lærere som mr. Kanamori, der tror på at lærerens job, er at vise børn, hvor værdifuldt livet er.

PS: I was not shitting you about the crying. 1.5. minute inde i endnu et gensyn med sidste afsnit stod der faretruende meget vand i øjnene….

Det er fredag. Og det er vidunderligt! Ordineret er et styks indholdstom weekend efter en uge, hvor jeg “kom til” at arbejde fuld tid på børnehjemmet ved siden af specialeskrivningen.

Det er fødselsdag. Og det er skønt. Lillesøsteren bliver 23 (og ikke 22, som jeg i et ubevidst forsøg på ikke at anerkende tidens gang, konsekvent bliver ved med at ønske hende tillykke med).

Det er isnende udenfor. Hvilket de også har opdaget på Godmorgen Danmark, hvor de ikke undlader at bruge 80% af programmet på gispende af kulde at rapportere om, HVOR koldt det nu faktisk er i Danmark. Åh, det er virkelig et program jeg har et voldsomt ambivalent forhold til. Tænder altid for det, og bliver også altid irriteret og morgenbitter. På samme tid elsker og hader jeg banaliteten i deres indslag – jamen, er der nogen sinde nogen, der har lært noget nyt af at se GMD? Nåååå, det er sådan man skal barbere sine ben, Nååå det er den nutella der er bedst til prisen, Nåååå det er det man bruger til at afkalke sin elkeddel….I think not).  Heldigvis er Mikkel Beha et sømandshunk og mere grund behøver jeg vel ikke give mig selv.

Det er en smuk dag og en smuk dag kræver noget smukt til sindet. Og jeg har noget til dig. Kan faktisk ikke huske, om jeg har vist det før, og hvis jeg har så pyt. Så får den lige en omgang mere i manegen – den kan den nemlig godt holde til: “Children Full of Life”. Sidst jeg så det stortudede jeg i en time – det er rørende og smukt og det er absolut nødvendigt, at du giver dig selv en times fri, til at se den.

… så elsker jeg virkelig, når folk falder eller går ind i ting. Eller kombinationen hvor folk går ind i ting og falder. Eller falder ind i ting. Uintentionelt. Viiigtigt lige at få det med, for klovne er gigantisk usjove.

Fx så jeg lige den her reklame:

og selvom jeg ikke aner hvad Ikano er for noget bank, så gider jeg virkelig godt se deres reklamer. Fx har jeg også længe elsket den her:

Nå, det var det speciale vi kom fra. Later guys!

Når man arbejder på et børnehjem, er man så privilligeret, at møde rigtig mange børn. Særligt de såkaldte observationsbørnehjem (som regeringen ellers lægger sig i selen for at få at udryddet), hvor børnene ofte bliver anbragt akut, og indenfor et år eller halvandet bliver hjulpet videre til en plejefamilie eller et bosted, er der mange børn der krydser ens vej. Dejlige forsømte børn der kryber ind under huden på en efterlader et spor af tilknytning. Jo længere de er der – og paradoksalt nok, jo mere udfordret relationen er – jo værre er det, når de så skal videre. Og selvom man fra halsen og op, godt kan glædes over, at en (forhåbentlig dygtig og kærlig) plejefamilie står klar til at give dem en chance for en nogenlunde barndom, så gør det nas fra halsen og ned. Åh, hvor er det hårdt altså. For os – de voksne. Børnene klarer det som regel ret godt. De vinker løs fra bagsædet, når de triller væk, og efterlader en flok betuttede pædagoger, der gør hvad de kan, for at holde tårerne tilbage. Såså, man er vel professionel, livet går videre og blablabla. Hvis du lige dividerer det med to deciliter blødende hjerte og menneskelighed, nærmer vi os et mere realistisk billede. Gudskelov.

En ting er, at man ikke skal være sammen med det barn længere. Det lærer man automatisk at leve med, for der står nye børn klar til at fylde pladsen ud. Det der for mig er svært – og det gælder i øvrigt også med mine klienter – det er slippet. At man ikke længere har lov til at vide, hvad der sker i deres liv, hvordan de har det, hvad de roder sig ud i og (forhåbentlig) ud af, om de er glade, om der er nogle der passer på dem og tager sig af dem. Phew. I går var sådan en dag, hvor et barn skulle videre i systemet. Lunkent.

Jeg har nok aldrig været super glad for farveller. Hvis det stod til mig bestod livet af 100% goddag pimpet med kærlighed. Fuck eksistentielle vilkår, “vi er alle alene” og all that jazz. Jeg stemmer for evig rundkreds og tusind venner på facebook.  Jeg stemmer for bryllupper med 300 gæster og reunion hver weekend. Jeg stemmer på “vi ses snart” som president og på at “farvel” ryger ud i næste ø-råd.

God tirsdag folkens. På glædeligt gensyn!