Stilhed før Storm

Month: June, 2011

Noget for noget

Så nærmer tiden sig, hvor manden og mig pakker vores habengut og dribler vestpå til det store Amerika. Det er så vældig spændende, ja det er så. Og nu kan det godt være, at du lige om lidt har lyst til at klikke videre i en fart, fordi du synes, jeg soler mig lidt rigeligt i mine ferieplaner. Men hvis du bare lige gider at se på de to billeder her et kort øjeblik og måske lige sammenligne dem, og du må også godt blive en lille smule bitter og tænke jeg er en heldig kartoffel…hvis du gider det, så LOVER jeg, at jeg ligger ryg og ører til alle dine fantastiske ferieplaner, når du skal afsted. Stort set hele juli, dvs. når alle mulige andre skal holde deres sommerferie, skal jeg nemlig arbejde. Og så bliver det mig, der er bitterfissen og skal trækkes med det trælse danske mismodige sommervejr, imens du nyder Gardersøen eller whatever. Aftale? Ok. Så tjek lige det her:

Regnen stopper efter vi arriverer (i modsætning til Østjylland, hvor den holder ved helt til mandag – mindst), og selvom det kunne se ud som om solen kan gemme sig bag en sky eller to, så er det mindst 5-10 grader varmere i NY. Mmmmm.

Jeg ved godt jeg er er en hoverende, øretæveindbydende hest lige nu for at påpege det, men husk nu aftalen. Jeg lover at holde min del af den til juli.

Jeg vil ned og roame tøjskabet og lægge en plan for hvor smart og let jeg kan pakke, så der er masser af dejlig plads til de forhåbentlig gode køb, jeg skal gøre mig derovre. Måske med et afsnit Sex and the City på skærmen. Det er classic film night herhjemme i rækkehuset i aften: Cea ser “Schindlers Liste” og søsteren ser “Titanic” med veninderne. Storfilm er lidt meget for mig sådan post-vagt på børnehjemmet pre-ferie, så SATC it is. Eller et eller andet der ingen hjernevirksomhed kræver…

Om selvbevidsthed

Jeg har været til festival i weekenden – sådan er rigtig voksenfestival for alle os, der godt gider stemningen, musikken og øllen, men ikke så godt gider de våde soveposer, tredjedagstømmermændene og den dårlige hud. North Side Festival er navnet, Århus er stedet (læs: tæt på min seng) og tidsrammen på to dage er nogenlunde min topgrænse for hvor meget festival og ballade jeg gider. Perfecto!

Der var meget god musik, men også meget musik, som jeg måske har hørt på P3 nogle gange og så ligesom ikke er kommet videre med. Så til mange af koncerterne stod jeg egentlig bare og lyttede stilfærdigt, hvilket er en tilstand, der giver plads til en hel del selvbevidste refleksioner. Jeg ved ærlig talt aldrig, hvor jeg skal gøre af mig selv til sådan nogle arrangementer. Jeg er ikke så fri en type, at jeg bare giver mig hen til musikken og all that jazz. Med mindre det er noget musik jeg virkelig elsker, så kommer jeg sgu meget nemt til at stå og tænke lidt vel meget over, hvordan jeg tager mig ud.

Det lægger sig lidt op ad snakken omkring mit når-jeg-møder-en-kendt-pose. Jeg vil gerne se ud som om, jeg aldrig laver andet end at stå til koncerter og høre tjekkede bands på den der indie-agtige-laid-back-facon. Not really the case, må jeg jo inddrømme. Mine arme er særligt i vejen. Benene er jeg ved at have fod på (som man siger…). Enten laver jeg den klassiske jeg-er-født-med-så-meget-rytme-i-kroppen-at-jeg-slet-ikke-KAN-stå-stille hoppen med foden, eller også står jeg bare i en halvstor bredstående og ligner en, der ikke kan væltes. Men armene  – altså argh hvor er de i vejen. Har næsten lyst til de bare ikke var der når jeg skulle til koncert. At jeg lige kunne skrue dem af, og ligge dem på tæppet, mens musikken spiller. Har prøvet lidt forskelligt af i tidens løb:

–> En øl i hånden er altid godt. Bortset fra når man skal klappe that is. Dem der kan pifte har det ligesom lidt nemt her. Jeg er jo ikke totalt uimponeret, så vil gerne huje lidt med, når et nummer er slut. Men fordi jeg ikke kan pifte er min eneste huje-mulighed hyl og klap. Og jeg skal da ikke være for fin til at pippe afsted med et lille hyl ind imellem, når jeg er virkelig godt kørende, men som regel bliver klappet det mest passende, og der er øllen bare i vejen. Så prøver jeg nogle gange at holde fadølskruset med tænderne, mens jeg klapper med hænderne. Smart bortset fra al øllen, der ligesom plasker lystigt mod tænderne og overansigtet.

–> Alle mulige versioner af hænder-placeret-på-egen-krop har jeg også været igennem. Hænderne i siden er behagelig nok, men får mig til at ligne at bestemt matrone. I kombination med førnævnte bredstående, ligner jeg supermand. Ikke lige hvad jeg gik efter. Hænderne over brystet er lidt vredladent. Hænderne foldet er let helligt. Hænderne i bevægelse (fx i knips) er lidt for lystigt og ligesom ikke helt cool nok. Til en hiphop koncert er det fedt nok med én hånd bouncende over hovedet, men ellers skal hænderne blive under næsehøjde. Ikke noget med begge hænder over hovedet heller – så bliver det lidt for nyreligiøst for min smag.

–> Så er der jo muligheden for at tage andre mennesker i brug. Måske en af de bedre muligheder for mig faktisk. Har dog i mange år haft en indædt modstand mod “the lovetrain” hvor manden står bag kvinden og de sammen vugger hofterne fra side til side i takt til musikken (så vug dog frem og tilbage i stedet og få noget ud af det!). Modstanden opstod nok i mine singledage, men selvom jeg har haft den dejligste kæreste i mange år nu, så får i mig ikke til at lave the lovetrain. Kan dog godt lide at have en arm om skulderen på en eller anden (helst en jeg kender…). Eller bare stå og snakke lidt. Så slapper jeg også lidt mere af med det.

Gad faktisk godt, jeg kunne slappe mere af med det. Det får man for at læse psykologi: Et styks overopmærksomhed på eget og andres kropssprog. Så gerne. Måske noget egenterapi skulle løsne lidt op for de neuroser….Gode råd til andre koncertposes modtages også gerne her. Jeg kvitterer med en flaske gammel dansk!

Pibevarmer

Min svoger har strikket sig en pibevarmer. Awesome! Go home hipstere med jeres fixie bikes og ray bans – piberygning og morfarstil er det nye sort.

 

Til den lille pik?

Fortæl mig lige engang, hvad det lige er der sker for, at en søgning på “til den lille pik” guider folk forbi min blog…..

Skægt nok.

Voksen-starfucker.

Bare lige som en en opfølger på dette, vil jeg informere om, at jeg under weekendens tur til København så både Yrsa (eller Barbara et-eller-andet-som-spillede-yrsa), gik på Yrsavej ude på Frederiksberg OG (drum roll!) hilste (næsten) på Krummes mor (eller Karen Lise Mynster, som hun vist hedder).

Selvom jeg havde lyst til at falde dem begge om halsen i kåd barndomsnostalgi-rus, så holdt jeg mig naturligvis tilbage og så cool ud på den der det-kan-da-godt-være-du-er-kendt-men-jeg-aner-ikke-hvem-du-er-agtige-facon. Får den som regel kun øvet, når jeg er i storstaden – de eneste kendte der er i Århus er Steffen Brandt og Thomas Helmig og de er efterhånden lidt kedelige. Gider næsten ikke engang iføre mig førnævnte cool attitude, når jeg passerer dem på gaden. Jeg glor på uhæmmet.

God tirsdag til folket – især til min seje lillebror, der lige har hevet en blæret karakter hjem i historie og skal sove velfortjent lur resten af dagen.

%d bloggers like this: