Et stræberbarns færden og noget med snøffler og tv-skam

Har i dag taget de første spæde skridt ind i dagpengeland. Eller faktisk har jeg via workshop med andre soon-to-be akademikere (det er sååå godt for mit ego at blive tituleret som akademiker ti gange på fire timer) forsøgt at tage et skridt væk fra porten til dagpengeland. Stræberbarnet her har i dag været på jobsøgningsworkshop og har lært nyttige og skræmmende ting om CV, rekruttering, LinkedIn og hvor-herre-til-hest hvor er der mange ting man skal tage sig til for at “øge sine jobmuligheder”. Kunne mærke presset om mit hoved og skuldre sænke sig i det kønsløse mødelokale med den søde karrierekonsulent, og erkendelsen af at nu-er-det-snart-nu er en underlig pille af sluge. Den er ikke bitter, men den er stor og sidder lidt på tværs i mit univers so to speak.

Det føles så kontraintuitivt at tænke i hvordan jeg skal profilere mig selv her og der og alle vegne med en såkaldt elevatortale om hvad jeg gerne vil, når jeg vitterligt vil være tilfreds med et næsten hvilket som helst job inden for mit fag og med noget af det der løn, jeg har hørt så meget om, at man får. Men det kan jo så være mit udviklingspunkt: hvad kunne jeg tænke mig? Er det mon for sent at blive blomsterhandler?

Nå, men jeg kan jo starte med at melde ud her, at næste sommer der er jeg færdig som psykolog. Så hvis i kender nogle som kender nogle der mangler sådan én – eller en blomsterhandler – så “tip mig”, som karrierekonsulenten sagde man skulle sige. Hipt ikke sandt?

I Bog og Ide på vejen hjem fandt jeg disse to herrer ved siden af hinanden. Pudsigt slående lighed. Føler mig som verdens ældste 26-årige når jeg må indrømme, at jeg til enhver tid hellere ville på date med Peter Bastian end Justin Bieber. “Hæv bundgrænsen” vinder over “baby baby baibiii” og modvind i håret vinder over medvind. For sure.

Til aftenskaffen havde den mindste søster arrangeret en tasty lille retrosnack som vi guffede (haha, fuck jeg synes bare det ord er så klamt! Ved ikke hvorfor jeg skriver det alligevel – kunne bare ikke lade vær’) mens vi dissede de nyriges tacky smag i Liebhaverne, gættede handlingen i Desperate Housewives og lå i fosterstilling af skam over Dagens Mand Halloween Edition. “Hvorfååår ser jeg det her!?” skreg søsteren fra sofaen og jeg måtte vriste fjernbetjeningen ud af hånden på hende og stikke Pelle Hvenegaard en stor fed shup-up-sickle! Sluk! Men snøfflerne var gode. Mums (endnu et ord jeg instantly gagger over – hvem fanden siger sådan noget?!).

(Se vores hushund Uffe synes det ser lækkert ud…det gør det også!)