Stilhed før Storm

Politiken bragte i går denne kronik og nu bringer jeg den videre til Jer, mine kære læsere. Her er starten og hvis du trykker her (og det gør du, fordi det er vigtigt og spændende og tragisk) så kommer ud ind på hjemmesiden og læser resten.

Jeg har arbejdet på sådan et sted som Skodsborg observations- og behandlingshjem. Af hensyn til forældre, børn og kollegaer på stedet siger jeg ikke hvor. Til gengæld skriger jeg til himlen, at Barnets Reform er en uigennemtænkt reform, der prøver at pakke inhumane nedskæringer ind i floskler om, hvad der er barnets tarv. For ja – det er rigtigt, at børn har bedst af at være i trygge rammer med nære voksne og forudsigelighed. Og ja – det er rigtigt, at det er langt det bedste for de fleste børn at være i et familiært miljø og ikke på en institution. Det er ikke fedt at være barn på en døgninstitution, men nu skal jeg fortælle dig hvad der er meget meget mindre fedt end det.

Det er ikke fedt, at være fem år og se mor helt væk på sofaen i en syvhestes brandert og med trusserne hængende nede om anklerne, fordi papfar nummer ti lige var forbi en tur. Der er desværre ikke noget sted, de kan køre mig hen, fordi kommunen har nedlagt alle pladserne. Jeg må lige vente til der bliver en plejefamilie klar. Så det gør jeg så, mens jeg prøver ikke at vække mor.

Det er ikke fedt, at være infantil autist og retarderet, fordi jeg er vokset op i en familie, hvor hverken mor eller far har snakket med mig  og så bagefter komme ud i en plejefamilie, som ikke forstår hvad jeg siger, når jeg aldrig har haft og aldrig får ord at bruge. Det er heller ikke fedt for den familie, der uforvarende siger ja til at tage mig ind, når de først finder ud hvor besværligt et barn jeg er og hvor store behov jeg faktisk har.

Det er ikke fedt, at være blevet på sendt på børnehjem med en besked om, at jeg var for umuligt et barn til at have hjemme. Jeg gør det jo ikke med vilje. Jeg bliver bare let umulig, når jeg kan mærke, at der ikke er nogle der vil have mig. Og nu har jeg været i tre plejefamilier, som heller ikke kunne lide mig, fordi jeg var grim og dum og åndssvag. Gad vide hvorfor jeg overhovedet skal være her. Der er jo ingen der kan holde mig ud.

Det er ikke fedt at jeg ikke kan blive boende i den her familie som kommunen har sendt mig ud i, fordi plejemor og plejefar hele tiden skændes med mor og far. Og de kan ikke blive enige om, hvor længe jeg må være sammen med dem, og hende inde fra kommunen har ikke tid til at hjælpe os, så nu har plejemor og plejefar sagt at de desværre ikke kan have mig boende længere. Så nu skal jeg ud til en anden familie. Måske kan de heller ikke lide mig der.

Det er ikke fedt at være plejemor og have sagt ja til en dreng, der på papiret virkede sød og dejlig, men som i virkeligheden splitter min familie ad, fordi han hele tiden skriger og slår. Jeg kan ikke rumme hans forældre, der hele tiden kommer rendende og truer med at stikke af med ham og jeg er bange for at være alene hjemme. Mine andre børn lider under det og jeg orker det ikke rigtigt mere…

Sandheden er, at man forventer det umulige af døgninstitutioner. Det er rigtigt, at ham der “forskning” peger på, at børn der er vokset op døgninstitutioner ikke klarer sig særlig godt sammenlignet med andre børn. Selvfølgelig. Selvfølgelig gør de ikke det. For de her børn er allerede når de træder ind i verden skudt helt tilbage i feltet – de har de dårligste odds af alle. De har en mor og en far, der formentlig selv er vokset op på børnehjem og som ikke har den fjerneste ide om hvordan man er en mor eller en far. Der er ingen døgninstitution eller plejefamilie i verden, der kan erstatte det tab, der for et barn ligger i at mor og far ikke kunne være der for mig. At de ikke kunne passe på mig. Hvor meget de end ønskede det. Så man starter i minus ti og det er en bragende succes, hvis man kan arbejde sig op til 0 og videre. Det grænser efter min mening til idioti, når man baserer så vigtige beslutninger, som det er, at nedlægge det ene børnehjem efter det andet, på såkaldt evidensbaseret viden om, at børn fra børnehjem ikke klarer sig godt. Så se dog på børnene og ikke på tallene. Det er meget mere komplekst end som så.

Det der sker er, at man erstatter specialviden og høj faglighed med velmenende plejefamilier. Når børnene akut fjernes hjemmefra, kommer de på et observationsbørnehjem. Ja sådan har det i hvert fald været indtil nu. Jeg kan love jer for, at de kun er der i den tid det er nødvendigt. Vi holder ikke på dem. Vi vil gerne have dem ud i en god plejefamilie så hurtigt som muligt. For alle der arbejder på børnehjem, ved godt, at det er det bedste for barnet at være i en ramme, der er så familiær og tryg som mulig. Det vi bruger tiden på, er at lære barnet rigtig godt at kende. At passe på barnet og blive klog på barnet. At lære forældre og søskende at kende, og sikre os, at også de bliver taget godt imod af de mennesker, der fremover skal passe på deres søn eller datter. At sikre os at barnet er i en sådan forfatning, at en plejefamilie vitterligt er den bedste løsning. Og hvis det ikke er det, så finder vi et sted, der kan sikre, at barnet med de største vanskeligheder også får den mest kompetente behandling. Når vi vurderer at barnet er tilstrækkeligt rigt beskrevet, leder vi efter den plejefamilie som kan rumme lige præcis det unikke barn med de unikke udfordringer han eller hun har. Når plejefamilien melder sig møder vi dem og de møder os, barnet og forældrene og langsomt overdrages ansvaret for barnet til dem. I et tempo hvor alle kan være med, og hvor alle ved hvad de går ind til.

En plejefamilie kan være verdens bedste svar for et barn, men det kan også ende med at være verdens allerværst tænkelige svar. Man kan simpelthen ikke byde, hverken børn, forældre eller plejeforældre, at skære det led væk, der sørger for at alle involverede parter har sjælen med i det. Det kan man bare ikke. På en dag hvor de nye ministre står storsmilende på Amalienborg og proklamerer at de er klar til at trække i arbejdstøjet, sender jeg en stor bøn deres vej, på vegne af børn, forældre og plejeforældre.