Stilhed før Storm

For nogle år tilbage arbejdede jeg som handicaphjælper. Jeg skulle møde ind på døgnvagter meget tidligt om morgenen. Og så sad jeg og kiggede rundt på de andre trætte mennesker i bussen på vej derud og tænkte på, hvilke jobs de mon havde og hvad de mon var på vej til. Jeg møgprojiterede alle mulige forskellige ting over på dem, og ville altid ønske at jeg skulle det jeg troede de skulle…som man siger.

I mange år har jeg “arbejdet med mennesker”. På mange forskellige måder. Min kæreste arbejder med computere (altså han har menneskekollegaer, som han arbejder med, men det er mest computere han arbejder på…håber jeg…….anyways). Nogle gange misunder jeg ham virkelig, at den slags software, han kan have problemer med kan løses med tålmodighed og teknisk snilde.

Jeg er også tit jaloux på blomsterhandlerne. Blomster er sådan rimelig tilregnelige og så dufter de virkelig godt. Og er så smukke. Og simple. Hver gang jeg træder ind i blomserbutik, falder jeg helt i svime over alle blomsterbinderierne og så drømmer jeg lidt om hvordan livet som kreativ blomsterdame mon ville være…måske med eget keramisk værksted og sådan…

Og så alligevel….

Alligevel så elsker jeg faktisk virkelig mit job. Jeg er faktisk helt vild lykkelig i den profession jeg har valgt at være/blive en del af. Der er faktisk ikke noget mere fantastisk end at komme ud fra en terapitime, hvor man har mærket en god kontakt og har set et menneske rykke sig og vokse. Det er dybt rørende, når mine klienter har lyst til at dele noget meget fint og privat med mig. Noget som måske endda gør meget meget ondt.

Der er heller ikke noget mere livsbekræftende end at være med til at give en af børnene på børnehjemmet en god dag. Og en oplevelse af, at voksne også er gode mennesker, man godt kan regne med. Og man kan se at der falder ro over deres små kroppe, at bangeknuderne i maverne løsnes lidt og deres hoveder bare engang imellem kan optages af den slags ting som børnehoveder skal være optaget af.

Når folk spørger mig om det ikke er hårdt at arbejde med det jeg arbejder med, så er mit svar tit at det er det egentlig ikke. Og det er kun en halv sandhed, for nogle gange er det virkelig hårdt. Og jeg bliver ked af at gode mennesker udsættes for skrækkelige ting. Den anden halve del af sandheden er til gengæld at det er det hele værd. Al ked af det heden, vreden, magtesløsheden, uretfærdighedsfølelsen og den store weltschmertz er det hele værd, så længe folk bare bliver ved med at kæmpe for (at få) det bedre.  Og det gør de heldigvis, de mennesker jeg arbejder med.