Stilhed før Storm

Tag: Surt opstød

Når kærlighed ikke er nok – en kommentar.

Politiken bragte i går denne kronik og nu bringer jeg den videre til Jer, mine kære læsere. Her er starten og hvis du trykker her (og det gør du, fordi det er vigtigt og spændende og tragisk) så kommer ud ind på hjemmesiden og læser resten.

Jeg har arbejdet på sådan et sted som Skodsborg observations- og behandlingshjem. Af hensyn til forældre, børn og kollegaer på stedet siger jeg ikke hvor. Til gengæld skriger jeg til himlen, at Barnets Reform er en uigennemtænkt reform, der prøver at pakke inhumane nedskæringer ind i floskler om, hvad der er barnets tarv. For ja – det er rigtigt, at børn har bedst af at være i trygge rammer med nære voksne og forudsigelighed. Og ja – det er rigtigt, at det er langt det bedste for de fleste børn at være i et familiært miljø og ikke på en institution. Det er ikke fedt at være barn på en døgninstitution, men nu skal jeg fortælle dig hvad der er meget meget mindre fedt end det.

Det er ikke fedt, at være fem år og se mor helt væk på sofaen i en syvhestes brandert og med trusserne hængende nede om anklerne, fordi papfar nummer ti lige var forbi en tur. Der er desværre ikke noget sted, de kan køre mig hen, fordi kommunen har nedlagt alle pladserne. Jeg må lige vente til der bliver en plejefamilie klar. Så det gør jeg så, mens jeg prøver ikke at vække mor.

Det er ikke fedt, at være infantil autist og retarderet, fordi jeg er vokset op i en familie, hvor hverken mor eller far har snakket med mig  og så bagefter komme ud i en plejefamilie, som ikke forstår hvad jeg siger, når jeg aldrig har haft og aldrig får ord at bruge. Det er heller ikke fedt for den familie, der uforvarende siger ja til at tage mig ind, når de først finder ud hvor besværligt et barn jeg er og hvor store behov jeg faktisk har.

Det er ikke fedt, at være blevet på sendt på børnehjem med en besked om, at jeg var for umuligt et barn til at have hjemme. Jeg gør det jo ikke med vilje. Jeg bliver bare let umulig, når jeg kan mærke, at der ikke er nogle der vil have mig. Og nu har jeg været i tre plejefamilier, som heller ikke kunne lide mig, fordi jeg var grim og dum og åndssvag. Gad vide hvorfor jeg overhovedet skal være her. Der er jo ingen der kan holde mig ud.

Det er ikke fedt at jeg ikke kan blive boende i den her familie som kommunen har sendt mig ud i, fordi plejemor og plejefar hele tiden skændes med mor og far. Og de kan ikke blive enige om, hvor længe jeg må være sammen med dem, og hende inde fra kommunen har ikke tid til at hjælpe os, så nu har plejemor og plejefar sagt at de desværre ikke kan have mig boende længere. Så nu skal jeg ud til en anden familie. Måske kan de heller ikke lide mig der.

Det er ikke fedt at være plejemor og have sagt ja til en dreng, der på papiret virkede sød og dejlig, men som i virkeligheden splitter min familie ad, fordi han hele tiden skriger og slår. Jeg kan ikke rumme hans forældre, der hele tiden kommer rendende og truer med at stikke af med ham og jeg er bange for at være alene hjemme. Mine andre børn lider under det og jeg orker det ikke rigtigt mere…

Sandheden er, at man forventer det umulige af døgninstitutioner. Det er rigtigt, at ham der “forskning” peger på, at børn der er vokset op døgninstitutioner ikke klarer sig særlig godt sammenlignet med andre børn. Selvfølgelig. Selvfølgelig gør de ikke det. For de her børn er allerede når de træder ind i verden skudt helt tilbage i feltet – de har de dårligste odds af alle. De har en mor og en far, der formentlig selv er vokset op på børnehjem og som ikke har den fjerneste ide om hvordan man er en mor eller en far. Der er ingen døgninstitution eller plejefamilie i verden, der kan erstatte det tab, der for et barn ligger i at mor og far ikke kunne være der for mig. At de ikke kunne passe på mig. Hvor meget de end ønskede det. Så man starter i minus ti og det er en bragende succes, hvis man kan arbejde sig op til 0 og videre. Det grænser efter min mening til idioti, når man baserer så vigtige beslutninger, som det er, at nedlægge det ene børnehjem efter det andet, på såkaldt evidensbaseret viden om, at børn fra børnehjem ikke klarer sig godt. Så se dog på børnene og ikke på tallene. Det er meget mere komplekst end som så.

Det der sker er, at man erstatter specialviden og høj faglighed med velmenende plejefamilier. Når børnene akut fjernes hjemmefra, kommer de på et observationsbørnehjem. Ja sådan har det i hvert fald været indtil nu. Jeg kan love jer for, at de kun er der i den tid det er nødvendigt. Vi holder ikke på dem. Vi vil gerne have dem ud i en god plejefamilie så hurtigt som muligt. For alle der arbejder på børnehjem, ved godt, at det er det bedste for barnet at være i en ramme, der er så familiær og tryg som mulig. Det vi bruger tiden på, er at lære barnet rigtig godt at kende. At passe på barnet og blive klog på barnet. At lære forældre og søskende at kende, og sikre os, at også de bliver taget godt imod af de mennesker, der fremover skal passe på deres søn eller datter. At sikre os at barnet er i en sådan forfatning, at en plejefamilie vitterligt er den bedste løsning. Og hvis det ikke er det, så finder vi et sted, der kan sikre, at barnet med de største vanskeligheder også får den mest kompetente behandling. Når vi vurderer at barnet er tilstrækkeligt rigt beskrevet, leder vi efter den plejefamilie som kan rumme lige præcis det unikke barn med de unikke udfordringer han eller hun har. Når plejefamilien melder sig møder vi dem og de møder os, barnet og forældrene og langsomt overdrages ansvaret for barnet til dem. I et tempo hvor alle kan være med, og hvor alle ved hvad de går ind til.

En plejefamilie kan være verdens bedste svar for et barn, men det kan også ende med at være verdens allerværst tænkelige svar. Man kan simpelthen ikke byde, hverken børn, forældre eller plejeforældre, at skære det led væk, der sørger for at alle involverede parter har sjælen med i det. Det kan man bare ikke. På en dag hvor de nye ministre står storsmilende på Amalienborg og proklamerer at de er klar til at trække i arbejdstøjet, sender jeg en stor bøn deres vej, på vegne af børn, forældre og plejeforældre.

Advertisements

Du danske sommer, jeg savner dig.

Et eller andet sted, synes jeg vi danskere går for meget op i vejret. Et eller andet sted, så synes jeg at der er lidt for mange vejrudsigter med lidt for kække vejrværter.

Men et eller andet – andet sted, så er det bare ikke så underligt. For holdt nu kæft, hvor har jeg bare lyst til at snakke om (læs: brokke mig over) den her parodi det danske sommervejr har været indtil videre. Jeg skal virkelig folde læberne ind i munden og bide hårdt sammen mange gange, for ikke konstant at spy ubehageligheder ud omkring min utilfredshed over det. Så der bides til! For jeg gider egentlig ikke være sådan en, der brokker sig. Hvis der er et karaktertræk jeg virkelig ikke sætter pris på hos mig selv og andre er det brokkehovedet. Og på en måde tror jeg godt at vejrguden ved det. Det virker i hvert fald som om han har besluttet sig for, at sommeren 2011 skal være året, hvor vi tester Anne-Kirstines vedholdenhed vedrørende antibrokketrækket.

Hvis jeg nu var sådan en der brokkede mig, ville jeg sige, at det da er fuldstændig og helt til hest for nedtur at jeg fx ikke har været ude at bade en eneste gang. Og at jeg stadig er ligeså maddikemelormsbleg som for tre måneder siden. Og at jeg slet ikke har ligget og svedt på terassen, som jeg ellers elsker. Og at jeg vælger at forlade Danmark de to gange, hvor vejret rent faktisk viste sig fra sin rare side – først til NY og senere sydpå (hmprf!).Og det ved jeg godt er min egen skyld.

Men det er bare det, at jeg virkelig savner dig – du danske sommer. Med din tørre beskedne varme og dine milde vinde. Og normalt kan jeg godt sætte pris på dit vægelsind – det bliver ligesom aldrig kedeligt med dig. Men i år kære sommer – i år savner jeg dig virkelig. Og jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis vi ikke ses igen før efteråret, vinteren og foråret har været forbi. Så kære sommer  – kom tilbagen nu. Bare et par uger.

Bare så jeg kan nå at blive træt af dig og i mit stille sind brokke mig over, at det er for varmt.

“Gør livet levende – Ha’ en affære” (!?!?!?!)

Apropos flertydighedstolerence så kan det være virkelige befriende at have nogle steder i sit liv, der bare er entydigt sjove. Et af de steder er for mig Pentagang 2.0.  Er aldrig blevet skuffet når jeg har været forbi – forleden grinede jeg fx virkeligt højt over disse to billeder:

Det første er jo simpelthen bare uheldigt, men det sidste? Hvad sker der for det? Det er jo simpelthen bare så ufrivilligt upassende på så mange niveauer – den må være fra en tid, hvor seksuelle overgreb ikke fandtes (as if there were ever such a time?). Jeg vidste ærlig talt ikke helt om jeg skulle grine eller græde, men denne reklame er da trods alt delvist undskyldt pga. alderen. Det er til gengæld ikke jeg-er-min-kæreste-utro-og-det-her-afstumpede-firma-hjælper-mig-på-vej-reklamerne, der er plastret op over hele Århus for tiden.

Faktisk ved jeg heller ikke helt om jeg skal grine eller græde over det. Eller dvs. jeg har mest lyst til at græde over det. Egentlig så tror jeg, at dem der vil være deres kærester utro er det uanset om de får “professionel” hjælp eller ej. Gudskelov har jeg ikke mødt en eneste, der ikke var totalt uforstående over for konceptet – det er jo nærmest komisk. Omvendt så blev jeg faktisk lidt ærgerlig over den. Aemen, helt ærlig….??

Det er muligvis fordi jeg lige nu sidder og skriver en opgave om unge – de fantatiske, reflekterede og også ganske letpåvirkelige unge – at jeg godt kan få en lidt træls smag i munden. For en ting er, at alle os halvvoksne og helvoksne godt ved, at utroskab ikke er OK og at en sådan hjemmeside og dem der bruger den er patetisk(e). En anden ting er bare hvad vi som samfund (eller midttrafik, der i dette tilfælde ligge reklameplads til) synes er i orden at formidle. Forestil jer lige samtalen mellem mor og lille pige på 7 år, der lige har lært at læse: “Mor hvad er utroskab?” spørger den lille pige, hvortil mor kan forsøge at forklare sig med, at det er sådan noget med at man er kærester med én og så også kysser med en anden. Eller whatever. Jeg ved ikke engang hvad jeg ville sige, udover “velkommen til voksenlivet lille skat – du er kun 7, så jeg havde egentlig ikke tænkt, at du skulle konfronteres med hæslige voksenting som utroskab og løgn, men her står vi så på busstoppestedet på vej ned til fritteren og kan læse at det tilsyneladende er sådan man “gør livet levende””.

Og så er der jo alle dem der ikke har en mor ved hånden de i barnlig uskyld tør eller kan spørge om den slags. Dem der tager sådan noget som det her ind og så kan gå og tygge lidt på den i deres småforvirrede ungdomsliv. Dem der er vokset op i en generation, hvor porno dikterer hvordan man har sex, fordi bl.a. folkeskolens seksualundervisning er så helt til hundene mangelfuld efterhånden, at de ikke har fået andet at vide, end at piger altid får vilde skrigende orgasmer når manden kører javertusen op og ned mellem hendes bryster…altså bare lige for at give et eksempel på hvor langt fra virkeligheden porno som oftest er. Når man går og tumler med hvad der er i orden og ikke i orden, og man så nede på busstoppestedet med iPoden i ørerne læser, at utroskab er pisse meget i orden – at det oven i købet gør livet værd at leve og man kan få professionel hjælp til at lyve, så vil jeg tro, at man kan få et noget forkvaklet forhold til, hvad man skal finde sig i. Og weekenden efter, kan det være man finder ud af, at kæresten har kysset med en anden i byen og formentlig er man ved at gå til af ked-af-det-hed, vrede og jalousi. Men man kan vel ikke rigtig tillade sig at have de følelser, kan man? For der hænger jo reklamer over hele byen om at utroskab er i fair-and-square og helt legal adfærd.

Jeg er vitterligt ligeglad med at reklamer som denne er at finde steder, hvor det hovedsageligt er voksne der ser dem. Men at alle, uanset alder, modenhed og evne til kritisk stillingtagen skal konfronteres med dem på gaden, det synes jeg er langt langt ude.

Undskyld pentagangfolk, at reklamen for jeres side blev en svada om etik, moral og ungdom. Jeg ville faktisk bare skrive et indlæg, om at jeg synes I er sjove, men der kan man bare se, hvad der sker, når jeg først kommer igang….rundstyk…

Når ulven vogter får.

Det her, det er sådan noget, der virkelig kan pisse mig af. Jeg kan simpelthen slet slet ikke forstå, hvorfor folketinget med den ene hånd kan lukke og skære ned og med den anden hånd hælde 600.000 i nakken på afgåede politikere som Malou Aamund, der som salgsdirektør for Microsoft vel næppe lider nogen nød.

Det koster ca 8 mio. kr. om året at køre et børnehjem, som det jeg indtil for et halvt år siden havde fornøjelsen af at arbejde på. Det var et meget velanset sted, med et højt fagligt niveau og stor succes ift. at give mange børn en reel chance for at komme godt videre i livet. Hvis bare 14 folketingspolitikere sagde nej tak til at modtage over en halv mio kr. for noget arbejde, man må formode de allerede har fået løn for, mens de rent faktisk arbejdede i folketinget, var man måske ikke tvunget til at lukke et sted som det….altså bare for at sætte det lidt i perspektiv….

Er det bare mig, eller det ikke en lille smule uhensigtsmæssigt, at det er folketinget selv, der skal bestemme om folketinget skal forgyldes? Bevares, det er da svært at sige nej til sådan en sjat ekstra penge, men håber helt ærligt at fru. Aamund har en smule dårlig smag i munden over ikke blankt at afslå dette gyldne håndtryk.

Social arv på alle klasser.

Jeg er et-hundrede-tusind-procent sikker på, at der stadig væk findes social arv. Den lever i værste velgående og trods massive og bekostelige indsatser, kræver det ekstraordinært meget at bryde den. Både fra systemets side, og i særlig grad fra børnenes side. Det er alt andet end nogen smal sag, at give sine børn den perfekte opdragelse, når man selv kun har brud, svigt, slag og trusler i bagkataloget. Man kan (næsten) ikke tillade sig at blive harm på forældrene vis børn vokser op på behandlingsinstitutioner rundt omkring, for spørger man dem til deres egen barndom, er det som oftest en tragisk gentagelse af det, de nu ser deres børn gå igennem.

Jeg bruger meget krudt på at give de børn og voksne jeg i mit arbejde kommer i kontakt med en tro på, at livet kan være andet end mistro og møg. Men den brøkdel af  tid jeg, og alle de andre fantastiske mennesker, der arbejder med børnene har med dem, kan have svært ved at hamle op med den helt tidlige skade forårsaget af forældre, der bare ikke magter det, de allermest ville ønske, de kunne magte.  Nogle gange lykkedes det. Nogle gange kan der kompenseres og reddes og lappes og installeres nye chancer, og så er det det hele værd. At det igen og igen viser sig, at børn der vokser op på døgninstitutioner ikke klarer sig skide godt, kommer ikke bag på mig. Det er ved gud ikke for børn at være på børnehjem! Alternativet er bare heller ikke optimalt, og så er børnehjemmet trods alt det bedste af to onder. Det tror jeg virkelig på, ellers kunne jeg ikke arbejde der.

Social arv eksisterer stadig, og det gør mig altid godt gal i skralden, når jeg hører folk påstå noget andet. Det gør mig endnu mere gal i skralden, at man i bl.a. Århus Kommune lige nu skærer helt helt ind til benet på dette område og gør det om muligt endnu sværere, at give disse børn en reel chance. Den tager jeg lige en anden dag, for når først min irritation over det får frit løb, tager det gerne et par timer, før jeg er i ro igen.

I dag læste jeg dette debatindlæg skrevet af studievejleder på HF Jan Andreasen, og blev noget mismodig. Èn ting er, at forældre, der ikke ved hvordan man skal være mor eller far ikke kan være det, men noget ganske andet er, at forældre der i hvert fald på overfladen har masser at give af, brænder deres energi, omsorg og kærlighed af på arbejdet og lader deres børn sejle rundt på egen hånd. Det er skræmmende, trist og ikke i orden. Hvis man har ressourcerne til at give sine børn en skide god chance her i livet, så har man efter min mening et ansvar for at gøre det. Ellers skal man nok hellere starte en ny virksomhed, end at sætte et barn i verden. Det kan man i det mindste kun miste penge på.

%d bloggers like this: