Stilhed før Storm

Tillykke tillykke til mig – eller til bloggen – post no 100 i dag.

Tænk at jeg hele hundrede gange har bildt mig selv ind, at jeg havde noget vigtigt at fortælle.

Der kan godt gå lidt præstationsangst i den, når man sådan skal skrive et jubilæumsindlæg. Det bør måske være lidt sjovere, eller skarpere, eller mere alvorligt. Men der bliver simpelthen sagt så mange alvorlige ting for tiden og der bliver sagt ting som “vækst” og “økonomi” med en dyb ryst og dybe rynker mellem brynene. Så sådan et bliver det ikke. Men apropos det – så ved jeg da ikke om det er tilrådeligt at få en statsministerinde, med en pande så glat som en barnenumse – vil hun være i stand til at få danskerne til at rette ind og fx arbejde mere, hvis hun ikke kan kigge dem olmt i øjnene og folde panden i plisse? Nå. Det var blot en tanke. Jeg ved endnu ikke med sikkerhed hvor krydset skal sættes i morgen…

Jeg har været tilbage i gemmerne og kigge på mit allerførste indlæg. I dagens anledning synes jeg det skulle have en renæssance. Og så vil jeg også gerne sig tak. Tak fordi i gider læse med. Selvom jeg ikke helt ved hvem I mon er – alle mine kære læsere – så er jeg pivlykkelig over hver eneste der klikker forbi.

“Om en stræben mod det enkle liv og en kærlighed til ting der glimter”

Kom en nat til at se et rerun af DR2s ”Bonderøven”, og selv om jeg af min ærkeøkologiske, langskæggede, stråhattebærende landmandsonkel fra Salling har fået at vide, at han er mere bondefanger end bonderøv (spørg ikke hvorfor), satte programmet nogle tanker i gang hos mig. Særligt hans introsætning om at meningen med hans levevis ikke er at leve som i syttenhundredetallet, men snarere et forsøg på at ”leve lidt mere enkelt”.

Klart! God ide! Det vil jeg virkelig også gerne selv! Jeg har en drøm om at leve lidt mere simpelt, grounded og uomgivet af materielle ting. At skrabe alt det overflødige væk og komme ned til det der er vigtigst. Kun omgive mig med det allermest nødvendige og derved skabe plads til alt det der godt må fylde lidt mere.

Bare.leve.livet.lidt.mere enkelt…

Omvendt må jeg jo også erkende, at jeg elsker fine ting der glimter i lyset og faktisk finder jeg stor glæde ved at have skabe og hylder fyldt til randen med betydningsfuldt ragelse. Jeg er en ravn af værste skuffe! Jeg propper ting ind i mit hjem og på min krop og nyder hyggen og skønheden de bringer med sig.

Jeg kan jo også godt lide de bekvemmeligheder det mere materielt orienterede liv bringer med sig. Misunder ikke Bonderøvens søde kæreste Henriette, at hun skal lave julemiddag og havregrød på et gammelt brændekomfur, når jeg nu selv vha. mit induktionskomfur kan lave havregrød på to minutter. Til gengæld har jeg en smart ovn, vis 50-siders lange manual jeg ikke har orket at sætte mig ind i, og derfor ikke helt ved hvordan virker…

For et par år tilbage havde jeg indbrud i min lejlighed og de stjal en masse fine ting – en masse personlige ting. Jeg blev vildt ked af det, men fik i den forbindelse også den tanke, at hvis jeg ikke havde haft alle de her fine ting, så ville de ikke kunne tage det fra mig. Så ville jeg blive en lille smule mere usårlig. Så kunne de bare komme an! Omvendt tror jeg heller ikke det vil gøre mig glad.

Som med så meget andet her i livet er det vel en balancegang mellem på den ene side at stræbe mod det mere simple og samtidig erkende, at det ikke er nemt at være bonderøvsenkel i et samfund, der nogle gange kræver at man kan lave havregrød til hele familien på to minutter.

Dette blev ikke det mest højfilosofiske indlæg – nok mere et strejf af nogle tanker der har rodet mit hoved lidt tid. Ikke desto mindre er det noget, der ikke underligt fylder for mange mennesker – blev af min kæreste gjort opmærksom på, at der er flere danskere der ser ”Bonderøven” end ”Vild med dans”.
Det siger jo ikke så lidt…

Man skal sgu være opmærksom når man skal med bussen hjem fra Århus rutebilstation. Det kan gå grueligt galt….!