Da jeg i sensommeren 2006 begyndte på psykologi blev jeg i løbet af rusugen introduceret for to ting. Den ene var alkohol i stride strømme, den anden var kritisk sans eller flerperspektivisme. Mens førstnævnte med tiden er aftaget gevaldigt (kender jo nærmest ingen til en fest på psykologi længere), så er den anden blevet hængende. Ikke at begrebet eller essensen af det at kunne tænke kritisk var nyt for mig – man har vel lavet en kildekritik eller tusind i gymnasiets historietimer – det var bare nyt for mig, at det nærmest var en religion.
Alting kan ses fra flere sider. Mindst to. Igen så er det jo ikke voldsomt revolutionerende, slet ikke i teorien. I praksis kan det dog være en udfordring af dimensioner. Det kræver sit at sætte sig ned og forsøge at forstå hvad der dog får en mand til at låse sine børn ned i en kælder i 25 år. Det kræver også sit, at sidde overfor en person der har slået sine børn, og forsøge ikke at dømme ham, men i stedet forsøge at forstå ham og hjælpe ham til at lade være. Psykologien er både i teorien og i praksis hele tiden et spørgsmål om at give plads til det dialektiske – det flerperspektivistiske. At opbygge en uendelig tolerance over for flertydighed og en evne til at forstå selv det mest uforståelige, er psykologens lod.
Det har været en evne, jeg med glæde har sat mig for at opøve. Jeg sætter en stor ære i at have en kritisk sans. Synes det er helt nødvendigt. Og lidt sejt. Hvad jeg på mine “gamle” dage på psykologi har lagt mærke til, er bare, at det nogle gange nærmest er blevet et handicap for mig. Jeg tør jo ikke tro på noget længere. Selv de mest simple og iøjenfaldende enkle ting bliver skrutiniseret totalt. Da min supervisor en gang spurgte mig, om jeg troede på, at det var bedst at min klient var ærlig i terapien, måtte jeg vende og dreje det lang tid i mit hoved, før jeg med bævende stemme sagde “ja, det tror jeg det er”. Han klappede. Selvfølgelig er det bedst, at min klient er ærlig overfor mig! Det gør jo så absolut terapien væsentlig mere intens, spændende og udbytterig. Temmelig utroligt, at det tog så lang tid for mig, at indse noget så enkelt og så stå ved at det tror jeg på…
Efterhånden som jeg laver mere og mere terapi, er det blevet tydeligere for mig, at jeg død og pine er nødt til at tro på noget igen. Hvis jeg ikke ved hvad jeg selv står for, kan jeg heller ikke hjælpe mine klienter. Hvis jeg ikke kan stå ved mig selv og det jeg tror på, kan jeg heller ikke bede mine klienter om at stå ved dem selv, og det de tror på. Hvis jeg ikke kan være tydelig overfor mig selv, kan jeg heller ikke være tydelig overfor dem.
Så derfor, mine damer og herrer, begynder jeg relanceringen af mig selv, som sådan en der godt tør tro. På andet end de tusinde perspektivers tro.
Det er store planer sådan en mandag formiddag…
Stilhed før Storm 