Stilhed før Storm

Tag: Filosofi i lommehøjde

At turde tro, part. 1.

Da jeg i sensommeren 2006 begyndte på psykologi blev jeg i løbet af rusugen introduceret for to ting. Den ene var alkohol i stride strømme, den anden var kritisk sans eller flerperspektivisme. Mens førstnævnte med tiden er aftaget gevaldigt (kender jo nærmest ingen til en fest på psykologi længere), så er den anden blevet hængende. Ikke at begrebet eller essensen af det at kunne tænke kritisk var nyt for mig – man har vel lavet en kildekritik eller tusind i gymnasiets historietimer – det var bare nyt for mig, at det nærmest var en religion.

Alting kan ses fra flere sider. Mindst to. Igen så er det jo ikke voldsomt revolutionerende, slet ikke i teorien. I praksis kan det dog være en udfordring af dimensioner. Det kræver sit at sætte sig ned og forsøge at forstå hvad der dog får en mand til at låse sine børn ned i en kælder i 25 år. Det kræver også sit, at sidde overfor en person der har slået sine børn, og forsøge ikke at dømme ham, men i stedet forsøge at forstå ham og hjælpe ham til at lade være. Psykologien er både i teorien og i praksis hele tiden et spørgsmål om at give plads til det dialektiske – det flerperspektivistiske. At opbygge en uendelig tolerance over for flertydighed og en evne til at forstå selv det mest uforståelige, er psykologens lod.

Det har været en evne, jeg med glæde har sat mig for at opøve. Jeg sætter en stor ære i at have en kritisk sans. Synes det er helt nødvendigt. Og lidt sejt. Hvad jeg på mine “gamle” dage på psykologi har lagt mærke til, er bare, at det nogle gange nærmest er blevet et handicap for mig. Jeg tør jo ikke tro på noget længere. Selv de mest simple og iøjenfaldende enkle ting bliver skrutiniseret totalt. Da min supervisor en gang spurgte mig, om jeg troede på, at det var bedst at min klient var ærlig i terapien, måtte jeg vende og dreje det lang tid i mit hoved, før jeg med bævende stemme sagde “ja, det tror jeg det er”. Han klappede. Selvfølgelig er det bedst, at min klient er ærlig overfor mig! Det gør jo så absolut terapien væsentlig mere intens, spændende og udbytterig. Temmelig utroligt, at det tog så lang tid for mig, at indse noget så enkelt og så stå ved at det tror jeg på…

Efterhånden som jeg laver mere og mere terapi, er det blevet tydeligere for mig, at jeg død og pine er nødt til at tro på noget igen. Hvis jeg ikke ved hvad jeg selv står for, kan jeg heller ikke hjælpe mine klienter. Hvis jeg ikke kan stå ved mig selv og det jeg tror på, kan jeg heller ikke bede mine klienter om at stå ved dem selv, og det de tror på. Hvis jeg ikke kan være tydelig overfor mig selv, kan jeg heller ikke være tydelig overfor dem.

Så derfor, mine damer og herrer, begynder jeg relanceringen af mig selv, som sådan en der godt tør tro. På andet end de tusinde perspektivers tro.

Det er store planer sådan en mandag formiddag…

The simple life as blomsterhandler…

For nogle år tilbage arbejdede jeg som handicaphjælper. Jeg skulle møde ind på døgnvagter meget tidligt om morgenen. Og så sad jeg og kiggede rundt på de andre trætte mennesker i bussen på vej derud og tænkte på, hvilke jobs de mon havde og hvad de mon var på vej til. Jeg møgprojiterede alle mulige forskellige ting over på dem, og ville altid ønske at jeg skulle det jeg troede de skulle…som man siger.

I mange år har jeg “arbejdet med mennesker”. På mange forskellige måder. Min kæreste arbejder med computere (altså han har menneskekollegaer, som han arbejder med, men det er mest computere han arbejder på…håber jeg…….anyways). Nogle gange misunder jeg ham virkelig, at den slags software, han kan have problemer med kan løses med tålmodighed og teknisk snilde.

Jeg er også tit jaloux på blomsterhandlerne. Blomster er sådan rimelig tilregnelige og så dufter de virkelig godt. Og er så smukke. Og simple. Hver gang jeg træder ind i blomserbutik, falder jeg helt i svime over alle blomsterbinderierne og så drømmer jeg lidt om hvordan livet som kreativ blomsterdame mon ville være…måske med eget keramisk værksted og sådan…

Og så alligevel….

Alligevel så elsker jeg faktisk virkelig mit job. Jeg er faktisk helt vild lykkelig i den profession jeg har valgt at være/blive en del af. Der er faktisk ikke noget mere fantastisk end at komme ud fra en terapitime, hvor man har mærket en god kontakt og har set et menneske rykke sig og vokse. Det er dybt rørende, når mine klienter har lyst til at dele noget meget fint og privat med mig. Noget som måske endda gør meget meget ondt.

Der er heller ikke noget mere livsbekræftende end at være med til at give en af børnene på børnehjemmet en god dag. Og en oplevelse af, at voksne også er gode mennesker, man godt kan regne med. Og man kan se at der falder ro over deres små kroppe, at bangeknuderne i maverne løsnes lidt og deres hoveder bare engang imellem kan optages af den slags ting som børnehoveder skal være optaget af.

Når folk spørger mig om det ikke er hårdt at arbejde med det jeg arbejder med, så er mit svar tit at det er det egentlig ikke. Og det er kun en halv sandhed, for nogle gange er det virkelig hårdt. Og jeg bliver ked af at gode mennesker udsættes for skrækkelige ting. Den anden halve del af sandheden er til gengæld at det er det hele værd. Al ked af det heden, vreden, magtesløsheden, uretfærdighedsfølelsen og den store weltschmertz er det hele værd, så længe folk bare bliver ved med at kæmpe for (at få) det bedre.  Og det gør de heldigvis, de mennesker jeg arbejder med.

Om en stræben mod det enkle liv og en kærlighed til ting der glimter…

Kom en nat til at se et rerun af DR2s ”Bonderøven”, og selv om jeg af min ærkeøkologiske, langskæggede, stråhattebærende landmandsonkel fra Salling har fået at vide, at han er mere bondefanger end bonderøv (spørg ikke hvorfor), satte programmet nogle tanker i gang hos mig. Særligt hans introsætning om at meningen med hans levevis ikke er at leve som i syttenhundredetallet, men snarere et forsøg på at ”leve lidt mere enkelt”.

Klart! God ide! Det vil jeg virkelig også gerne selv! Jeg har en drøm om at leve lidt mere simpelt, grounded og uomgivet af materielle ting. At skrabe alt det overflødige væk og komme ned til det der er vigtigst. Kun omgive mig med det allermest nødvendige og derved skabe plads til alt det der godt må fylde lidt mere.

Bare.leve.livet.lidt.mere enkelt…

Omvendt må jeg jo også erkende, at jeg elsker fine ting der glimter i lyset og faktisk finder jeg stor glæde ved at have skabe og hylder fyldt til randen med betydningsfuldt ragelse. Jeg er en ravn af værste skuffe! Jeg propper ting ind i mit hjem og på min krop og nyder hyggen og skønheden de bringer med sig.

Jeg kan jo også godt lide de bekvemmeligheder det mere materielt orienterede liv bringer med sig. Misunder ikke Bonderøvens søde kæreste Henriette, at hun skal lave julemiddag og havregrød på et gammelt brændekomfur, når jeg nu selv vha. mit induktionskomfur kan lave havregrød på to minutter. Til gengæld har jeg en smart ovn, vis 50-siders lange manual jeg ikke har orket at sætte mig ind i, og derfor ikke helt ved hvordan virker…

For et par år tilbage havde jeg indbrud i min lejlighed og de stjal en masse fine ting – en masse personlige ting. Jeg blev vildt ked af det, men fik i den forbindelse også den tanke, at hvis jeg ikke havde haft alle de her fine ting, så ville de ikke kunne tage det fra mig. Så ville jeg blive en lille smule mere usårlig. Så kunne de bare komme an! Omvendt tror jeg heller ikke det vil gøre mig glad.

Som med så meget andet her i livet er det vel en balancegang mellem på den ene side at stræbe mod det mere simple og samtidig erkende, at det ikke er nemt at være bonderøvsenkel i et samfund, der nogle gange kræver at man kan lave havregrød til hele familien på to minutter.

Dette blev ikke det mest højfilosofiske indlæg – nok mere et strejf af nogle tanker der har rodet mit hoved lidt tid. Ikke desto mindre er det noget, der ikke underligt fylder for mange mennesker – blev af min kæreste gjort opmærksom på, at der er flere danskere der ser ”Bonderøven” end ”Vild med dans”.
Det siger jo ikke så lidt…

%d bloggers like this: