Stilhed før Storm

Hvorfor er der så stille på bloggen, spørger i nok? Var det det? 100 indlæg og så slut-prut-fimame?

Nejnjenej, så let slipper i somend ikke. Jeg bliver ved lidt endnu. Men det er bare det, at jeg siden jubilæet har været enten tømmermændsramt/træt eller ude af huset. Og det er bare ikke – skulle jeg hilse at sige – de mest optimale forhold for en livlig blog.

Nå men siden sidst. Ja – altså der var jo det med valget. Jeg var i tvivl til det sidste og måtte coaches af Cea henover morgenkaffen. Som datter af det Vestjydske læner jeg mig nok mere mod det blå og i et anfald af moralsk panik og afgrundsdyb bekymring over Danmarks økonomiske fremtid overvejede jeg om krydset skulle sættes ved den fornuftige økonomisk ansvarlige Løkke og hans kumpaner. Jeg blev dog ved mandens hjælp gelejdet tilbage over midten og endte med at stemme Radikalt. Som jeg egentlig hele tiden havde tænkt jeg ville. Og det er ikke fordi at bekymringen er væk, og det er ikke fordi jeg er nede med det der om forandring bare for forandringens skyld. Og når det så er sagt. Så magter jeg simpelthen ikke at høre på Helle T. i oppositionen i fire år mere. Så nu må hun vise hvad hun kan og jeg håber saftsusemig at noget af det hun kan er konfliktløsning og mægling….og måske få lært Villy-boy noget engelsk, hvis han skal være udenrigsminister. God save us all.

Jeg drømte i nat, at det var Pia K der skulle udpege regeringen. Så valgte hun en af mine gode veninder, Anne, til udenrigsminister hvilket gjorde Villy så forurettet at han kastede sig ud fra en bygning. Jeg selv blev valgt til Vækst- og Ideminister, hvilket kom noget bag på mig, eftersom jeg ikke erindrede nogensinde at have stillet op til et folketingsvalg. Desuden er der blevet talt så meget om vækst i den her valgkamp at begrebet er blevet sådan helt tomt for mig. Lidt ligesom når man siger et ord rigtig mange gange. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Hvad fanden er en sok? Hvad fanden er vækst? Anyways – den del af titlen intimiderede mig i hvert fald. Den anden del af titlen bad jeg nogle af mine venner om råd omkring, da jeg ellers var bekymret for at min eneste ide var, at alle skulle have Mac. Tal om indoktrinering Cea!?

Jeg har ikke fået nok af valg endnu. For første gang i mange år synes jeg politik er spændende og det gør ikke noget at det også pepper mine drømme lidt op. Forleden drømte jeg at mine tænder faldt ud og det var helt seriøst så grimt og ubehageligt, at jeg til enhver tid vil foretrække at lege macminister i Drømmeland i stedet.