Stilhed før Storm

Nogle gange kan jeg altså godt glæde mig til den dag jeg kun har ét job. Jeg ved godt, at det er vildt priviligeret overhovedet at have et job i disse tider, så jeg klager ikke. Ikke et pip. Men er I klar over hvor svært det er, at omstille sig fra 8-timers børnehjemsarbejde med rugbrødsmadder, tisbleer, konflikter og et absolut syret aktivitetsniveau til en terapitime, med stearinlys, identificering af forsvar, stilhed og tålmodighed. Eller fra to dages ISTDP-kursus med dyb koncentration og nørderi i ét emne, til halvanden dags højproduktiv seminaropgaveskrivning i et helt andet emne. Og fra det videre til personalemøde på mit frivillige arbejde med endnu tusind emner på dagsordnen. Huhej hvor det går!

Jeg er meget glad for alle de ting jeg laver og vil ikke umiddelbart være villig til at droppe noget af det eller bytte noget af det væk for noget andet. Altså lidt mere fritid, ville da ikke skade. Og kan da også have dage, hvor jeg synes det er temmelig hårdt at starte på nyt job. Og uger hvor studiets ubønhørlige krav om endnu en opgaveproduktion, synes en smule belastende. Men all in all – når alt kommer til alt – så synes jeg, de ting, jeg har fyldt mit liv op med, holder temmelig meget.

Hårdt er det tit – kedeligt er det aldrig. Det er formentlig en utopi at kravene til instant fokusskift og multitasking bliver mindre med tiden, så i stedet for at overveje at skrue lidt ned for aktivitetsniveauet, positivt reformulerer jeg det bare til en træningslejr. Ikke så meget stilhed før storm over det, men når stormen engang sætter ind, og hvis jeg vel og mærke ikke ligger rystende i udbrændt fosterstilling inden jeg når så langt, så er jeg så åndsvagt meget i multitasking-omstillings-fokusskifte-træning! Og så satser jeg på, at det der med mobiltelefoner er en døgnflue, så man er nødt til at gå tilbage til fastnet og de helt gamle omstillingscentraler. Der tror jeg nok jeg vil kunne gøre nytte med al den omstillingserfaring – måske jeg oven i købet kunne provide en service, hvor jeg lige diskret kunne snige en terapeutisk intervention eller to ind i folks samtaler….

Suk – jeg er så meget et gennemskueligt symptom på det senmoderne samfund. Jeg gør nøjagtigt, som der bliver bedt om – jeg er alt det de beder om man skal være i 9 ud af 10 jobopslag: Fleksibel, omstillingsparat og med mod på nye udfordringer. Goddammit, der har bare at være et job klar til mig, den skønne dag jeg bliver færdig, når jeg nu har gjort mig så ubevidst umage med at have tusind bolde i luften igennem hele min studietid!