Stilhed før Storm

Jeg har frisørskræk. Så ved I det. Efter 25 år med hår der er lige så velvilligt og let at have med at gøre som en specialklasse på speed, er det at gå til frisør noget jeg udskyder så længe jeg overhovedet kan. Det er først når mine spidser har flere spalter end weekendavisen og bare trygler om at lade livet under saksen, at jeg begynder at overveje at tage sted.

Hvad der startede som en let aversion mod at andre mennesker skulle røre ved mit hår, er nu blevet en decideret fobi på lige fod med den man kan have overfor læger, tandlæger og andre “ekspert-på-din-krop” agtige personer. Det skyldes flere ting.

For det første at jeg altid får skældud af min frisør. Sidste gang jeg var afsted (læs: for over et år siden) kiggede den søde frisør med den russiske accent forfærdet på min udvoksning og mine strittende hårspidser og fik mig til at love ved min endnu ikke afdøde mors grav, at jeg ALDRIG måtte lade der gå så lang tid igen. Aldrig! Couldn’t keep that promise – sorry mum. Så nu vender jeg nok ikke tilbage til hende igen.

For det andet koster det mig altid en FORMUE. Det er en rimelig stor indsats der skal til, når jeg først sidder i frisørstolen. Altså vi taler totalrenovering og flere K3 skader: Spidserne (igen), udvoksningen, hovedbunden, generel tørhed pga excessiv brug af fladjern/krøllejern/hårtørrer. Bare for at nævne et par stykker. Sidst jeg var afsted måtte førnævnte russisk klingende frisør svede med mit garn i 4 timer. Hun kunne vitterligt ikke få mig hurtigt nok ud af døren igen. Shit, hvor kunne hun ikke holde synet af skadet hår ud længere! Til gengæld sikrede jeg hende ene mand en god lang dags arbejde. Så hårtraumer formoder jeg opvejes af den nette sum af 2100 kr. jeg måtte lægge kontant på disken på vej ud.

For det tredje så går jeg altid derfra med bristede hårdrømme. Jeg kan egentlig godt glæde mig lidt til at komme afsted og særligt den måske naive forestilling om at komme ud af salonen og se sådan ud ——————————->

Det er dog langt mere sansynligt, at jeg går ud på gaden og ser sådan ud:

Jeg må have vældig komplekst hår. Det har krævet mig 25 års hårdt slid og erfaringsopsamling at få tæmmet og afrettet det cirkus af et naturkrøl mine helt glathårede forældre har udstyret mig med. Derfor kan jeg jo heller ikke for alvor blive sur på de stakkels unge frisørpiger, når de efter 3 timers hårdt arbejde på høstakken sender mig ud af døren med en frisure der kunne få en blind mand til at græde ved synet. I gamle dage spurgte frisørerne tit om de måtte få lov at sætte mit hår, hvilket jeg altid sagde ja til pga. de gratis hårnåle. Det har resulteret i, at jeg som 13årig en mandag eftermiddag stod på hovedgaden i Velling med en frisure som skulle jeg til afdansningsbal. Fågging pinligt når fyren man på det tidspunkt var vild med (Niels Ove) tilfældigvis kom forbi på sin scooter.

Alt i alt er det med at gå til frisør ikke lige the shit for mig. Men i morgen skal jeg altså til frisør for første gang i 1.5 år og det bliver sikkert skrækkeligt. Jeg vender tilbage med en fyldig rapport (måske et billede – oh gru!), når jeg er på den anden side….So long!