Stilhed før Storm

Children Full of life – udvidet heppekor!

Okay, så jeg er lige nødt til at sige lidt mere om “Children full of life”.

Tænk engang at gå i 4. klasse og have en lærer, der starter med at erklære, at målet for de næste to år er at lære, hvordan man lever et lykkeligt liv og hvordan man passer på andre mennesker  – at vi kun har et liv, så skulle vi ikke tage at nyde det? Sådan en lærer er Toshiro Kanamori. Hver dag skal børnene skrive notebookletters og skiftevis læser de op for klassen. I brevene skal børnene skrive om deres sande indre tilstande. Om hvad de føler, tænker, frygter og oplever. Historierne vækker genklang og et barns historie om hans bedstemors død, hjælper de andre børn med at lukke op for deres smertefulde historier om alt for tidlige møder med livets endeligt. Jeg bliver simpelthen så rørt, når jeg ser hvor kærlige, omsorgsfulde og respektfulde børn i 4.klasse kan være overfor hinanden, når de støttes og skubbes blidt af et menneske som Kanamori. Der er ingen berøringsangst. Der er ingen tabuer. Død, mobning, uacceptabel opførsel, bliver alt sammen genstand for læring og mulighed for udvikling.

“Empathy is the greatest thing.There’s an expression I love: Let people live in your heart. There’s no limit on numbers. They tell their stories and everyone shares their feelings. When people really listen, they live in your heart forever. That’s the great significance of these notebook letters”.  

Hvor svært kan det være? 🙂 Det lyder så banalt og simpelt (måske næsten corny), men jeg kan blive så frustreret over at se, hvor indviklet vi efterhånden har gjort det for os selv herhjemme i vores skoler. For lærerne ikke mindst. Det er jo ren svir for en kommende psykolog, at se hvordan børnene under kyndig guidning kan hjælpes til at dele deres inderste på en sund måde. Jeg ville ønske vi i Danmark kunne få bare en flig af samme åbenhed ind i den måde vi bedriver opdragelse og læringsvirksomhed på overfor vores børn. Glem alt om elevplaner, nationale tests (af tåbelig paratviden) og ipads. Det er det her der er vigtigt – det andet skal de nok lærer, hvis de får brug for det.

Hvis det ikke var fordi det brød med at par af psykologiens andre væsentlige principper (tilknytning og den slags), shippede jeg mine kommende 4-klassesbørn med ekspresstog til Japan. Må i stedet smide en bøn til himmels (eller mod undervisningsministeriet), med håb om plads til lærere som mr. Kanamori, der tror på at lærerens job, er at vise børn, hvor værdifuldt livet er.

PS: I was not shitting you about the crying. 1.5. minute inde i endnu et gensyn med sidste afsnit stod der faretruende meget vand i øjnene….


Children full of life og god weekend!

Det er fredag. Og det er vidunderligt! Ordineret er et styks indholdstom weekend efter en uge, hvor jeg “kom til” at arbejde fuld tid på børnehjemmet ved siden af specialeskrivningen.

Det er fødselsdag. Og det er skønt. Lillesøsteren bliver 23 (og ikke 22, som jeg i et ubevidst forsøg på ikke at anerkende tidens gang, konsekvent bliver ved med at ønske hende tillykke med).

Det er isnende udenfor. Hvilket de også har opdaget på Godmorgen Danmark, hvor de ikke undlader at bruge 80% af programmet på gispende af kulde at rapportere om, HVOR koldt det nu faktisk er i Danmark. Åh, det er virkelig et program jeg har et voldsomt ambivalent forhold til. Tænder altid for det, og bliver også altid irriteret og morgenbitter. På samme tid elsker og hader jeg banaliteten i deres indslag – jamen, er der nogen sinde nogen, der har lært noget nyt af at se GMD? Nåååå, det er sådan man skal barbere sine ben, Nååå det er den nutella der er bedst til prisen, Nåååå det er det man bruger til at afkalke sin elkeddel….I think not).  Heldigvis er Mikkel Beha et sømandshunk og mere grund behøver jeg vel ikke give mig selv.

Det er en smuk dag og en smuk dag kræver noget smukt til sindet. Og jeg har noget til dig. Kan faktisk ikke huske, om jeg har vist det før, og hvis jeg har så pyt. Så får den lige en omgang mere i manegen – den kan den nemlig godt holde til: “Children Full of Life”. Sidst jeg så det stortudede jeg i en time – det er rørende og smukt og det er absolut nødvendigt, at du giver dig selv en times fri, til at se den.

 

%d bloggers like this: