Stilhed før Storm

Tag: books

Frist ikke….

…svage sjæle aka. mig.

Sidder ved mit rodede spisebord og nørkler med problemformuleringen til en seminaropgave. Er lige der i processen, hvor det virker fuldstændig urealistisk, at der nogensinde kommer 20 siders ok acceptabelt stykke opgave ud af det tankefreakshow, der findes i mit hoved (og på tusind lapper papir rundomkring) lige nu. Har slet slet ikke tid til at sidde her på køkkenbænken og gå i selvsving – skal starte på nyt job om to timer, og det ville skisme være rart hvis jeg til den tid havde bare lidt mere orden i hovedet.

Og just som jeg er allermest demoraliseret og forvirret kommer pakkepostmanden. Og det er noget farligt post for en svag sjæl som mig. Det er fra amazonen den lurendrejer. Han kommer med eventyrligt bogguld hentet ud fra det store skatkammer et sted i England. Han kigger på mig, med sine små grønne øjne og lokker mig fordærv.

Med denne skat….

Oh ve! Hvordan skal jeg dog kunne modstå fristelsen, til at sætte mig ud på terrassen med skatten i favnen og lade problemformulering være problemformulering en lille bitte dag til? Forslag modtages gerne….men skynd jer før jeg falder i!

PS: Jeg ved godt jeg måske kom til at love jer et billede af mit nye hår for nogle indlæg siden. Jeg har ikke glemt det. Jeg skal bare lige have samlet mod…

At turde tro, part 2.

Det der jeg skrev forleden, om at turde at tro. Det tror jeg stadig på. 

Da jeg var ung troede jeg ret heftigt på alt muligt, og det var virkelig fantastisk. Jeg troede fx rigtig meget på GirlPower og på alt hvad de überseje piger fra Spice Girls lukkede ud. Skrev sågar min egen bog om dem. Og jo – bevares – det er som ikke fordi jeg ønsker mig tilbage til den tid, for en kende unuanceret var jeg jo nok. Jeg kunne jo blive decideret rasende, hvis nogle antydede at All Saints eller Backstreet Boys var bedre, dygtigere eller mere populære. Ikke tale om. Der var kun fem stjerner på himlen og de hed Baby, Posh, Scary, Ginger og Sporty. Der var ikke en tvivl at spore i mit sind, når det kom til det.

I forbindelse med førnævnte relancering af mig selv som sådan en der godt tør tro, har jeg i noget tid afsøgt min bogreol for inspiration. I den står masser af mennesker, der godt tør sige, hvad de tror på: Yalom, Løgstrup, Brinkmann og mange flere. Min favorit er dog præst og terapeut Bent Falk, og han siger sådan om det at tro:

“Hvor to forskellige verdensbilleder mødes, opstår der ny indsigt. Ingen af os har patent på sandheden. Jeg fremlægger min. Du fremlægger din. Og så ser vi, hvad der sker. Det er vel at mærke ikke det samme som postmodernisme og relativering. Der har man opgivet troen på, at noget er mere sandt end andet. Det er lidenskabsløst. I fundamentalismen til den anden side ved man, at man ejer sandheden, og der investerer man sin lidenskab (fanatisme) i at bekæmpe anderledes tænkende. Den livfulde, vibrerende mellemvej mellem disse yderpoler er lidenskabeligt (dvs. elskende et bestemt bud på, hvad der er sandt) at tro, at man kender noget væsentligt af sandheden og hele tiden vide, at det netop er noget man tror“. (B. Falk,  2009, p. 117).

Skønhed i Bogform.

Når man studerer er man så priviligeret at have uendeligt lange sommerferier. Gerne op til 3 måneder nogle gange. Det burde alle have, for det er virkelig dejligt. Ganske vist går tiden utrolig stærkt, og før man får set sig om, står man igen i kopirummet på psykologisk institut og indånder ætsende kopilugt ned i sine ellers sommerblomstfyldte lunger. That’s life, og jeg skal være den sidste til at klage.

Men nu er jeg sådan cirka halvvejs inde i dette semester og en ting jeg altid begynder at glæde mig til, når sommeren begynder at blinke til mig på den anden side af det bjerg af en seminaropgave, der lige nu står og blokker vejen mellem mig og friheden, er bøger. Ikke bøger andre har valgt for mig at jeg skal læse. Nej. Det skal være skøøøøønlitteratur. Btw så er jeg færdige med krimier! Ikke et ondt ord om den skandinaviske krimifabrik, men helt ørli’ så bliver mit litterære hjerte lidt vrissent, når jeg står i Bog&Ide og kigger på deres 7 hyldemeter lange krimisektion, der langsomt presser resten af de skønlitterære værker ned fra hylden. En efter En dumper de ned i rodekassen. Plump. Plump. Plump. Det er altså en skam.

Nå det var egentlig ikke mening at det skulle være et skældudindlæg. Jeg ville faktisk bare vise Jer den her video som jeg faldt over, og som jeg synes var helt vildt sejt lavet. Og som får mig til at overveje om den nøje udvalgte bog, jeg skal kaste min kærlighed over, den dag jeg afleverer opgave skal være “Going West” af Maurice Gee.

Enjoy! (PS: Ved godt man ikke altid orker at trykke play på videoer andre bare viiirkelig synes man skal se. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Men den her er altså virkelig sej. Såe.)

%d bloggers like this: