Stilhed før Storm

Tag: Surt opstød

Emma Gad og jeg gør også!

I dag har bare været en dejlig dag. Jeg har været til konfirmation hos min smukke og seje grankusine Mathilde. En masse glade og veloplagte mennesker fejrede hende, sang for hende og talte til og om hende. Vi skålede for hende, råbte mange Hurra’er både almindelige, korte og lange. Og hun sad midt i det hele og strålede.

Den danske familiefesttradition er en spøjs fætter. Det synes jeg sq. Alle de der ritualer, man bare spørgsmålsløst deltager i i løbet af sådan en fest. Ja, klart, selvfølgelig skal vi alle sammen rejse os op og udråbe et “leve” for fødselaren/konfirmanten/bryllupsparret/etc. Og vi gør det på helt samme måde hver gang – det første lidt tøvende Hurra, og så kommer de to næste med præcis lige lang tid imellem hver eneste gang. Og så nogle gange et langt for at spice det lidt op. Og hvis det skal være rigtig hyl smider man måske lige det helt korte (“hu”) eller suset fra Vesterhavet ind til sidst. Og så skåler man lige bagefter og så klapper man og så sætter man sig ned og spiser videre. Det er altså lidt fascinerende. Hvordan fa’en finder man på sådan noget. Hvor blev det lige bestemt, at det altså er proceduren, når man samles mere end 15 mand om en festlig begivenhed? Hvem er det lige der laver de der spilleregler vi alle spiller efter til den slags? De har saftpedervæltemig (staver man det sådan?) gjort et godt stykke arbejde, for jeg har aldrig hørt nogen sætte sig imod. Man ser det ellers for sig – hvordan en eller anden bare stikker sidemanden en lammer, råber hold kæft og udvandrer i vrede over at der nu igen skal råbes Hurra og synges den der lange sang om at folk skal leve, sættes i glas og ramme og se unge og yndige ud….

Nå, tilbage til dagen i dag. Den smukke konfirmation med den smukke konfirmand. Det jeg egentlig gerne ville sige, hvis jeg kunne fatte mig i noget der bare minder om korthed var, at hvor er det bare uendelig meget ens pligt, at gøre sådan en dag skide god for dem der holder festen! Uanset hvor hjernedødt det kan virke at udføre alle de der semibizarre ritauler, så gør man det gladeligt – det har man bare at gøre – for for den person det handler om, der betyder det bare alverden. For den person der har glædet sig i månedsvis og måske længere og for de personer, der har knoklet for at få sådan en fest til at gå op i en højere enhed,  der har man bare pligt til at more sig og spæde til og gøre alt hvad man overhovedet kan for at dagen bliver lige så fantastisk, de kunne ønske sig. For mig er det som regel ingen sag, for jeg er en sucker for familie og alt det der – jeg elsker det virkelig. Ritualer and all. Love it.

Men der er også nogle, der kan have den der attitude af, at hele verden handler om mig, og hvis jeg keder mig til den her fest, så kan i træde jer selv i munden på, at jeg ikke lægger skjul på det. Hvis jeg har tømmermænd, så sidder jeg og hænger. Hvis jeg er i dårligt humør, så kan min borddame sidde og tørste. osv osv osv i en ugidelig evighed. Dem var der heldigvis ingen af til den her fest! Hvis der var, havde de fået en god gammeldags Peter Bastian opsang: “Hæv bundgrænsen kammerat! Det der kendetegner et modent og voksent menneske er evnen til at bære vægten af ens eget indre liv uden at ryste på hånden og uden at forstyrre andre med det!” Hånden på hjertet, så er det jo ikke alle dage, man er lige meget i stødet og har lige meget lyst til at strikke en samtale op med en totalt ukendt bordherre. Men helt ærligt – det skal du bare! Det skal du bare, når andre gør sig den ulejlighed at invitere dig til fest. Basta!

Jeg.Fatter.Det.Ikke.

Jeg har egentlig ikke lyst til at starte dagen med et surt opstød, men når det nu bare regner udenfor, så er stemningen alligevel lidt ødelagt. Så here goes.

ØV (!) hvor bliver jeg bare ked af, at vi ikke behandler vores mest udsatte samfundsborgere ordentligt! Det kan godt være, at der er blevet tilført flere penge (dog kun 8 % på det psykiatriske område sammenlignet med 33% på det somatiske – det er vel dårligt mere end inflationen), hvilket er hvad vores kære sundhedsminister Berthel Haarder igen og igen slår på, men det hjælper jo ikke blot at smide småpenge efter et felt der i årevis er blevet underprioriteret og hvor pengene bare ryger ned i et stort sort brandslukningshul. Jeg fatter ikke hvorfor man fra politisk side nægter at lytte ordentligt efter de mennesker – de fagfolk – som dagligt skal slides med at afvise det stigende antal af patienter, der banker på dørene på de psykiatriske afdelinger og nærmest må tigge om at få hjælp. Bare lidt. Bare så de ikke tager livet af sig selv det næste døgns tid, fordi det gør alt for ondt at være til.

Jeg bliver led og ked af, at vi ikke tager det at have en psykisk lidelse mere alvorligt. Det giver ingen mening, at jeg gang på gang møder forældre til børnehjemsbørnene, der den ene dag ikke kan komme og besøge deres søn eller datter fordi livet blev så træls, at man måtte indlægge dem “på røde papirer”, som så dukker op den næste, fordi der ikke var plads til, at de kunne få lov at blive og få den nødvendige hjælp. Man smider vel ikke en patient med en dødelig kræftsygdom på gaden med en besked om, at vi desværre ikke har plads til at hjælpe dem, prøv at hold dem i live på egen hånd lidt endnu….Det gør man så vidt jeg ved ikke så meget i.

Alt peger på, at der hvor man er allermest sårbar og i risiko for at gentage et selvmordsforsøg er i dagene lige efter udskrivelsen. Forestil dig, at du skulle se din datter i øjnene dagen efter at du har forsøgt at forlade hende for good. Forestil dig, den smerte, tristhed, ydmygelse og skamfuldhed det må føre med sig. Ja, jeg kan ikke, for jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har set det ske og det er grimt at se på. Jeg kan godt tilgive dig kære mor, for at livet blev for svært, men spørgsmålet er om du kan tilgive dig selv det. Og om din datter kan, hvis hun nogensinde bliver gammel nok til at forstå hvad du har forsøgt at gøre.

Jeg ved godt, at det ikke er så ligetil at sammenligne en kræftpatient og en patient opslugt af livslede og depression. Jeg ved godt, at den selvmordstruede trods alt har et mere frit valg ift. at vælge livet til igen, men vi er saftsusseme nødt til at give dem chancen for at se det valg! Du kan ikke tvinge en kræftsyg til at blive rask på et døgn, og man burde heller ikke tvinge en selvmordstruet til at vælge livet på et døgn, når alt for ham eller hende lige nu, bare peger på at livet ikke er livet værd.

Jeg ved godt pengene ikke hænger på træerne, men hvis de gjorde så vidste jeg godt hvem jeg ville give dem til…

PS: Hvis I kan tåle flere sure opstød i dag, så læs dette Suzette så smukt har skrevet her (godt nok om et lidt andet felt, men dog ikke mindre relevant eller skræmmende).

PPS: Det sure opstød blev inspireret af denne artikel i dagens Politiken.

PPPS: Beklager at det ikke blev det mest velskrevne indlæg, men når jeg er sur skriver jeg gerne i meget lange og knudrede sætninger….

Holger Hotfeet Fundet.

Efter den første lettelse og rørthed over at Holger blev fundet havde aftaget, fik jeg lidt en dårlig smag i munden. En dårlig smag over at bl.a. EB.dk i timerne efter så sådan ud:

Seriously?!

Give it a rest og lad drengen komme hjem til sin familie i fred og ro! Den her oplevelse behøver ikke at traumatisere kære Holger for life, men mediernes papparaziagtige og vulgære håndering af sagen er lige til at tude over og gør bestemt ikke noget godt for drengen og hans fremtidige bearbejdning af det der er sket.

Fru Fuhrmann har sat ord på det her, som jeg ville ønske jeg kunne.

(Tak til Mogens for lån af billede).

%d bloggers like this: