Stilhed før Storm

Month: July, 2011

Dette er en overspringshandling.

Lidt i hvert fald.

Jeg ignorerer mit soveværelse. Nærmere bestemt mine to uudpakkede kufferter. En fra NY, der er halv pakket ud og en fra Blåvand der er 10% pakket ud. Altså ud på gulvet. Ikke ind i skabene. For der er nemlig ikke plads. “Jamen hvorfor køber du mere tøj, når du allerede har skabene fyldt til bristepunktet?”. Ja, det ved jeg sq da heller ikke. Det gør jeg altså bare. Fordi jeg elsker tøj. Okay? Så ha’ lige lidt ondt af mig over hvor uoverskueligt det er.

Jeg har ellers været ret dygtig i dag. Der er nogle ting jeg gerne forsøger at undgå. Så længe som muligt. At tjekke min netbank fx. Det har jeg gjort i dag. Efter en tur til NY hvor ordene “VISA please” er kommet ud af min mund, en del flere gange end jeg er stolt af at inddrømme, har netbankangsten været noget større end normalt. Af samme grund er PBS og automatiske overførsler ikke noget der eksisterer i min verden, for den del af mig, der stræber efter en sund økonomi, ved godt, at det kun er de månedlige overførsler af husleje og det occational girokort, der tvinger mig forbi min virtuelle bank.

Jeg har et par gode angstdæmpende mindtricks. For det første er min netbank et no-go før efter d. 1 hvor SU’en er gået ind. Det er lidt lettere at acceptere et minus når det er blevet udlignet igen. For det andet nægter jeg at sætte mig ind i, hvornår jeg får løn fra mit arbejde. På den måde, er det altid en glædelig overraskelse, når der alligevel ikke står pivrøde tal på kontoen d. 7. For det tredje forestiller jeg mig altid et meget voldsomt worstcasescenario, hvor jeg, mens siden loader indstiller mig på, at jeg har rigtig meget ingen penge. Og her snakker vi luksusfældetilstande, hvor hende den lyshårede Mette-et-eller-andet står og vifter med hundredekronesedler på et kridtbræt hjemme i mit køkken med x antal alt for dyre køkkenmaskiner og grimme Herstallamper på væggene. For dårlig økonomi hænger også sammen med dårlig smag. Jojo, sådan må det være. Forklar mig lige, hvordan det ellers kan være, at de kære par, der deltager i luksusfældeprogrammet, har så uendelig dårlig smag. Altså jeg kunne næsten have ondt af dem, hvis alle de penge de havde brændt af var gået til Chanel-tasker, Wegner-stole og Yves Saint Laurent Haute Couture. Men nej. Åh gud nej. Jeg er ikke så chokoret over at man kan komme til at bruge for mange penge – at det lige løber lidt løbsk. Eller lidt meget løbsk. Jeg er til gengæld dybt chokeret over hvor meget grimt Herstalpis og Ilse Jacobsen lort, man kan proppe ind i et parcelhus i provinsen og hvor mange penge man kan bruge på det. Shame om you!

Nå. Ja. Indtil videre har jeg da hverken Herstal på væggene eller luksusfældekvalificerende tilstande på kontoen. Og hvis det skulle ske, at Mette-et-eller-andet end dag kommer forbi, så lover jeg dig, at jeg går ned med et brag – i en sky af lyserødt Versacetyl og Balenciagalæder.

Om et par timer skal jeg på arbejde. Om et par minutter går jeg i soveværelset. Tror jeg nok.

 

Tilbage til virkeligheden.

Jeg kunne skrive en masse om hvor dejlig ferien har været og om hvor hårdt det er at skulle tilbage til hverdagen, men det vil jeg ikke. Dels fordi jeg tænker, at I må være temmelig trætte af ferieindlæg. Dels fordi jeg er temmelig træt af ferieindlæg (ikke ferie – det kunne jeg holde meget længe uden problemer). Dels fordi jeg faktisk ikke synes, det er så hårdt at komme tilbage til hverdagen. Jeg er temmelig vild med hverdagen og kan når det hele flyver lidt vel hurtigt eller snøler sig noget vel dovent afsted længes efter hverdagens rytme. Ikke at den er særlig taktfast, men den er der.

Jeg vil i stedet skrive lidt om mad og give Jer en opskrift. Yes. Sidste uge legede jeg rejseblog – nu leger jeg madblog. Madlavning er mit helle – min meditation. Jeg er ikke så disciplineret, som jeg ville ønske jeg var, når det kommer til min meditationspraksis – jowjow, sådan en fin en har jeg da. Sådan da. Det er nok her problemet med den ikke-så-taktfaste hverdag viser sig. Når jeg forsøger at gøre noget hver dag på et bestemt tidspunkt lykkes det aldrig. Fordi mine dage aldrig er ens. Og fordi mine dage aldrig er ens kan jeg aldrig gøre tingene på samme tid hver dag, og så går det i vasken. En vaskeægte catch-22 må det være. Så hvis jeg ellers kunne styre hurtigt igennem de dårlige undskyldninger og komme til sagen, ville jeg først fortælle Jer hvor meget jeg slapper af og tænker ingenting og alting når jeg madlaver og dernæst ville jeg give Jer opskriften på dagens projekt: En sund lille snack “til den lille sult sidst på eftermiddagen først på aftenen” (som min svoger ville sige): Pizzasnegle med speltmel og pinjekerner. 

De smager altså møggodt. Og så håber jeg at min hippiekarma kommer lidt i balance igen. Ved godt jeg fucker med den, når jeg inddrømmer at min meditationspraksis pt består af tilberedning af snacks. Men i og med at snacksene både er kødløse og indeholder spelt, satses der altså på, at all is good og at jeg ikke genfødes som sølvfisk eller et festivalslokum som straf.

Sådan ser de ud – Klik “continue reading” hvis I vil tjekke opskriften ud.

Read the rest of this entry »

And I’m back in the game…

…eller det vil sige – jeg er lige hjemme og vende, pakke kufferten om og på vej i sommerhus i det ultimative åndehul Blåvand. Blåvand har mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre haft et mere eller mindre tæt forhold til og efter de, der boede fast dernede stoppede med det, har vi haft et sommerhus. Byen Blåvand er i min tid gået fra at være en lille kystby med tre vigtige butikker: “Ørnskov” (supermarkedet), “Blåvand Lys” (keramik og gøjl) og “Tops” (skobutikken), til nu at være et turisthelvede / mekka (afhængig af hvordan man ser på det). Der er ikke meget lokal charme over det længere, men kører man lidt længere mod Ho (yes, det hedder det), og ned af en lang grusvej der hedder Lommen, så ligger vores hus der for enden, lige før man rammer klitterne. Og der er ro. Og man behøver ikke komme ind igennem byen (helvedet eller mekkaet) for at komme til stranden – man går bare gennem klitterne. Eller kører i fars lille røde åbne VW.

Cést la vie!

Det er den perfekte kontrast til New York og kan ikke tænke på en mere passende måde, at battle mit jetlag. Troede vitterligt det med jetlag var en and – jeg mener, hvor svært kan det være – alle kan da sove 20 timer i streg, hvis det er det det kræves! Det var heller ikke det store problem på vej over, hvor det faldt fint ind i min A-menneske rytme, men her på vej hjem, hvor jeg pludselig har misset en nats søvn, stinker det lidt mere af B-menneske, og det er jeg som bekendt ikke helt vildt nede med.

New York kom vi hjem fra i går, og hold nu helt ferie (ja, gør det – det fortjener du!) det var dejligt. Virkelig.Bare.Dejligt. Stilhedfoerstorm som rejseblog var ingen stor succes – vi fik aldrig nettet tilbage og måtte begrænse vores wifi-forbrug til Starbucks og Applestores. Der er til gengæld 156 Starbucks på Manhatten, så det var da heller ikke helt umuligt, men der lugter simpelthen så sært derinde og deres kaffe er for dyr og for dårlig, så mine besøg dér var hurtige og bestod mest af en mailhentning og et toiletbesøg.

Har lyst til at fortælle jer ALT om det, men vil nøjes med at smide et par billeder Jeres vej af fede, dejlige, uoverskueligt store og fantastiske NY. Var det ikke fordi, jeg er mere end tilfreds med min tilværelse i Danmark, så tog jeg Cea og min mac under armen og flyttede derover. Byebye smørhul.

%d bloggers like this: