Stilhed før Storm

I dag har bare været en dejlig dag. Jeg har været til konfirmation hos min smukke og seje grankusine Mathilde. En masse glade og veloplagte mennesker fejrede hende, sang for hende og talte til og om hende. Vi skålede for hende, råbte mange Hurra’er både almindelige, korte og lange. Og hun sad midt i det hele og strålede.

Den danske familiefesttradition er en spøjs fætter. Det synes jeg sq. Alle de der ritualer, man bare spørgsmålsløst deltager i i løbet af sådan en fest. Ja, klart, selvfølgelig skal vi alle sammen rejse os op og udråbe et “leve” for fødselaren/konfirmanten/bryllupsparret/etc. Og vi gør det på helt samme måde hver gang – det første lidt tøvende Hurra, og så kommer de to næste med præcis lige lang tid imellem hver eneste gang. Og så nogle gange et langt for at spice det lidt op. Og hvis det skal være rigtig hyl smider man måske lige det helt korte (“hu”) eller suset fra Vesterhavet ind til sidst. Og så skåler man lige bagefter og så klapper man og så sætter man sig ned og spiser videre. Det er altså lidt fascinerende. Hvordan fa’en finder man på sådan noget. Hvor blev det lige bestemt, at det altså er proceduren, når man samles mere end 15 mand om en festlig begivenhed? Hvem er det lige der laver de der spilleregler vi alle spiller efter til den slags? De har saftpedervæltemig (staver man det sådan?) gjort et godt stykke arbejde, for jeg har aldrig hørt nogen sætte sig imod. Man ser det ellers for sig – hvordan en eller anden bare stikker sidemanden en lammer, råber hold kæft og udvandrer i vrede over at der nu igen skal råbes Hurra og synges den der lange sang om at folk skal leve, sættes i glas og ramme og se unge og yndige ud….

Nå, tilbage til dagen i dag. Den smukke konfirmation med den smukke konfirmand. Det jeg egentlig gerne ville sige, hvis jeg kunne fatte mig i noget der bare minder om korthed var, at hvor er det bare uendelig meget ens pligt, at gøre sådan en dag skide god for dem der holder festen! Uanset hvor hjernedødt det kan virke at udføre alle de der semibizarre ritauler, så gør man det gladeligt – det har man bare at gøre – for for den person det handler om, der betyder det bare alverden. For den person der har glædet sig i månedsvis og måske længere og for de personer, der har knoklet for at få sådan en fest til at gå op i en højere enhed,  der har man bare pligt til at more sig og spæde til og gøre alt hvad man overhovedet kan for at dagen bliver lige så fantastisk, de kunne ønske sig. For mig er det som regel ingen sag, for jeg er en sucker for familie og alt det der – jeg elsker det virkelig. Ritualer and all. Love it.

Men der er også nogle, der kan have den der attitude af, at hele verden handler om mig, og hvis jeg keder mig til den her fest, så kan i træde jer selv i munden på, at jeg ikke lægger skjul på det. Hvis jeg har tømmermænd, så sidder jeg og hænger. Hvis jeg er i dårligt humør, så kan min borddame sidde og tørste. osv osv osv i en ugidelig evighed. Dem var der heldigvis ingen af til den her fest! Hvis der var, havde de fået en god gammeldags Peter Bastian opsang: “Hæv bundgrænsen kammerat! Det der kendetegner et modent og voksent menneske er evnen til at bære vægten af ens eget indre liv uden at ryste på hånden og uden at forstyrre andre med det!” Hånden på hjertet, så er det jo ikke alle dage, man er lige meget i stødet og har lige meget lyst til at strikke en samtale op med en totalt ukendt bordherre. Men helt ærligt – det skal du bare! Det skal du bare, når andre gør sig den ulejlighed at invitere dig til fest. Basta!