Stilhed før Storm

Vigtig viden – ligegyldig info?

Nå okay, så specialelæsning kan også være sjovt. Go figure!

Har fx i dag læst at man i Malaysia, Kina og Thailand  ifølge de officielle diagnosemanualer, kan lide af “koro” som er – og jeg citerer:

“Episode of sudden and intense anxiety that the penis (or in women, the vulva and nipples) will recede into the body and possibly cause death”

Okay så. Ja, det er da også en træls angst at have. Godt man ikke lider af det.

Hvis man  bor i enten Indien, Sri Lanka eller Kina, kan man også få sig en omgang “dhat”. Det vil sige – og jeg citerer igen – at man har:

“Severe anxiety about the discharge of semen, whitish discoloration of the urine, feelings of weakness and exhaustion”.

Hold nu fast, hvor kan en sex blive en ambivalent omgang…åååh det er så godt…fuck jeg er så bange…jeg kommer…jeg dør af skræk…..

Så skal man da vist ikke kimse ad lidt restless legs syndrome eller en smule vinterblues/seasonal affective disorder.

Advertisements

Status fra specialepladsen #1

Det er vist på tide med et update på los specialos. Som den vakse måske har registreret, er det det, vi er igang med, så I skal da ikke snydes for et sindsoprivende indblik i, hvad en sådan en proces indebærer. 

Jeg kan fortælle, at specialemakker Line og jeg stadig er gode venner. Ingen perfide rettelser af ordlyd og kommefejl er endnu kommet imellem os. Vi er enige om det meste og skiftes til at gå på kompromis med det vi er knapt så enige om. Nogle ville mene vi er blevet så gode venner, at det kan være decideret vanskeligt at få skrevet noget speciale i de pauser vi holder fra hinanden….Nogen har lidt ret, men vi synes vi prøver at blive bedre til at holde tiden. 

Knap to måneder inde i processen er det gængse spørgsmål på psykologisk instituts gange “hvordan GÅR det?” blevet skiftet 100% ud med spørgsmålet “hvordan går det med SPECIAAALET?”. Sandt at sige er det også pretty much the same thing, men jeg udlodder et motherfucking kinderæg til den der gider spørge mig om noget andet, næste gang vi ses…Gæk gæk. Nå, men hvis du sad og tænkte på, hvordan det mon gik med speciaaalet – ja, eller mig – så er svaret fint. It’s fiiiine. Stille og uroligt derud af. Kun indimellem lidt panik over udsigten til en varm sommer bag nedrullede gardiner med 100 siders speciale til retning. Fik en forsmag i fredags hvor 800 forårskåde studerende havde taget plads just under vinduet til specialekontoret, og var det da ikke bare en fornøjelse…!? 

Ja. Og sådan ser det ud, der hvor jeg sidder: 

Image

Er begyndt at få lejlighedsvise paniske erkendelser ved tanken om snart at være færdig. Kører noget hardcore fortræning af på emnerne “arbejdsløshed” og “farvel til yndlings studieliv som jeg elsker”, men kun med moderat succes. 

Synes jeg er blevet lidt tyk – muligvis som resultat af lidt for intens afslapning i weekenderne og nyt skønt sted i Århus, hvor man til en forandring godt gider gå i byen – en aktivitet jeg havde forsvoret hørte mit yngre og mere frivole liv til. Anyways – den står på grøntsagssuppe og morgengymnastik det næste stykke tid, så I kan godt glæde Jer til at rende ind i mig – I’m gonne be a treat. Gnaven og sulten – forhåbentlig er der lidt mindre af mig til gengæld. 

Jeg ser mine venner alt for lidt. Stort irritationsmoment – prøver at gøre noget ved det. Har været i Nordjylland hele weekenden og fik lyst til at droppe speciale og storbyliv til fordel for en gård på kanten af Limfjorden og arbejde i en helsekostbutik. 

Århus er grå i dag. I går var det vidunderligt vejr. Indtil videre står der ekstremt meget 1-0 til weekenden, men måske kan en lækker spand porre-jordskoksuppe gøre noget ved den stilling (hmpfr!). 

Kærlig mandag allesammen. 

Kære mænd,

Har i lang tid gået og brygget på et mavesurt indlæg om Mads Christensen, Pelle Hvenegaard, Søren Fauli og de andre bannerførere i den ekstremt søvndyssende og obsolete kamp mod kvinder, vi åbenbart ikke er færdige med endnu. Alle de (stadigt) sure kvinder, der tilsyneladende skal straffes for, at deres mænd vælger at lægge sig lunt i slipstrømmen af konens kontrol- og karriereræs. Hold kæft hvor er jeg træt af at høre på dem. Hold endnu mere kæft, hvor skal de snart få noget andet at gå op i. Jeg kan ikke i min vildeste fantasti forstå, hvordan det skal være i noget køns interesse, at mænd bliver fremstillet som primitive Carl Mar Møller kloner, der kun kan håndtere kærestens hang til knækket hvid, vha. en cementblander, Pelle Hvenegaard og en Bacardi Breezer (!?).

Jeg elsker at mænd er mænd og kvinder er kvinder. Jeg afskyr det niveau kønsdebatten med ovenstående mænd i spidsen bliver hevet ned på. Jeg tror jeg er relativt gammeldags i mit syn på køn – i modsætning til mange af mine højtreflekterede og i-det-uendelige konstruktionistiske veninder, tror jeg ikke, at køn kun er noget vi påvirkes til at indtage, men noget der også påvirkes af vores arvemateriale. Når det så er sagt, synes jeg simpelthen, det giver lige så lidt mening at skære alle kvinder over én kam, som det giver mening at påstå at alle venstrehåndede er dovne. Eller at alle med str. 42 i sko er gode til at lave en flæskesteg med sprøde svær. Det er simpelthen så unuanceret og det undrer mig, at der ikke for længst er en kanalchef eller to, der har proppet et par skridtsure boxershorts ned i kæften på hylekoret.

Nå. Ja.

Skulle jeg alligevel prøve at forholde mig til den vedholdende kritik af kvindekønnet, bliver det med afsæt i det afsnit af “Hvad bruden ikke ved” jeg så i tirsdags. Hvis der er noget som helst realistisk i skildringen af kæresteparret dér og såfremt de to typer på nogen måde kan generaliseres ud som værende typisk kvindelige og typisk mandlige, så er der da noget helt galt i de heteroseksuelle forhold i Danmark.

Til Jer der ikke så det, kan jeg fortælle at vi havde at gøre med en kvinde med et kontrolkompleks og en umanerlig sød og spag mand, der naturligt havde lænet sig godt tilbage i stressless-stolen med en kold pilsner, mens han ventede på, at kæresten blev færdig med at bestemme. Og det blev hun tilsyneladende ikke, før de blev deltagere i et program, hvor han skulle planlægge deres fælles bryllup og hun blev placeret i en position uden mulighed for at kontrollere noget som helst – en situation, der bragte hende så meget ud af fatningen, at hun stortudede i afmagt midt i brudebutikken, hvor hun prøvede den vældigt yndige kjole, som hendes forlovede nøjsomt og overlæbesvedende havde valgt til hende.

Jeg kan godt forstå at mænd nogle gange trækker sig, når damen tager bestemmerhatten på. Det kan jeg virkelig godt! Men hold kæft hvor var det godt for deres forhold, at hun blev tvunget til at træde tilbage, så der blev plads til at han kunne træde ind. Som Asger Aamund siger, kan man ikke bebrejde kvinderne at de er stærke – man kan kun bebrejde mændene, at de er svage. Jeg elsker ham for at sige det, men bebrejdelser fører sjælendt noget godt med sig, så jeg må lige knytte et par oplysende ord til citatet – for både mændene og kvindernes skyld.

Kære mand. 

Det kan godt være, at du tror din mening ikke er vigtig, men det er den. Hvis du gider at ulejliggøre dig med at ytre den på en civiliseret måde. 

Det kan godt være, at din kæreste elsker fransk bondestil og at du er skideligeglad med om du sidder på en hvid chaiselong af hør eller en motherfucker lædersatan af en Bivasofa, men hvis du ikke siger noget, er du fanme selv ude om, at du ender med at bo på et forvokset pigeværelse. 

Det kan godt være at din kone er en kontrollerende hyæne, men kvinder fylder den plads ud der er. Hvis du ikke tager ansvar, gør hun. Og selvom hun ikke viser dig det, så har hun brug for, at du fylder den del ud, der retmæssigt tilhører dig. Det er fanme ikke fedt, at blive hvirvlet så langt ind i sit kontrolcirkus med manden tilbagetrukket til bænken i siden af banen, at man mister tilliden til, at han kan klare at arrangere et fucking bryllup. 

Vi har brug for Jer og vi tror på, at I godt kan håndtere livet sammen med os – og skulle vi glemme det, så mind os lige om det før vi bliver skide sure. Igen. 

Tak. Det var bare det. 

Hilsen Damen. 

(billede fra tv2.dk)

Tut mir leid….

Ja. Det bliver ikke til meget bloggen for tiden.

Jeg må nok indse, at det der med at være fuldtidsstuderende igen og have en hverdag der mest af alt minder om et fuldtidsjob toppet op med to halvtids ikke er pisse foreneligt med det at blogge. Det er super ærgerligt, for jeg elsker det virkelig og synes egentlig at jeg har meget mere på hjerte endnu. Og måske kommer der bare til at gå lidt længere tid imellem, at I hører fra mig. Det har langt de fleste overlevet før. Jo, det er sandt. Det er ikke til at tro vel…

Jeg ønsker ikke at bloggen skal ryge i den kasse hvor vasketøjet, opvasken fra i går (du ved, den du ikke gad skylle af…) og løbeturen i Risskov ligger – kassen hvor ting jeg ikke lige magter i dag har lagt sig og bliver liggende en dag til. Og en dag til. Og en til….Og hvor helt åbenlyst nedgang er det ikke også at læse ting, folk egentlig ikke har lyst til at skrive?

Så.

En lille public service announcement fra frøk’nen bag bloggen om, at stilhedfoerstorm i en periode (på gud ved hvor længe) er et lidt ustabilt bekendtskab. Lidt ligesom hende veninden, der altid melder fra i sidste øjeblik til din fødselsdag, men til gengæld kommer uanmeldt, når du sover middagslur. Jeg vil blogge når jeg har lyst og forhåbentlig vokser den lyst proportionelt med al’ den dejlige tid jeg får, når det på et tidspunkt lykkes for mig, at skrue lidt ned for alt det dejlige arbejde, jeg har brugt to år på at skrue op og op og op for (“hello queen of irony, what are you doin’ here?”…I know. Men håbet lever!).

Hvis du ikke gider droppe forbi bloggen i tide og utide, for blot at blive mødt af et gammelt surt indlæg i toppen af bloggen, kan du jo drysse din email ned i “Hvis du vil vide hvad der sker på bloggen” kassen nederst på siden og få en mail, når der sker noget. Jeg lover dig, du bliver ikke spammet. Til gengæld får du indlægget i sin spæde vårhareudgave smækfyldt med stavefejl og totalt blottet for kommaer direkte i din indbakke. Score! Den slags opdager vi nemlig først, efter vi har postet…af en eller anden grund.

Das war es. Jeg vil hoppe tilbage til det dokument på computeren, hvor der bliver skrevet spændende og skelsættende ting om funktionelle lidelser og traumebearbejdning! Wuhu.

Later….

Straffen for at ignorere sin vasketøjskurv i tre uger….

Ja, det er besynderligt at jeg har været i stand til det, da den jo praktisk talt var ved at overtage huset vha. massefylde alene…


Har I i øvrigt set hvor hjernedød jeg ser ud med pandehår?

I et anfald af “lyst til livet” og “carpe-diem-infektion” kom jeg på, at det da i øvrigt kunne være brandsmart til undertegnede med en omgang pandehår. Havde i den tankerække tilsyneladende fuldstændig svedt ud, at jeg sidst jeg havde pandehår (læs 5. klasse) lignede et tagudhæng, fordi viltre krøller og længder skåret over øjnene bare er et gigantisk hår-teknisk no go.

Cea er heldigvis klogere end mig og kvitterede med et højt grin og et strengt nej (!). Da det kom op igen ved aftensmaden, smækkede lillesøsteren lige halvdelen af min stride hårpragt op på hovedet med en hårnål, så jeg lige kunne få syn for sagen. I tilfælde af nærkontakt med 5. klasses klassebilledet ikke havde kureret mig.

 

Den eneste forskel på mig (th) og Laura er, at hun dagen efter gjorde det permanent vha. saks og frisørstuderende veninde. Håber det er pænere til dig end til mig søster:-)

God weekend!

%d bloggers like this: