Stilhed før Storm

Tag: Filosofi i lommehøjde

Alt det som ingen (selv) ser

Ja, så sad jeg jo lige her en tirsdag eftermiddag og forsøgte at koncentrere mig om den tekst, jeg skal læse inden vejledning i morgen. En tekst der er skrevet på det smukkeste volapyk  og som gør mig så ualmindeligt frustreret, at selv den mindste lille forstyrrelse er en kærkommen anledning til lige at lave noget andet. Jaja, i kender det godt – emnet er gammelt, men ikke desto mindre allerstedsnærverende i enhver studerendes liv: Den gode overspringshandling. Det er den, der på en gang hjælper dig væk fra det du af den eller anden grund ikke orker og samtidig giver dig illusionen om, at det du foretager dig, er mindst ligeså vedkommende og vigtigt, som fornævnte “det”.

Ja, og i dag bestod overspringshandling nummer 3 af, lige at spørge Jer om, om det ikke også fucker Jer lidt op, at man aldrig ser sit eget ansigt i virkeligheden? Ja, for det er sådan noget jeg kan ligge vågen over om natten. (Det bærende ord er her “kan” – jeg ligger i realiteten aldrig vågen om natten. Det er med andre ord en metafor, ik’?). Altså. Tænkt det lige til ende, hvis tanken er ny for jer.

Man

kommer

aldrig

til

at

se

sit

eget

ansigt

i

virkeligheden

!!!

!

Det er saftedderperkme da underligt! Bevares, man har jo spejle og fodo’ og sine venner og families mere eller mindre pålidelige udsagn for at man ikke ligner en skæv hyæne, men I VIRKELIGHEDEN så ser man aldrig det de ser – det alle andre står og glor ind i dag efter dag og som man i øvrigt ene mand slæber rundt på og udtrykker sig igennem. En skøn bivirkning ved netop det, er at man det meste af tiden slipper for at se på sig selv. Ikke altid en ulempe. Jeg har eksempelvis mareridt over, hvor mærkelig jeg ser ud, når jeg taler og det er så hovedsageligt Jer andre der lider under det. Excuse moi. Det er også en af grundene til at jeg undlader at have nogen som helst relation til min frisør, bl.a. ved at skifte hende ud hver gang. Således undgår jeg også i denne ene spidsbelastede situation, at udstå synet at mit talende jeg. Jeg er endda gået så langt som at fake stumhed, så jeg slap for at se mig selv tale….okay. Not True. Men jeg har overvejet det så!

Men back to business: Er det ikke lidt mærkeligt, at det eneste man får at se af sit eget ansigt er ens næseryg (hvis man gør sig skeløjet), ens læber (hvis man anstrenger sig lidt og laver “the Arto Pout”) og måske en dag sækkene under ens øjne? Ja, hvis ikke sækkene over øjnene til den tid har spærret udsynet.

Nå. Nu er den ude af mit system og klar til at besætte Jeres. God tirsdag aften.

 

Kafkas “Processen” anno 2011

Har lige set sidste halvdel af meget interessant dokumentar. “Manden der ville melde sig ud” hed den og har af gode grunde være rimelig omtalt lately. På sådan en askegrå dag, hvor tankevirksomheden her er nogenlunde lige så mat i koderne som himlen over Aarhus, kræver det lidt anstrengelse at svinge sig op til hans projekt. Helt kort fortalt vil han gerne melde sig ud af samfundet/systemet/Danmark og vriste sig løs af forpligtelser såvel som rettigheder. Det vil han gerne af princip, fordi han ikke mener at han nogensinde aktivt har meldt sig ind.

Nu så jeg jo så ikke starten af dokumentaren, men fik lidt et billede af en mand, med lidt for meget fuldskæg begravet i lidt for store filosofiske hovedværker på et lidt for støvet specialekontor helt nede i bunden af gangen. Jeg var mildt sagt rimelig skeptisk og forholdsvis irriteret over projektet som andet end et pudsigt omend nørdet tankeeksperiment.

Og det skulle da også vise sig (SPOILERALERT), at det ikke var lige sådan til. Hos Borgerservice spørger de sødt “hvor han så vil rejse hen”, underforstået, at rejser man ud af et system er det for at rejse ind i et andet. Det er ikke muligt at være systemløs. På Borgen kigger de ligeså uforstående på ham. Johanne Schmidt Nielsen giver ham kam til fuldskægget, da hun hun udfordrer ham på de etiske konsekvenser af hans ide: Hvis han melder sig ud, skal det også være muligt for andre at melde sig ud og hvor sætter man så grænsen for, hvem der må og ikke må? Hvad hvis alle de rige melder sig ud, fordi de vil beholde deres penge selv? Hvad hvis rockerne melder sig ud og begynder at banke løs på hinanden og andre, men ikke kan straffes eller holdes igen, fordi de ikke er med i klubben? Brønderslev-sagen dukker op på nethinden, som et eksempel på hvordan det kan gå, når en familie, ikke melder sig ud, men nærmere gemmer sig for systemet. Han kunne ikke helt forklare hvorfor lige ham og ingen andre skulle have lov til at underskrive udmeldelsesblanketten. Det var som om han blev klogere på projektet undervejs, og alene den rejse gjorde faktisk programmet seværdigt for mig. Han gav ikke op med det samme, men han lod sig også udfordre. Han var ikke fanatisk, men gav heller ikke helt efter for politikerne, der kiggede på ham med øjne så store som thekopper og hovedet let på skrå i et “hvad-fejler-du-mon-menneske”-blik.

Han endte på et Buddhistisk Bornholsk kloster hos zenmaster Denko Mortensen, der i de kredse jeg somme tider færdes, betragtes som værende rimelig hardcore. Jeg ved ærlig talt ikke så meget om ham, men kunne se i filmen, at han har en lavalampe, hvorfor jeg må stille mig kritisk over for det meste af det han siger. Her fandt en del af svaret på hvordan man så lever indenfor det u-udmeldelige samfunds rammer. Og der lander den vidst indtil videre.

På et principielt plan kan jeg godt følge den. Tanken omkring ikke helt at have valgt at blive en del af et apparat, der har så umanerlig stor magt over en. Det er noget af det, der kan gøre mig helt grundangst. Når jeg hører om unge teenagepiger, der bliver slæbt igennem retssager i Italien, Bali og Thailand pga. noget de måske/måske ikke har nogen skyld i. Når jeg læser om den måde systemets love kan bestemme, hvorvidt du har lov til at blive boende i dit hus hvis din kæreste dør og i ikke er gift. De der love der hele tiden bliver lavet og som vi hele tiden er underlagt er så uigennemskuelige og det føles bestemt ikke som om, at man selv har indflydelse på hvordan tingene er skruet sammen. Ja fint, du sætter et kryds på en lang lap papir omtrent hver 4. år, men så strækker indflydelsen sig ligesom heller ikke længere. Den følelse vil jeg gerne melde mig ud af. Og når det så ser sagt, så er jeg faktisk stor tilhænger af at have et system, der rammer os ind og retter os af og sikrer at vi alle spiller efter nogenlunde samme spilleregler. Ja, faktisk finder du nok ikke en større anti-anarkist og tryghedsnarkoman end mig. Så overhovedet at indrømme, at jeg faktisk fandt programmet uhyre interessant og tankevækkende er store sager. Det var bare det.

Se den her, hvis du har tid.

Morning News

Morgenens nyheder på TV2 har givet anledning til følgende overvejelser herfra:

Privatforbruget er det laveste i fem år. Folk gider ikke købe mere crap, hvilket ud fra et privatøkonomisk synspunkt er fornuftigt nok, men det kommer til at koste arbejdspladser. Lad lige først være med at spørge, om dens slags nyheder både glæder og irriterer mig. De understøtter jo raskt væk den næsten bundløse fryd, der for mig er forbundet med at forbruge og jeg lover dig – jeg.kan.ikke.få.crap.nok. Spørgs selv Cea, der ved en fejl (formoder jeg) kom til at tage med mig og lillesøsteren+veninde med ud til Brugtvareterminalen i Viby lørdag eftermiddag. Han nægtede at bruge en øre mens jeg lå i glædesspasmer på gulvet over alt det gamle og billige. På en måde fint nok at han kom med. Udover at det var såååå hyggeligt at han gad lege med mig, fungerer han lidt som en forbrugsbuffer for mig. Hver gang jeg fandt noget som jeg godt kunne lide, men som var lidt på kanten stak jeg hovedet udenfor til ham (hvor han jo ganske hurtigt fandt en plads i skyggen med god 3g dækning), kiggede på ham med glade bedende øjne, modtog et blik over temaet “are you freakkin’ kidding me woman” og luskede tilbage på hylden med det. Så tak til Cea for at jeg kun kom hjem med fem gamle dybe tallerkener, en assorteret underkop, en steltonkande og et dejfad af det pureste ler.

Anyways. Jeg betragter mig selv som et særdeles ansvarligt menneske og jeg bryster mig af at holde mig det brede perspektiv for øje. Derfor ofrer jeg med glæde min privatøkonomiske sikkerhed, for at du kan få et job.

Og det leder mig over til næste indslag. For man kan da ikke som en kærlig medborger se til, når OK-reklamerne pludselig ikke længere er en joke, men den skinbarlige sandhed. Man KAN da ikke mene alvorligt at små børn på en skole i whatthefuck skal ligge på en lang stribe i græsset og øve brystsvømning og butterfly – Tørsvømning er åbenbart den måde vi forsøger at spare penge på for tiden. Herrejemini. Nej – frem med dankortet mine kapitalistiske medsøstre – vi har et ansvar. Børnene lider.

Den sidste nyhed: Arrangørerne af VM i landevejscykling kan eftersigende “sole sig i al den ros de har fået over arrangementet”. Nu følger jeg minimalt med i sport, men det er da kommet mig for øre via en københavner eller to, at det der VM fik en kommende betalingsring til at ligne en femsporet motorvej lige durk ind igennem Rådhuspladsen. Og hvis de der arrangører gør alvor af at sole sig i den regn af roser, der nu vælter ned over dem, ville jeg overveje at skifte bikinitrussen ud med en skudsikker vest og holde paraderne oppe for de brosten og springknive, der kunne gemme sig mellem roserne. Bare et råd.

Ja. Og efter nyhederne kom Dennis Knudsen forbi i GoMorgen DK og skulle lære Ida Wohlert at lave facefitness og så gik al hjerneaktivitet i stå.

Spredte tanker fra i dag

Et mågestel er helt sikkert en god investering, når familien Skjern i Matador har et.                                          Åh hvor jeg savner den ferie vi var på i New York. Gad vide om min bankrådgiver ikke godt ville kunne forstå, hvis jeg var nødt til at tage afsted igen i morgen? Wellness-investering. Det må der være noget der hedder.                                                                                          “Det var lidt for sent det gik op for dig, du har satset alt men ingen satse’d på diii-iii-iiii-iiiig” (sang jeg har haft på hjernen på 72. time)                                     Gad vide hvordan man får tislugt af sine støvler?                                                Hvis jeg lige løber op og ned ad trappen en gang til, kan jeg vist godt spise den der halve plade rittersport med marcipan. Jeg kan ikke engang særlig godt lide den variation med marcipan. Gad vide hvorfor jeg egentlig købte den? Måske for at straffe mig selv lidt for at spise chokolade, når jeg burde lade være…                                                                            Jeg tror sgu jeg stemmer radikalt.                      FUCK (da jeg gik ind i dørkarmen)                       Er det flovt at sove middagslur, når man ingenting hårdt har lavet i løbet af dagen?                   Mon naboen er død? Tror ikke jeg har set ham i en måned nu. Har hørt at lig lugter grimt. Jeg er ikke god til at genkende lugte.                                         Kæft, psykologi er et godt fag. Især når man hippie-healer sine klienters indre barn                                         Det bliver nu godt at drikke en øl med Majken på torsdag.                              Shit det bliver koldt at vinterbade. Jeg ved ikke om jeg tør. Måske er jeg også for fed til yoga…                               Skulle man aldrig have sig en af de der børn?                                      hvorfor hedder en boksering egentlig en boksering og ikke en boksefirkant? Sport er dumt.                             Jeg skulle måske snart skrive lidt på bloggen. Men jeg laver jo intet spændende. Mon de gider høre om det? Sikkert ikke.                                                    mmm Albertes nye album vinder ved hver lytning                    Ad, hvor er Sus blevet pænt brun. Alt er som i gamle dage – jeg er stadig en bleg maddike og sus er chokoladebrun.                       Jeg skal tisse. Jeg orker ikke til at knappe mine bukser op.

“Gør livet levende – Ha’ en affære” (!?!?!?!)

Apropos flertydighedstolerence så kan det være virkelige befriende at have nogle steder i sit liv, der bare er entydigt sjove. Et af de steder er for mig Pentagang 2.0.  Er aldrig blevet skuffet når jeg har været forbi – forleden grinede jeg fx virkeligt højt over disse to billeder:

Det første er jo simpelthen bare uheldigt, men det sidste? Hvad sker der for det? Det er jo simpelthen bare så ufrivilligt upassende på så mange niveauer – den må være fra en tid, hvor seksuelle overgreb ikke fandtes (as if there were ever such a time?). Jeg vidste ærlig talt ikke helt om jeg skulle grine eller græde, men denne reklame er da trods alt delvist undskyldt pga. alderen. Det er til gengæld ikke jeg-er-min-kæreste-utro-og-det-her-afstumpede-firma-hjælper-mig-på-vej-reklamerne, der er plastret op over hele Århus for tiden.

Faktisk ved jeg heller ikke helt om jeg skal grine eller græde over det. Eller dvs. jeg har mest lyst til at græde over det. Egentlig så tror jeg, at dem der vil være deres kærester utro er det uanset om de får “professionel” hjælp eller ej. Gudskelov har jeg ikke mødt en eneste, der ikke var totalt uforstående over for konceptet – det er jo nærmest komisk. Omvendt så blev jeg faktisk lidt ærgerlig over den. Aemen, helt ærlig….??

Det er muligvis fordi jeg lige nu sidder og skriver en opgave om unge – de fantatiske, reflekterede og også ganske letpåvirkelige unge – at jeg godt kan få en lidt træls smag i munden. For en ting er, at alle os halvvoksne og helvoksne godt ved, at utroskab ikke er OK og at en sådan hjemmeside og dem der bruger den er patetisk(e). En anden ting er bare hvad vi som samfund (eller midttrafik, der i dette tilfælde ligge reklameplads til) synes er i orden at formidle. Forestil jer lige samtalen mellem mor og lille pige på 7 år, der lige har lært at læse: “Mor hvad er utroskab?” spørger den lille pige, hvortil mor kan forsøge at forklare sig med, at det er sådan noget med at man er kærester med én og så også kysser med en anden. Eller whatever. Jeg ved ikke engang hvad jeg ville sige, udover “velkommen til voksenlivet lille skat – du er kun 7, så jeg havde egentlig ikke tænkt, at du skulle konfronteres med hæslige voksenting som utroskab og løgn, men her står vi så på busstoppestedet på vej ned til fritteren og kan læse at det tilsyneladende er sådan man “gør livet levende””.

Og så er der jo alle dem der ikke har en mor ved hånden de i barnlig uskyld tør eller kan spørge om den slags. Dem der tager sådan noget som det her ind og så kan gå og tygge lidt på den i deres småforvirrede ungdomsliv. Dem der er vokset op i en generation, hvor porno dikterer hvordan man har sex, fordi bl.a. folkeskolens seksualundervisning er så helt til hundene mangelfuld efterhånden, at de ikke har fået andet at vide, end at piger altid får vilde skrigende orgasmer når manden kører javertusen op og ned mellem hendes bryster…altså bare lige for at give et eksempel på hvor langt fra virkeligheden porno som oftest er. Når man går og tumler med hvad der er i orden og ikke i orden, og man så nede på busstoppestedet med iPoden i ørerne læser, at utroskab er pisse meget i orden – at det oven i købet gør livet værd at leve og man kan få professionel hjælp til at lyve, så vil jeg tro, at man kan få et noget forkvaklet forhold til, hvad man skal finde sig i. Og weekenden efter, kan det være man finder ud af, at kæresten har kysset med en anden i byen og formentlig er man ved at gå til af ked-af-det-hed, vrede og jalousi. Men man kan vel ikke rigtig tillade sig at have de følelser, kan man? For der hænger jo reklamer over hele byen om at utroskab er i fair-and-square og helt legal adfærd.

Jeg er vitterligt ligeglad med at reklamer som denne er at finde steder, hvor det hovedsageligt er voksne der ser dem. Men at alle, uanset alder, modenhed og evne til kritisk stillingtagen skal konfronteres med dem på gaden, det synes jeg er langt langt ude.

Undskyld pentagangfolk, at reklamen for jeres side blev en svada om etik, moral og ungdom. Jeg ville faktisk bare skrive et indlæg, om at jeg synes I er sjove, men der kan man bare se, hvad der sker, når jeg først kommer igang….rundstyk…

%d bloggers like this: