Stilhed før Storm

Der var engang en pige, der arbejdede på et børnehjem. I nogle perioder var hun der rigtig meget og i andre perioder var hun der ikke så meget. Ofte var det om sommeren, når vejret var varmt, ferien lang og doven og kontoen i nul, at hun tog et par ekstra vagter. Nogle gange mange ekstra.

Pigen havde en del at se til, og mange ting at gå op i og havde faktisk også en drøm om, en dag at opnå den perfekte work-life-balance. Hvor arbejdsliv og fritidsliv gik op i en højere enhed, men på en måde, hvor hun til stadighed formåede at skille det ad. Hun drømte om evnen til at udnytte dagen fuldt ud, så ikke et eneste minut gik til spilde.

Endnu var det dog kun en drøm. Uanset hvor meget hun forsøgte at raffinere og perfektere balancen, måtte hun indse, at arbejdet til stadighed vejede for tungt og på en måde flød ind over og kvalte fritidslivet. Ja, det var næsten som om det eneste hendes tanker, energi og opmærksomhed drejede sig om var børnene på børnehjemmet. Og uanset hvor meget hun forsøgte at tænke på og fortælle om andet, så vendte tankerne altid tilbage til hvor de kom fra, som en flue der igen og igen sætter sig på ens varme lår, når man irriteret vifter den væk. Det var heldigvis værst om sommeren, så meget bange var hun ikke for, at balancen aldrig ville indfinde sig. Kun lidt nervøs.

Det eneste der virkelig plagede hende, var at hun havde en blog. En slags dagbog hvor hun fortalte alle dem, der gad høre om det, hvad hun gik og foretog sig. Og tænkte. Og følte. Og selvom hun tænkte sig så godt om, at hendes pande slog gnister, var det eneste der fyldte hende børnehjemsting og uanset hvor mange gange hun forsøgte at vifte dem væk, vendte de tilbage. Som fluen ja.

En dag tog hun tre af børnene med på en cykeltur ud i det blå. Hun bad dem finde en frø, hun kunne kysse – måske den kunne forvandle sig til den perfekte work-life-balance? Inden længe havde de kære små fanget en frø så klam og så slimet. Hun kiggede ned i den røde spand. Hun kiggede frøen lige i øjnene og den kiggede tilbage. Lige som hun spidsede munden til et kys fik hun kolde fødder og en kvælende kvalme og  i det hun satte frøen fri tænkte hun, at intet i verden – ikke engang den perfekte work-life-balance er det værd. Duer ikke – væk!

Godnat – og sov godt.