Stilhed før Storm

Tag: Hverdagsliv

Omstillingsparat – Omstillingssmart – Omstillingsapparat…

Nogle gange kan jeg altså godt glæde mig til den dag jeg kun har ét job. Jeg ved godt, at det er vildt priviligeret overhovedet at have et job i disse tider, så jeg klager ikke. Ikke et pip. Men er I klar over hvor svært det er, at omstille sig fra 8-timers børnehjemsarbejde med rugbrødsmadder, tisbleer, konflikter og et absolut syret aktivitetsniveau til en terapitime, med stearinlys, identificering af forsvar, stilhed og tålmodighed. Eller fra to dages ISTDP-kursus med dyb koncentration og nørderi i ét emne, til halvanden dags højproduktiv seminaropgaveskrivning i et helt andet emne. Og fra det videre til personalemøde på mit frivillige arbejde med endnu tusind emner på dagsordnen. Huhej hvor det går!

Jeg er meget glad for alle de ting jeg laver og vil ikke umiddelbart være villig til at droppe noget af det eller bytte noget af det væk for noget andet. Altså lidt mere fritid, ville da ikke skade. Og kan da også have dage, hvor jeg synes det er temmelig hårdt at starte på nyt job. Og uger hvor studiets ubønhørlige krav om endnu en opgaveproduktion, synes en smule belastende. Men all in all – når alt kommer til alt – så synes jeg, de ting, jeg har fyldt mit liv op med, holder temmelig meget.

Hårdt er det tit – kedeligt er det aldrig. Det er formentlig en utopi at kravene til instant fokusskift og multitasking bliver mindre med tiden, så i stedet for at overveje at skrue lidt ned for aktivitetsniveauet, positivt reformulerer jeg det bare til en træningslejr. Ikke så meget stilhed før storm over det, men når stormen engang sætter ind, og hvis jeg vel og mærke ikke ligger rystende i udbrændt fosterstilling inden jeg når så langt, så er jeg så åndsvagt meget i multitasking-omstillings-fokusskifte-træning! Og så satser jeg på, at det der med mobiltelefoner er en døgnflue, så man er nødt til at gå tilbage til fastnet og de helt gamle omstillingscentraler. Der tror jeg nok jeg vil kunne gøre nytte med al den omstillingserfaring – måske jeg oven i købet kunne provide en service, hvor jeg lige diskret kunne snige en terapeutisk intervention eller to ind i folks samtaler….

Suk – jeg er så meget et gennemskueligt symptom på det senmoderne samfund. Jeg gør nøjagtigt, som der bliver bedt om – jeg er alt det de beder om man skal være i 9 ud af 10 jobopslag: Fleksibel, omstillingsparat og med mod på nye udfordringer. Goddammit, der har bare at være et job klar til mig, den skønne dag jeg bliver færdig, når jeg nu har gjort mig så ubevidst umage med at have tusind bolde i luften igennem hele min studietid!

“Sometimes it’s okay if the only thing you did today was breathe”

Det er fredag og det går lidt bedre med travlheden. Faktisk har jeg fået omprioriteret lidt og den næste måned ser nu ok lys og overskuelig ud. Ikke hel så lys som måneden efter, som er fyldt med sommerferie, solskin, jordbærmadder, kærlighedsferie til NY, koncerter og andet rart. Det er ikke ret meget, der kan sammenlignes med den der følelse af at have en lang sommerferie foran sig, uden at komme til at se lidt bleggråt og fesent ud, men ikke desto mindre er maj nu lidt mindre bleggrå og lidt mere lyseblå.

Det skyldes ikke mindst at jeg nu har fået organiseret min opgaveskrivning i en nogenlunde struktureret hverdag, med en genial skrivemakker. Ligeså til-vanvids-drivende det kan være at skrive opgaver i grupper, der ikke fungerer, ligeså pissefedt kan det være når et samarbejde er godt. Og det er det virkelig!

Nå, jeg snakker. Det jeg egentlig gerne ville vise, var denne fine illustration jeg tilfældigt (?) fandt her, da bølgerne gik aller højest:

I really like it! Tror den skal på opslagstavlen, som en lille casual chillpill-reminder til præstationsaben –  ja, det er det jeg nu konsekvent kalder mit præstationskompleks i eksternaliseret form. Et lille egenterapeutisk mindtrick. Smart smart.

God weekend!

Forklædt som A-menneske…

Jeg har tonsvis af ideer til ting og sager jeg gerne vil dele med Jer på bloggen her. I dag er jeg bare for træt til at gøre noget af det…

Jeg er ud af en familie af lutter A-mennesker. Vi kan somend godt sove længe, men at sove til kl. 9 eller mere er forbundet med en sort sky af dårlig samvittighed over for dagen der bare går og går og går, mens man ligger og chiller under dynen. I nogle år, hvor kæresten og jeg boede alene sammen, lod jeg mig influere (inficere?) af hans herlige B-menneskelighed og kom alt for sent i seng og stod alt for sent op. Da vi for et par år siden rykkede ind i rækkehuset sammen med lillesøsteren, kom også den dårlige samvittighed over post-9AM-snoozen snigende sammen med hende. Ikke at hun tvinger mig op, men det ligger bare i luften – indflydelsen fra barndomshjemmet personificeret i søsteren min, der 6 ud af 7 dage om ugen sidder nyvasket, velsoigneret og sund morgensmadsspisende på køkkenbænken når jeg kommer luskende op ad trappen. Det lugter af “kom så op og få noget ud af dagen” og det lugter så grimt, at jeg må smække dynen til side, kysse en ofte tungt sovende Cea godmorgen og stå op.

Det er jo fornuftigt og godt nok, bevares. Det er da lidt spild af liv at ligge der og sove. Absolut. Men nogle dage bør man bare tillade sig at sove længe, for man er jo intet værd, selvom man står op. Startede som sagt på fantastisk spændende nyt job i går, og skal afsted igen i dag, og burde unde mig selv en lang morgenlur (særligt fordi jeg har drømt om fornævnte nyt job hele natten og slet ikke føler jeg har sovet). Så her sidder jeg. Kigger ind i skærmen. Klokken er 9.45 og jeg tænker kun på, om det er for tidligt at tage en middagslur?

Forresten. Så vil jeg bare lige sige, at det der med at man kan sove, når man bliver gammel er noget bullshit! Jeg kender INGEN gamle mennesker der sover godt om natten! Jeg ved ikke om det er alt det livet har gjort ved dem, der holder dem vågne, men løgn er det. Falsk markedsføring. Garanteret noget man har skudt os unge i skoene fordi ældrebyrden tynger vores ungdomssløvssindsbefængte skuldre og vi skal holde os igang og igang og igang.

Frist ikke….

…svage sjæle aka. mig.

Sidder ved mit rodede spisebord og nørkler med problemformuleringen til en seminaropgave. Er lige der i processen, hvor det virker fuldstændig urealistisk, at der nogensinde kommer 20 siders ok acceptabelt stykke opgave ud af det tankefreakshow, der findes i mit hoved (og på tusind lapper papir rundomkring) lige nu. Har slet slet ikke tid til at sidde her på køkkenbænken og gå i selvsving – skal starte på nyt job om to timer, og det ville skisme være rart hvis jeg til den tid havde bare lidt mere orden i hovedet.

Og just som jeg er allermest demoraliseret og forvirret kommer pakkepostmanden. Og det er noget farligt post for en svag sjæl som mig. Det er fra amazonen den lurendrejer. Han kommer med eventyrligt bogguld hentet ud fra det store skatkammer et sted i England. Han kigger på mig, med sine små grønne øjne og lokker mig fordærv.

Med denne skat….

Oh ve! Hvordan skal jeg dog kunne modstå fristelsen, til at sætte mig ud på terrassen med skatten i favnen og lade problemformulering være problemformulering en lille bitte dag til? Forslag modtages gerne….men skynd jer før jeg falder i!

PS: Jeg ved godt jeg måske kom til at love jer et billede af mit nye hår for nogle indlæg siden. Jeg har ikke glemt det. Jeg skal bare lige have samlet mod…

Springer lige mandag over….

 

I dag er en af de der dage, hvor jeg allerede nu (kl. 10.07) kan mærke, at jeg kommer til at overspringshandle igen og igen og igen….

Alt for mange ting jeg burde lave og alt for mange ting jeg hellere vil, er en farlig kombination sådan en mandag formiddag. Resultatet er ofte, at jeg laver en masse ting som jeg normalt ikke rigtig gider (hvis det nu var weekend og jeg virkelig havde frit spil en hel dag). Sådan nogle småtrivielle peachmelba agtigt kedelige ting. På den måde undgår jeg at lave det jeg virkelig ikke rigtig helt synes jeg orker eller kan overskue, og samtidig straffer jeg mig selv lidt, fordi jeg helt ærligt bare burde hæve bundgrænsen og komme i sving.

Anyways.

Jeg går igang nu….

Når jeg lige har vandet blomster….

Og lavet the….

Og tjekket post….

Og facebook….

Og mail….

Og hængt tøj op….

Og tjekket facebook igen….

Og skammet mig over ikke at være kommet igang….

Og liiiige tjekke facebook en sidste gang…

Og varmet theen op igen….

Og SÅ starter jeg….

Med mindre………?