Stilhed før Storm

Month: May, 2011

“Sometimes it’s okay if the only thing you did today was breathe”

Det er fredag og det går lidt bedre med travlheden. Faktisk har jeg fået omprioriteret lidt og den næste måned ser nu ok lys og overskuelig ud. Ikke hel så lys som måneden efter, som er fyldt med sommerferie, solskin, jordbærmadder, kærlighedsferie til NY, koncerter og andet rart. Det er ikke ret meget, der kan sammenlignes med den der følelse af at have en lang sommerferie foran sig, uden at komme til at se lidt bleggråt og fesent ud, men ikke desto mindre er maj nu lidt mindre bleggrå og lidt mere lyseblå.

Det skyldes ikke mindst at jeg nu har fået organiseret min opgaveskrivning i en nogenlunde struktureret hverdag, med en genial skrivemakker. Ligeså til-vanvids-drivende det kan være at skrive opgaver i grupper, der ikke fungerer, ligeså pissefedt kan det være når et samarbejde er godt. Og det er det virkelig!

Nå, jeg snakker. Det jeg egentlig gerne ville vise, var denne fine illustration jeg tilfældigt (?) fandt her, da bølgerne gik aller højest:

I really like it! Tror den skal på opslagstavlen, som en lille casual chillpill-reminder til præstationsaben –  ja, det er det jeg nu konsekvent kalder mit præstationskompleks i eksternaliseret form. Et lille egenterapeutisk mindtrick. Smart smart.

God weekend!

Når ulven vogter får.

Det her, det er sådan noget, der virkelig kan pisse mig af. Jeg kan simpelthen slet slet ikke forstå, hvorfor folketinget med den ene hånd kan lukke og skære ned og med den anden hånd hælde 600.000 i nakken på afgåede politikere som Malou Aamund, der som salgsdirektør for Microsoft vel næppe lider nogen nød.

Det koster ca 8 mio. kr. om året at køre et børnehjem, som det jeg indtil for et halvt år siden havde fornøjelsen af at arbejde på. Det var et meget velanset sted, med et højt fagligt niveau og stor succes ift. at give mange børn en reel chance for at komme godt videre i livet. Hvis bare 14 folketingspolitikere sagde nej tak til at modtage over en halv mio kr. for noget arbejde, man må formode de allerede har fået løn for, mens de rent faktisk arbejdede i folketinget, var man måske ikke tvunget til at lukke et sted som det….altså bare for at sætte det lidt i perspektiv….

Er det bare mig, eller det ikke en lille smule uhensigtsmæssigt, at det er folketinget selv, der skal bestemme om folketinget skal forgyldes? Bevares, det er da svært at sige nej til sådan en sjat ekstra penge, men håber helt ærligt at fru. Aamund har en smule dårlig smag i munden over ikke blankt at afslå dette gyldne håndtryk.

Status pt.

Fem fede ting ved mit liv lige nu:

1) Jeg når ekstremt mange ting og er konstant udfordret. Højeffektiv!

2) Jeg har fornøjelsen af eminent dygtige kollegaer og medstuderende med et høj fagligt niveau og gode hjerter.

3) Jeg har ikke tid til at spise ret meget, hvilket er temmelig smart pre-bikini-sæson and all.

4) Jeg keder mig på intet tidspunkt.

5) Jeg er tvunget til at leve helt vildt meget i nuet!

Fem knap så fede ting ved mit liv lige nu:

1) Jeg har dage (som i dag), hvor min puls føles sundhedsskadelig høj  – hvor jeg trækker vejret helt oppe i brystkassen, hvis jeg ikke hele tiden minder mig selv om at trække det ned i maven. Hvor min krop, sjæl, hjerne og alt trygler om pause.

2) Jeg er en lille præstationsabekat, med mange steder at præstere. Jeg skal være vældig sej og dygtig det meste af tiden.

3) Jeg har ikke rigtig tid til at handle ind og lave mad, så har dårlig samvittighed over hvad jeg byder mit gamle hylster af en krop. Det der motion står heller ikke lige øverst på to-do-listen disse dage. Jeg står i gæld til kæreste og søster, som står bag 80% af alt det jeg indtager, der rent faktisk har en næringsværdi.

4) Jeg har ikke tid til at kede mig, hvilket faktisk er noget af det bedste jeg ved. Gad fx godt kede mig lidt mere sammen med Cea snart.

5) På trods af at jeg hele tiden tvinges til at være til stede i nuet, tænker jeg mindst 30 gange om dagen, at det bare er en måned mere, bare en måned mere, bare en måned mere….

Hvedebrødsdag.

Så blev vi gift – alle 15 brude – og det var en fantastisk aften! Dagen i dag har til gengæld været lidt mere mellow, og er blevet brugt med 3. sæson af “King of Queens”, Paradis-IS og nu lidt Batmanfilm i stuen med 2xOlsensøstre og 2x Agergaardbrødre. I morgen vender virkeligheden tilbage med arbejde, opgave og alt det andet, så nu vil jeg nyde de sidste par timers weekend. Og sikken én det har været!