At turde tro, part 2.
Det der jeg skrev forleden, om at turde at tro. Det tror jeg stadig på. 
Da jeg var ung troede jeg ret heftigt på alt muligt, og det var virkelig fantastisk. Jeg troede fx rigtig meget på GirlPower og på alt hvad de überseje piger fra Spice Girls lukkede ud. Skrev sågar min egen bog om dem. Og jo – bevares – det er som ikke fordi jeg ønsker mig tilbage til den tid, for en kende unuanceret var jeg jo nok. Jeg kunne jo blive decideret rasende, hvis nogle antydede at All Saints eller Backstreet Boys var bedre, dygtigere eller mere populære. Ikke tale om. Der var kun fem stjerner på himlen og de hed Baby, Posh, Scary, Ginger og Sporty. Der var ikke en tvivl at spore i mit sind, når det kom til det.
I forbindelse med førnævnte relancering af mig selv som sådan en der godt tør tro, har jeg i noget tid afsøgt min bogreol for inspiration. I den står masser af mennesker, der godt tør sige, hvad de tror på: Yalom, Løgstrup, Brinkmann og mange flere. Min favorit er dog præst og terapeut Bent Falk, og han siger sådan om det at tro:
“Hvor to forskellige verdensbilleder mødes, opstår der ny indsigt. Ingen af os har patent på sandheden. Jeg fremlægger min. Du fremlægger din. Og så ser vi, hvad der sker. Det er vel at mærke ikke det samme som postmodernisme og relativering. Der har man opgivet troen på, at noget er mere sandt end andet. Det er lidenskabsløst. I fundamentalismen til den anden side ved man, at man ejer sandheden, og der investerer man sin lidenskab (fanatisme) i at bekæmpe anderledes tænkende. Den livfulde, vibrerende mellemvej mellem disse yderpoler er lidenskabeligt (dvs. elskende et bestemt bud på, hvad der er sandt) at tro, at man kender noget væsentligt af sandheden og hele tiden vide, at det netop er noget man tror“. (B. Falk, 2009, p. 117).
Stilhed før Storm 