Stilhed før Storm

Tag: Drømme

Er i der stadig?

Hvorfor er der så stille på bloggen, spørger i nok? Var det det? 100 indlæg og så slut-prut-fimame?

Nejnjenej, så let slipper i somend ikke. Jeg bliver ved lidt endnu. Men det er bare det, at jeg siden jubilæet har været enten tømmermændsramt/træt eller ude af huset. Og det er bare ikke – skulle jeg hilse at sige – de mest optimale forhold for en livlig blog.

Nå men siden sidst. Ja – altså der var jo det med valget. Jeg var i tvivl til det sidste og måtte coaches af Cea henover morgenkaffen. Som datter af det Vestjydske læner jeg mig nok mere mod det blå og i et anfald af moralsk panik og afgrundsdyb bekymring over Danmarks økonomiske fremtid overvejede jeg om krydset skulle sættes ved den fornuftige økonomisk ansvarlige Løkke og hans kumpaner. Jeg blev dog ved mandens hjælp gelejdet tilbage over midten og endte med at stemme Radikalt. Som jeg egentlig hele tiden havde tænkt jeg ville. Og det er ikke fordi at bekymringen er væk, og det er ikke fordi jeg er nede med det der om forandring bare for forandringens skyld. Og når det så er sagt. Så magter jeg simpelthen ikke at høre på Helle T. i oppositionen i fire år mere. Så nu må hun vise hvad hun kan og jeg håber saftsusemig at noget af det hun kan er konfliktløsning og mægling….og måske få lært Villy-boy noget engelsk, hvis han skal være udenrigsminister. God save us all.

Jeg drømte i nat, at det var Pia K der skulle udpege regeringen. Så valgte hun en af mine gode veninder, Anne, til udenrigsminister hvilket gjorde Villy så forurettet at han kastede sig ud fra en bygning. Jeg selv blev valgt til Vækst- og Ideminister, hvilket kom noget bag på mig, eftersom jeg ikke erindrede nogensinde at have stillet op til et folketingsvalg. Desuden er der blevet talt så meget om vækst i den her valgkamp at begrebet er blevet sådan helt tomt for mig. Lidt ligesom når man siger et ord rigtig mange gange. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Sok. Hvad fanden er en sok? Hvad fanden er vækst? Anyways – den del af titlen intimiderede mig i hvert fald. Den anden del af titlen bad jeg nogle af mine venner om råd omkring, da jeg ellers var bekymret for at min eneste ide var, at alle skulle have Mac. Tal om indoktrinering Cea!?

Jeg har ikke fået nok af valg endnu. For første gang i mange år synes jeg politik er spændende og det gør ikke noget at det også pepper mine drømme lidt op. Forleden drømte jeg at mine tænder faldt ud og det var helt seriøst så grimt og ubehageligt, at jeg til enhver tid vil foretrække at lege macminister i Drømmeland i stedet.

Advertisements

Børne-star-fucker.

Nu skrev jeg for lidt tid siden om Krumme. Krumme var jo ikke den eneste lysende stjerne på min himmel dengang. Han var vist den eneste jeg havde et decideret romantisk forhold til, men jeg kunne jo ikke nøjes med kun at spille på en hest, så til tider sonderede jeg jo terrænet for andre mulige mål for min hengivelse.

Emil fra Lønneberg var perky nok, men var jo fra Lønneberg, hvilket rent geografisk satte lidt en kæp i hjulet. Jeg var også lidt bekymret for om svigerfars hidsige temperament ville gå i arv, således at al Emils barnlige kådhed og energi på et tidspunkt ville blive kanaliseret ud ad vredens vej.

Buster var en anden mulig kandidat. Men ærlig talt, så var han lidt for dark and twisty for min smag. Og fik altid lidt kvalme når han hev flere meter farvet bånd op ad halsen. Kunne dog godt lide filmen, og åååååååhbuuuuståååår-sangen, hvorfor han fik lov at blive på listen over mulige børnekærester/kommende ægtemænd.

Lillebror fra “Ingrid og lillebror” kom aldrig med i betragtningen. Jeg havde allerede dengang et øje for at træmænd med så dependent et forhold til kvinder var et no-go. Hele dukke-genren er jo et kapitel for sig i denne henseende. Stine, Anders og Jeanette havde vist nok i hinanden – puh for et trekantsdrama at blive vævet ind i. Anders fra “Ane og Anders har en bro”, fornemmede jeg også lidt, allerede var teeemmelig opslugt at Ane. Havde han ikke været en dukke, kunne det godt være jeg havde taget kampen op, men var godt klar over at jeg hurtigt ville blive Ane underlegen, alene fordi der fra samfundets side ses lidt skævt til det at mennesker og dukker dater. Det er desuden noget værre rod med de der lange pinde der er fastgjort til hans hænder…Gutterne fra Jullerup Færgeby var meget cool, men synes generelt de var lidt for cheap-ass. Altså man ser lige for sig, hvordan de forsøge at købe ens forlovelsesring for en krone…

(De dukker der også er dyr var det lidt for sygt at forelske sig i, men skulle jeg smide en kommentar, så vil jeg bare sige, at Bamse – helt ærligt – du finder aldrig en kæreste så ond du er overfor dine venner. År efter år sidder du bare der i den bløde stol, mens stakkels kylling sidder på din usle gæsteskammel…tsk tsk tsk).

Faktisk var jeg i de tidlige barndomsår nok ret tæt på at skifte fold. Eller hold. Altså. Blive lesbisk, ikke. Jeg var jo drønforelsket i Pippi og det liv hun levede. Phew hun var hot med der fletninger og det skødesløse outfit hun danderede rundt i. Er dog bange for jeg kunne blive hende noget underdanig, og at hun enten ville forsøge at købe min kærlighed med alle sine guldpenge eller kyle mig op på skabet, når vi var uenige. SuperCarla var heller ikke til at stå for. MmmMmmMmm hun så nice ud i sin kappe! Og selvfølgelig Yrsa. Åååh smukke, dejlige, bestemte Yrsa. Jeg var faktisk helt nede med Krumme når han sang til hende – Jeg synes også hun var en dejlig pige, og hendes hår det GØR bare virkelig så smukt!

Og så i dag fandt jeg lige det her billede og den her artikel. Og pludselig blev det meget tydeligt, at der rent faktisk var nogen der blev gift med dem her (altså nogle af dem – ikke dukkerne – så vidt jeg ved). Det var da bare meget sjovt. Men er egentlig glad nok for jeg ikke gik efter nogle af dem. Især Krumme. Ja, det skulle da lige være Pippi – hun ser da meget frisk ud.

Kvinders grænser for selvkonstruktion…

Uddrag fra dagens læsning:

“På det samlivsmæssige område er der således ideologier om at der kan vælges mellem en række ligeværdige livsformer: singleliv vs. parforhold med krav til mænd om gensidighed og fælles deltagelse i den daglige frembringelse af familielivet; mor eller ikke-mor, mor i parforhold eller enlig mor; heteroseksuelle relationer eller homoseksuelle. Imidlertid har der i praksis udviklet sig et udbredt mønster: Tidlig sex og samboen i heteroseksuelle parforhold, dernæst delt forældreskab i moden alder: to næsten jævnaldrende børn; kvinden beholder betalt beskæftigelse uden for hjemmet, men har samtidig perioder med orlov og deltid så hun kan yde “omsorg for sin familie. Ud fra de nye ideologier og scripts ses denne reproduktion af faktisk kønssegregation og faktisk kønnet magtforskel imidlertid af kvinderne selv som tilfældig eller som resultat af fornuftige valg. Fremhævelsen af de andre livsformers mulighed har snarest den psykologiske funktion at hjælpe med til at det livsforløb, der reelt er typisk, kan fremstå som et frit valg” (Bech, H. 2005).

GISP! Det var jo min plan…OMG hvor er jeg bare gennemskuelig og kedeligt traditionel…og så har jeg tilsyneladende ikke engang selv valgt det……busted!

The simple life as blomsterhandler…

For nogle år tilbage arbejdede jeg som handicaphjælper. Jeg skulle møde ind på døgnvagter meget tidligt om morgenen. Og så sad jeg og kiggede rundt på de andre trætte mennesker i bussen på vej derud og tænkte på, hvilke jobs de mon havde og hvad de mon var på vej til. Jeg møgprojiterede alle mulige forskellige ting over på dem, og ville altid ønske at jeg skulle det jeg troede de skulle…som man siger.

I mange år har jeg “arbejdet med mennesker”. På mange forskellige måder. Min kæreste arbejder med computere (altså han har menneskekollegaer, som han arbejder med, men det er mest computere han arbejder på…håber jeg…….anyways). Nogle gange misunder jeg ham virkelig, at den slags software, han kan have problemer med kan løses med tålmodighed og teknisk snilde.

Jeg er også tit jaloux på blomsterhandlerne. Blomster er sådan rimelig tilregnelige og så dufter de virkelig godt. Og er så smukke. Og simple. Hver gang jeg træder ind i blomserbutik, falder jeg helt i svime over alle blomsterbinderierne og så drømmer jeg lidt om hvordan livet som kreativ blomsterdame mon ville være…måske med eget keramisk værksted og sådan…

Og så alligevel….

Alligevel så elsker jeg faktisk virkelig mit job. Jeg er faktisk helt vild lykkelig i den profession jeg har valgt at være/blive en del af. Der er faktisk ikke noget mere fantastisk end at komme ud fra en terapitime, hvor man har mærket en god kontakt og har set et menneske rykke sig og vokse. Det er dybt rørende, når mine klienter har lyst til at dele noget meget fint og privat med mig. Noget som måske endda gør meget meget ondt.

Der er heller ikke noget mere livsbekræftende end at være med til at give en af børnene på børnehjemmet en god dag. Og en oplevelse af, at voksne også er gode mennesker, man godt kan regne med. Og man kan se at der falder ro over deres små kroppe, at bangeknuderne i maverne løsnes lidt og deres hoveder bare engang imellem kan optages af den slags ting som børnehoveder skal være optaget af.

Når folk spørger mig om det ikke er hårdt at arbejde med det jeg arbejder med, så er mit svar tit at det er det egentlig ikke. Og det er kun en halv sandhed, for nogle gange er det virkelig hårdt. Og jeg bliver ked af at gode mennesker udsættes for skrækkelige ting. Den anden halve del af sandheden er til gengæld at det er det hele værd. Al ked af det heden, vreden, magtesløsheden, uretfærdighedsfølelsen og den store weltschmertz er det hele værd, så længe folk bare bliver ved med at kæmpe for (at få) det bedre.  Og det gør de heldigvis, de mennesker jeg arbejder med.

Let rødlige sokker…

Kan nok ikke komme uden om at jeg ind imellem har lidt røde strømper på, og jeg kan heller ikke komme uden om, at denne artikel rammer lidt plet.

Dette på trods af at den afgående ministerinde ikke lige er min kop the – synes faktisk hendes undervisningspolitik smager særdeles syrligt og grimt og som om den har stået og trukket lidt for længe med en pose american breakfast tea.

Når jeg nu engang har tænkt mig at få nogle af de der børn. Og en karriere. Måske ikke på ministerplan, men i hvert fald vil jeg gerne være rigtig sej og arbejde et sejt sted hvor man laver et sejt stykke arbejde. Ja, så ville det da være dejligt hvis de bestræbelser, man som forælder gør sig for at give sine børn et godt stykke med barndom ikke bliver set skævt til af ens forældrefæller (og ja, jeg tror kvinder er kvinder værst når det kommer til det!). Og tænkt hvis daginstitutionerne fik midler (og normering) til at gøre det de er så gode til endnu bedre.

Jaja, ved godt det måske er ønsketænkning…med ældrebyrden og alt det…hvor jeg i grunden også synes det er et træls ord…men den tager vi en anden dag.

Læs artiklen her

%d bloggers like this: