Stilhed før Storm

Er i der stadig?

Hvorfor er der så stille på bloggen, spørger i nok? Var det det? 100 indlæg og så slut-prut-fimame?

Nejnjenej, så let slipper i somend ikke. Jeg bliver ved lidt endnu. Men det er bare det, at jeg siden jubilæet har været enten tømmermændsramt/træt eller ude af huset. Og det er bare ikke – skulle jeg hilse at sige – de mest optimale forhold for en livlig blog.

Nå men siden sidst. Ja – altså der var jo det med valget. Jeg var i tvivl til det sidste og måtte coaches af Cea henover morgenkaffen. Som datter af det Vestjydske læner jeg mig nok mere mod det blå og i et anfald af moralsk panik og afgrundsdyb bekymring over Danmarks økonomiske fremtid overvejede jeg om krydset skulle sættes ved den fornuftige økonomisk ansvarlige Løkke og hans kumpaner. Jeg blev dog ved mandens hjælp gelejdet tilbage over midten og endte med at stemme Radikalt. Som jeg egentlig hele tiden havde tænkt jeg ville. Og det er ikke fordi at bekymringen er væk, og det er ikke fordi jeg er nede med det der om forandring bare for forandringens skyld. Og når det så er sagt. Så magter jeg simpelthen ikke at høre på Helle T. i oppositionen i fire år mere. Så nu må hun vise hvad hun kan og jeg håber saftsusemig at noget af det hun kan er konfliktløsning og mægling….og måske få lært Villy-boy noget engelsk, hvis han skal være udenrigsminister. God save us all.

Jeg drømte i nat, at det var Pia K der skulle udpege regeringen. Så valgte hun en af mine gode veninder, Anne, til udenrigsminister hvilket gjorde Villy så forurettet at han kastede sig ud fra en bygning. Jeg selv blev valgt til Vækst- og Ideminister, hvilket kom noget bag på mig, eftersom jeg ikke erindrede nogensinde at have stillet op til et folketingsvalg. Desuden er der blevet talt så meget om vækst i den her valgkamp at begrebet er blevet sådan helt tomt for mig. Lidt ligesom når man siger et ord rigtig mange gange. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Hvad fanden er en sok? Hvad fanden er vækst? Anyways – den del af titlen intimiderede mig i hvert fald. Den anden del af titlen bad jeg nogle af mine venner om råd omkring, da jeg ellers var bekymret for at min eneste ide var, at alle skulle have Mac. Tal om indoktrinering Cea!?

Jeg har ikke fået nok af valg endnu. For første gang i mange år synes jeg politik er spændende og det gør ikke noget at det også pepper mine drømme lidt op. Forleden drømte jeg at mine tænder faldt ud og det var helt seriøst så grimt og ubehageligt, at jeg til enhver tid vil foretrække at lege macminister i Drømmeland i stedet.

Jubilæum

Tillykke tillykke til mig – eller til bloggen – post no 100 i dag.

Tænk at jeg hele hundrede gange har bildt mig selv ind, at jeg havde noget vigtigt at fortælle.

Der kan godt gå lidt præstationsangst i den, når man sådan skal skrive et jubilæumsindlæg. Det bør måske være lidt sjovere, eller skarpere, eller mere alvorligt. Men der bliver simpelthen sagt så mange alvorlige ting for tiden og der bliver sagt ting som “vækst” og “økonomi” med en dyb ryst og dybe rynker mellem brynene. Så sådan et bliver det ikke. Men apropos det – så ved jeg da ikke om det er tilrådeligt at få en statsministerinde, med en pande så glat som en barnenumse – vil hun være i stand til at få danskerne til at rette ind og fx arbejde mere, hvis hun ikke kan kigge dem olmt i øjnene og folde panden i plisse? Nå. Det var blot en tanke. Jeg ved endnu ikke med sikkerhed hvor krydset skal sættes i morgen…

Jeg har været tilbage i gemmerne og kigge på mit allerførste indlæg. I dagens anledning synes jeg det skulle have en renæssance. Og så vil jeg også gerne sig tak. Tak fordi i gider læse med. Selvom jeg ikke helt ved hvem I mon er – alle mine kære læsere – så er jeg pivlykkelig over hver eneste der klikker forbi.

“Om en stræben mod det enkle liv og en kærlighed til ting der glimter”

Kom en nat til at se et rerun af DR2s ”Bonderøven”, og selv om jeg af min ærkeøkologiske, langskæggede, stråhattebærende landmandsonkel fra Salling har fået at vide, at han er mere bondefanger end bonderøv (spørg ikke hvorfor), satte programmet nogle tanker i gang hos mig. Særligt hans introsætning om at meningen med hans levevis ikke er at leve som i syttenhundredetallet, men snarere et forsøg på at ”leve lidt mere enkelt”.

Klart! God ide! Det vil jeg virkelig også gerne selv! Jeg har en drøm om at leve lidt mere simpelt, grounded og uomgivet af materielle ting. At skrabe alt det overflødige væk og komme ned til det der er vigtigst. Kun omgive mig med det allermest nødvendige og derved skabe plads til alt det der godt må fylde lidt mere.

Bare.leve.livet.lidt.mere enkelt…

Omvendt må jeg jo også erkende, at jeg elsker fine ting der glimter i lyset og faktisk finder jeg stor glæde ved at have skabe og hylder fyldt til randen med betydningsfuldt ragelse. Jeg er en ravn af værste skuffe! Jeg propper ting ind i mit hjem og på min krop og nyder hyggen og skønheden de bringer med sig.

Jeg kan jo også godt lide de bekvemmeligheder det mere materielt orienterede liv bringer med sig. Misunder ikke Bonderøvens søde kæreste Henriette, at hun skal lave julemiddag og havregrød på et gammelt brændekomfur, når jeg nu selv vha. mit induktionskomfur kan lave havregrød på to minutter. Til gengæld har jeg en smart ovn, vis 50-siders lange manual jeg ikke har orket at sætte mig ind i, og derfor ikke helt ved hvordan virker…

For et par år tilbage havde jeg indbrud i min lejlighed og de stjal en masse fine ting – en masse personlige ting. Jeg blev vildt ked af det, men fik i den forbindelse også den tanke, at hvis jeg ikke havde haft alle de her fine ting, så ville de ikke kunne tage det fra mig. Så ville jeg blive en lille smule mere usårlig. Så kunne de bare komme an! Omvendt tror jeg heller ikke det vil gøre mig glad.

Som med så meget andet her i livet er det vel en balancegang mellem på den ene side at stræbe mod det mere simple og samtidig erkende, at det ikke er nemt at være bonderøvsenkel i et samfund, der nogle gange kræver at man kan lave havregrød til hele familien på to minutter.

Dette blev ikke det mest højfilosofiske indlæg – nok mere et strejf af nogle tanker der har rodet mit hoved lidt tid. Ikke desto mindre er det noget, der ikke underligt fylder for mange mennesker – blev af min kæreste gjort opmærksom på, at der er flere danskere der ser ”Bonderøven” end ”Vild med dans”.
Det siger jo ikke så lidt…

Åh svensken…

Nogle dage er det bare lidt mere op ad bakke end andre. Da jeg selv hang lidt i bremsen hele søndag og med skam må svede alkohol og McDonalds”mad” ud igennem mine fedtstoppede porrer i aften til yoga, glæder det mig at man i vores afholdte naboland også kan have problemer dagen derpå.

Billedet er fra BT.dk og resten af artiklen kan læses her. Hvis man har brug for det. For selvom JPs nye reklame (som min seje kæreste i øvrigt har været med til at lave) påstår at 1000 ord siger mere end et billede, så gør det her billede mig nu særdeles opløftet.

Aarhus –> Østblokken

Man skal sgu være opmærksom når man skal med bussen hjem fra Århus rutebilstation. Det kan gå grueligt galt….!

20110909-110433.jpg

20110909-110449.jpg

Who run the world?

Jeg tror jeg stemmer på Beyonce. Altså hvem har brug for orden i husholdningsbudgettet, når man har sindssvagt seje moves, hyæner i snor og alle pigerne i ryggen?

 

Når det nu er sådan, at hun ikke stiller op i min eller nogen anden valgkreds, må jeg jo tænke ud af boksen efter devisen “hvem er borgens svar på Beyonce”. Og der er vist ingen tvivl – se blot her:

De mestrer i hvert fald begge disciplinen “at se cool ud i ørkenlignende landskab”…

(Billedet af Magrethe V. tilhører De Radikale Venstre).